walkerogdatter

Forfatter
_
Forlag
_
Designer
_
Genre
_
Serie
_
Udgivelsesår

Nogen gange får man lyst til at spise bil­lige chips, købe­kringle fra Netto eller blan­det slik af suspekt her­komst. Usund mad lavet af dår­lige råva­rer fyldt med e-​​numre og andet skidt. Det føles ok ved den før­ste bid, men når man har konsu­me­ret det hele, sid­der man til­bage med en ops­vul­met mave, kvalme og en dår­lig smag i munden.

Sådan har jeg det med såkaldte ‘damero­ma­ner’ — kvin­der i flere aldre, mødes over en fæl­les inter­esse. De har hver især en hemmelighed/​problem at slås med, som de ved fæl­les hjælp og søster­ska­bets kraft over­kom­mer, og til sidst bin­des en fin lille knude på det hele, og alle er på magisk vis lykkelige.

Wal­ker & Dat­ter af Kate Jacobs er en af den slags bøger.

Samme gamle opskrift

Geor­gia Wal­ker er enlig mor til 12-​​årige Dakota, og ejer en gar­n­bu­tik på Upper West Side i New York. Hver fre­dag er der strik­ke­klub i butik­ken, med en bro­get sam­ling af kvin­der, der kun mødes på grund af strik­nin­gen. Der er gravi­di­te­ter, utro­skab, fyring, skils­misse, gen­fun­det kær­lig­hed og syg­dom, men ikke noget de stærke kvin­der ikke kan klare sammen.

Alle figu­rerne er klip­pet ud i gen­nem­sig­tigt smør­re­brød­s­pa­pir, og Jacobs” for­søg på at undgå ste­reo­ty­per er fuld­stæn­dig mis­lyk­ket. Jeg var uen­de­lig ligeg­lad med, hvor­dan de gik nogen af karak­te­rerne — bogen er mest under­hol­dende, når det går dem dår­ligt. Den har ingen sel­vironi, humor eller dybde, folk til­gi­ver hin­an­den fra kapi­tel til kapi­tel med et kram og en kop the.

Kate Jacobs ved mulig­vis godt selv at den er gal, for hun har en uhyg­ge­lig trang til at gen­tage per­so­ner­nes ind­byr­des for­hold til hin­an­den, så læse­ren nu er helt klar over, at Anita er Geor­gias erstat­nings­mor, og hun for­kla­rer også gerne udpens­let sine figu­rers følel­ser, da dia­lo­gen er for træg til at under­strege noget som helst.

Der fin­des to bøger til i serien, som endnu ikke er over­sat til dansk.

Ber­ling­ske synes, bogen har for mange løse masker, mens Lit­te­ra­tur­si­den synes den er helt ok.



Hvad synes du?