“To read a book for the first time is to make an acquaintance with a new friend; to read it for a second time is to meet an old one. ” – Kinesisk ordsprog

Noget med bom­ber, bul­der og brag og Dicte Svend­sen i mid­ten. Jeg har læst alle Else­beth Egholms Dicte Svendsen-​​krimier, men jeg er altså ved at køre træt i dem. Det samme skete for mig og Liza Mar­klunds Annika Bengts­son. Selvom de her reporter-​​kvinder er stærke, selv­stæn­dige, intel­li­gente og har mas­ser af per­son­lige dæmo­ner og vrede som kan få dem til at køre med 110 km i timen der­udaf, bli­ver de altså drø­nir­ri­te­rende på et tidspunkt.

Måske er det fordi, de så stæ­digt insi­ste­rer på at opføre sig enormt meget som mænd? Aldrig com­mitte sig orden­ligt til for­hold med børn og mænd, altid sætte job­bet først, være så lidt kvin­de­lig som mulig, og drøné rundt i store støv­ler og fange bombe/​terror/​voldtægtsmænd i stri­be­vis? Og jeg har fak­tisk nydt hver en krimi jeg har læst af denne slags, men nu hol­der jeg dog en pause.

Til den næste Mar­klund eller Egholm kom­mer, altså.

Af samme skuffe