danbrown

Denne titel må til­fælde Dan Brown, meste­ren af Da Vinci Myste­riet og Engle og Dæmo­ners. Da jeg læste Da Vinci Myste­riet, så jeg kon­spira­tions­te­o­rier alle vegne, og var forun­dret over, at ingen før havde opda­get dette, det måtte jo ændre ver­den! Jeg kvær­nede bogen på et par dage, med lidt søvn imel­lem, så måske jeg kan give søvn­mang­len skyl­den. Jeg opda­gede først, at Brown gen­bru­ger sine plots, sine karak­te­rer, sågar sine klun­tede sæt­nin­ger og super­korte afsnit, da jeg havde læst samt­lige af hans bøger.

Men Da Vinci var sta­dig en god læse­op­le­velse, det var de andre Dan Brown bøger bare ikke. Jeg kunne spotte skur­ken på få sæt­nin­gers afstand, lure for­ræ­de­ren om han er præst eller pro­fes­sor. Og nu kan jeg endda skrive min egen Dan Brown bog, med hjælp fra The Dan Brown Gene­ra­tor. Eller små­grine over hans 20 vær­ste sæt­nin­ger.

Ok, jeg gri­ner af hans sæt­nings­kon­struk­tio­ner, og han gri­ner hele vejen til ban­ken. Men det fak­tum, at mange har læst en bog, gør den ikke til god lit­te­ra­tur. Jeg spi­ser også McDo­nalds mad engang imel­lem – men jeg kal­der det sgu’ette fin fransk gastronomi.

Bil­lede fra Slate – The Dan Brown Code.

Af samme skuffe

Skuf­fen er tom.