"The worth of a book is to be measured by what you can carry away from it." – James Bryce
_
Jeg elsker Victoriatidens London, gotiske gysere, meta-fortællere, tidsparadokser og svimlende kærlighed. Og Tidskortet har det hele. Bogen er i 3 dele, alle med forfatteren H.G. Wells som gennemgående person.
Og her må jeg med skam erkende, at jeg aldrig har læst én eneste af hans bøger. Åbenbart skrev han en roman der hed Tidsmaskinen, som fik hele Londons bedre selskab til at sniksnakke om tidsrejser. Det er meget forståeligt, da romanen netop er fra omkring århundredeskiftet, hvor der som bekendt dukkede tekniske vidundere op hver dag, så hvorfor ikke en tidsmaskine.
Umulig kærlighed, Jack the Ripper og tidsrejser
Wells har altså skrevet denne bog, og mod hans vilje bliver hans skæbne bundet sammen med to personer, der begge søger en umulig kærlighed. Den unge Andrew Harrington, yngste søn af en ubehagelig rigmand, har besluttet at begå selvmord, fordi han ikke kan komme sig over tabet af sin elskede – Jack the Rippers femte offer, Marie Reilly. Udover det problematiske i at være forelsket i en prostitueret når man er fra Londons übbersteklasse, er Andrew heller ikke den mest handlekraftige unge mand, som det også ses af den indledende sætning. (Jeg elsker indledende sætninger, og denne er absolut én af de bedre. Forfatterens humor, og ophøjethed over sine figurer ligger allerede og bobler her).
Nogenlunde samtidig går Claire Haggerton rundt og længes efter en mand der virkelig kan vække hendes kærlighed, i stedet for de utalige lapsede fyre hendes mor sender hen til hende på daglig basis. Hun har læst Mary Wollenstonecraft (for de uindviede, var hun den første der virkelig satte ord på kvinders rettigheder, der var ikke-eksisterende på denne tid. Kvinder var stadig et simpelt, svagt køn som kun duede til husarbejde og som børnemaskine), og vil have mere i livet – hun vil slet ikke giftes, hvis hun kan få lov at slippe.
En mand ved navn Gilliam Murrey er, inspireret af Well’s roman, begyndt at sælge tidsrejser, til år 2000, hvor menneskene kæmper en håbløs kamp mod automaterne (Terminator har ikke levet forgæves), og under en sådan tidsrejse, forelsker Claire sig håbløst i den modige Kaptajn Derek Shackleton, som leder slaget mod de onde automater. Midt i det hele står H.G. Wells, som har startet tidsrejse-feberen, og bliver blandet ind i det hele, mens han egentlig bare vil bo på landet og pleje sin tuberkolose.
Bedrevidende metafortæller
Romanen er delt i 3 dele, og over det hele svæver en bedrevidende fortæller, som én gang imellem stikker næsen ind for at indvie læseren i noget, de sageløse romanpersoner ikke ved – eksempelvis er Andrew Harrington meget lang tid om at bestemme sig for, hvilken frakke og hat han bør tage på til sit selvmord, og den tid benytter fortælleren så til at underrette læseren om noget helt andet. Som læser har man fornemmelsen af, at fortælleren kan tage én med sig i sin egen private tidsmaskine og være en flue på væggen hvor denne lyster.
Bogen er så mange genrer på en og samme tid: victoriansk romance med et skvæt af star-crossed lovers, steampunk, krimi, science fiction og historisk fantasy. Meget tæt på at være den bedste bog jeg læste i 2010.
Kristligt Dagblads anmeldelse, ditto fra Litteratursiden, Den elektriske kanin, KPN og K nyt.
