I de mellemliggende år har den forfængelige Sir Walter brugt flere penge end han har, og hans ejendom Kellynch må lejes ud, indtil han har betalt sin gæld. Lejerne er Admiral og Mrs. Croft, som er søster og svoger til Kaptajn Wentworth, og Anne kan ikke undgå at møde ham.

Austens sidste roman

Persuasion er Jane Austens sidste roman, og blev udgivet posthumt i 1818 af hendes bror, sammen med Northanger Abbey. Persuasion virker en smule ufuldstændig sammenlignet med f.eks. Emma, som hun skrev færdig før Persuasion. Fra hendes breve ved man, at hun omskrev og redigerede i sine bøger mange gange, også mellem 1. og 2. oplag, men Persuasion nåede hun måske ikke at redigere helt færdig før hun blev syg og døde som 42 årig. Det eneste ægte manuskript man har tilbage fra Austens hånd, er den oprindelige udgave af kapitel 10, som hun senere omskrev til det nuværende kapitel 10 og 11. Manuset er nu udstillet på British Museum – med udstregninger og noter i marginen.

Persuasions Anne Eliott er den eneste Austenheltinde som er 27, den magiske alder hvor man bliver for gammel til at blive gift, hvis man tænker på Charlotte Lucas fra Stolthed og Fordom. Det er også den eneste bog der har så mange karakterer der er sømænd (der er kun Fannys bror i Mansfield Park), og hvor helten ikke er aristokrat, men en mand fra simple kår der har arbejdet sig frem i verden, og selv tjent sine penge,  i stedet for at arve dem. To af Austens brødre var selv sømænd, og måske er det herfra, at hendes beskrivelser af sømændene kommer fra.

Hendes sidste roman er blid og efterårsagtig, og handler om en mere dyb og moden kærlighed end de andre bøger fra hendes hånd.

For de interesserede, er her et essay om betydningen af musik i Persuasion.

Smukt, pastelfarvet efterår

Den nyeste filmatisering (2007) af Persuasion varer små 90 min., og det er ret godt klaret, at få så meget med, på så kort tid. Sally Hawkins spiller Anne Eliott, og det er hende der er filmens omdrejningspunkt. Hun er en dygtig og subtil skuespillerinde, som rammer Annes følelsesliv rigtig godt. Instruktøren bruger håndholdt kamera i mange scener, og putter dem helt op i hovedet på skuespillerne. Det er især scener som skal beskrive Annes følelser og tanker, og det klistrende kamera kombineret med voice-over, og at Hawkins får lov til at kigge direkte ind i kameraet (på os) er en god løsning på den indre dialog som bogen har meget af. Rubert Penry-Jones er en god og solid Wentworth, som får lov at dukke op og forsvinde pludselig, ligesom i bogen – vi ser ham næsten hele tiden fra Annes synspunkt. Min eneste anke er, at han ikke er solbrændt og vejrbidt nok til at have været på havet i otte år …

Birollerne er både gode og dårlige – Antony Steward-Head som Mr. Eliott er fantastisk forfængelig og selvglad, mens XX som Elizabeth måske er god, men jeg blev hele tiden distraheret af hendes grimme paryk. XX og XX som Mr. og Mrs. Charles Musgrove er lidt for farceagtige og sære – især Mary – for min smag, og resten af Musgrove-familien ser vi meget lidt til. Det gør heller ikke noget – på så kort tid, skal man fokusere på én person, og det er Anne. Samtidig er filmen vidunderlig mørk og efterårsagtig i sit look, og kontrasten mellem det hårde og våde Lyme og smukke, pastelfarvede Bath er meget smuk. Læs en anmeldelse her, her, her og her.

Dogmeausten

Denne filmatisering betragtes af mange, som den mest trofaste Austen-filmatisering. Alle skuespillere er castet godt til deres roller, alt er filmet on-location og kostumerne er flotte for en næsten 15 år gammel film. Cieran Hinds er den perfekte Kaptajn Wentworth, og Amanda Root er god som Anne, dog ikke ligeså god som Sally Hawkins. Filmen er filmet udelukkende med naturligt lys, så aftenscener indendørs, er kun oplyst af stearinlys, hvilket giver filmen en meget autentisk og naturlig stemning, som en kontrast til den typiske “pastel”agtige kulør kostumedramaer kan have.

Filmen træder ligeså forsigtigt frem på scenen, og fortæller sin historie subtilt og stille.

The Lake House – det handler om at vente

The Lake House er en slags nyfortolkning af Persuasion. Sandra Bullock spiller singlelægen Kate der flytter ind i et smukt hus der ligger på pæle på en sø – hun føler sig ensom og alene. Keanu Reeves er entrepenøren Alex der ikke har set sin far og bror i en del år, men langsomt er ved at vende tilbage til dem – han har også boet i huset på søen. Huset ved søen har en postkasse, og ved et tilfælde opdager Kate, at hvis hun ligger et brev i postkassen, får Alex det. Men Alex lever i 2004 og Kate i 2006 – og på mystisk vis kan de skrive til hinanden i hver deres år.

Tidsrejseteorien i filmen giver absolut ingen logisk mening, men de mange paralleller til Persuasion, og det, at Kates yndlingsbog er Persuasion, er gode grunde til at se filmen alligevel. Bullock og Reeves er et sødt par, og kærlighedshistorien fungerer godt, selvom tidsparadokset ikke gør.

Mr. og Mrs. Bennet har 5 døtre. Når Mr. Bennet dør, vil hele hans ejendom gå til en fjern fætter i stedet for hans familie, så Mrs. Bennets eneste mål i livet er, at få sine døtre godt gift. Historien begynder med, at den rige, unge (og single) Mr. Bingley flytter til egnen, sammen med sine to forfærdelige søstre og sin hovne, fåmælte ven, Mr. Darcy. Mr. Bingley og den ældste Miss Bennet bliver snart forelskede, mens Mr. Darcy og Elizabeth Bennet ikke kan døje hinanden, men som historien skrider frem, og de lærer hinanden bedre at kende, vokser der – måske – kærlighed frem.

Stolthed og Fordom er det bedst kendte af Jane Austens bøger, og kan være den nemmeste at gå i gang med for en ny Austen-læser. Alle typer af personer bliver spiddet præcist og kærligt med en satirisk pen af forfatteren, mens heltinden Elizabeth er med Austens egne ord “as delightful a creature as ever appeared in print”. Udover de litterære kvaliteter, med et kløgtigt plot, afrundede, menneskelige personer og intelligent og kvik dialog, kan man lære noget nyt af de mange temaer i bogen – hver gang man læser den. (5-6 gang for mit vedkommende).

Austen skrev bogen omkring 1796, og da hed den First Impressions, og var en brevroman – dvs. bogen bestod kun af breve som personerne skrev til hinanden. Senere redigerede hun den, og udgav den i 1813 under det navn vi kender – men mange af brevene er stadig bevaret i bogens handling.

Nu på nyt og frejdigt dansk

Jeg har læst den engelske udgave, i den meget fine indbinding som ses foroven, som er designet af Coralie Bickford-Smith. Se resten af den serie her.

Som den eneste af Austens romaner fås den i øjeblikket på dansk fra Lindhardt og Ringhof, endda i en  nyoversættelse af Vibeke Houstrup, som ses her til venstre. Den tidligere oversættelse var fra 70′erne, og det har pyntet gevaldigt på en opstramning, da den originale tekst ikke altid er lige nem at forstå. Omslaget er af Lise-Lotte Holmbäck.

Det lidt gumpetunge: “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en velhavende ungkarl absolut må mangle en kone” er blevet til det noget mere præcise og elegante “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Bogen er set på tilbud i hardback til 60 kr.

Flere stolte helte og fordomsfulde heltinder?

Hvis du ikke kan få nok, er der andre forfattere der har lånt plotstrukturen fra Stolthed og Fordom: Stephanie Meyer, som har skrevet  Twilligt serien, som netop er superhypet, fordi endnu en bog i serien er udkommet, har indrømmet, at bogen er bygget over Stolthed og Fordom. (De næste to bøger i serien låner så hist og pist fra Romeo og Julie og Jane Eyre).

En anden eviggyldig favorit er en af mine egne yndlingsbøger: Anne fra Grønnebakken, skrevet af L.M. Montgomery. Montgomery læste Austens bøger, hun ejede de fleste af dem, og kærlighedshistorien mellem Anne og Gilbert, spejler ganske snedigt Elizabeth og Darcys.

Den sidste, og mest kendte, låner er Helen Fielding, som skrev Bridget Jones’ Dagbog – med helten Mark Darcy. Bogen er fyldt med tydelige referencer til Stolthed og Fordom, ikke mindst Colin-Firth-i-våd-skjorte-klippen fra tv-serien fra 1995.

Hvis man er mere til levende billeder, kan man jo anskaffe sig en af ovenstående på DVD, da de alle er filmatiserede. Når man så alligevel er ude og shoppe film, kan man jo kaste You’ve Got Mail ned i kurven også. Knap så tydelige referencer som i de førnævnte, men vi har dog to hovedpersoner der ikke kan døje synet af hinanden, den ene rig, den anden fattig. Og så læser Meg Ryan Stolthed og Fordom i filmen, endda en bogudgave med Colin Firth på coveret, og skriver til Tom Hanks: “Confession, I have read Pride and Prejudice two hundred times. I get lost in the language, words like ‘Thither. Mischance. Felicity.’ I’m always in agony over wether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together. Ah! Read it. I know you’ll love it!”

Austen film-feber: Mr. Darcy i våd t-shirt

Den ultimative filmatisering af bogen er for mange BBC-miniserien fra 1995, med Jennifer Ehle som Elizabeth og Colin Firth som Mr. Darcy. Især sidstnævnte har haft problemer med at få en rolle uden at blive sammenlignet med den svinerige fiktive godsejer. Det hjalp nok heller ikke, at Bridget Jones’ Dagbog parodierede Firthfeberen, eller at han tog rollen som Mark Darcy i filmatiseringen af Bridget Jones.

Selvom tiden måske er ved at løbe fra den visuelle side af serien, især sammenlignet med filmen fra 2005, holder manus og skuespilpræstationer stadig. I modsætning til filmen, er der ikke klippet nogen personer fra, så f.eks. Mr. og Mrs. Hurst har fået lov at blive. Da serien blev sendt første gang, var det en ny måde at tænke på. I stedet for filmet teater, som var normen med litterære filmatiseringer før i tiden, så er personerne i denne serie rigtig, levende mennesker. De er ude i naturen, de fægter, rider, danser – og forelsker sig.

Keira Knightly – en ny generations Elizabeth

Den nyeste filmatisering er utrolig smuk, og gør hvad den kan, for at være mere realistisk end tidligere filmatiseringer. Farvene, både i naturen og i kostumerne, er brune, mørke og naturlige. Bennet-familien vasker tøj og fodrer deres dyr, og driver et (synligt) landbrug (hvilket er helt forkert ift. bogen – man havde lissom folk til den slags). Filmen har adskillige dygtige britiske skuespillere på rollelisten, blandt andet Donald Sutherland som Mr. Bennet, Brenda Blethyn som Mrs. Bennet og Judi Dench som Lady Catherine de Bourgh. Den store stjerne i filmen er dog Keira Knightley, som også blev nomineret til en Oscar. Keira Knightly er en udmærket Elizabeth, hun giver hende en stærk attitude, en noget skarpere tunge og friere natur end tidligere set. Hun mangler dog en del sødme, som netop er dét, der opvejer Elizabeths skarpe vid i bogen.

Instruktør Joe Wright & Co har valgt at fifle lidt med Austens oprindelige historie, og har ladet personerne sige hinandens replikker eller har tildelt dem nye handlinger. Med det resultat bliver det f.eks. Charlotte der er nedladende over for Elizabeth og ikke Mr. Collins, Mr. Bennet er opmærksom mod sin familie og sin kone, Mrs. Bennet er ikke længere jaloux og krævende (rent faktisk lærer hun sine børn husførelse!). Triumfen i Austens roman er netop, at personer som Mr. og Mrs. Bennet er som de er – de har fejl, de er ikke særlig gode forældre, og deres opførelse og karakter er katalysatoren for det meste af historiens handling (f.eks. den direkte grund til, at Mr. Darcy vælger at skille Jane og Bingley ad). I denne film ser vi en familie med et stærkt sammenhold, som støtter og holder af hinanden, og det er gjort på en meget smuk og ægte måde, men det er ikke som Austen skrev det, og historien mister meget af sin mening.

Resten af castet gør det udmærket: Tom Hollander er en atypisk Mr. Collins, han er ikke slesk eller klam, men mere stram i betrækket og ret usikker. Man får lidt ondt af ham, hvilket man ikke gør ellers (og det var heller ikke Austens mening). Judi Dench er som altid god, men har for lidt tid på skærmen, hun sejler ind som en skude der går i havn, og kræver at Elizabeth og alle andre gør som hun kræver. Matthew Mcfadyen som Mr. Darcy giver god plads til Keiras Elizabeth, hvilket er fint: det er hendes film. Han spiller rollen noget mere følsomt og byronsk helt, som er usikker og måske lidt ensom, og gemmer det bag en stolt facade (og lidt for meget hundeøjne).

Filmen tager sig nogen friheder med personerne, som jeg endnu ikke har bestemt mig til, om jeg vil tilgive. Men Joe Wrights beslutning om, at lade filmen foregå sidst i 1700-tallet i stedet for starten af 1800-tallet, og lade skuespillerne matche bogens figurer i alder, gør filmen mere levende, ærlig og realistisk end tidligere filmatiseringer. Kostumerne er vanvittig flotte, og i stedet for kjoler med empiresnit og kyser, får vi mere ydmygt, fornuftigt tøj, løst hår og pandehår. Måske er der så lige lovlig meget løst hår og mudder, og man ignorerer gang på gang, at personerne er klædt på en måde, der ville være utilgivelig på dette tidspunkt. Elizabeth har løst hår da hun når til Netherfield, og Darcys flagrende skjorte … Idéen er nok, at det skal vise, at Elizabeth er frigjort og at Darcy bliver det, men …

Så jo, god film, men dårlig Austen-filmatisering.

Bride and Prejduice (Stolthed og Brudgom)

Farverig og festlig mix af syngende Bollywood galskab og Austens plot. Bennet-familien er nu familien Bakshi – med 4 giftefærdige døtre i et land, hvor arrangerede ægteskaber stadig er på mode. Lalitah og Jaya er de to ældste og mest fornuftige søstre, som møder amerikaneren William Darcy og hans ven, indiske Balraj som er på besøg i Indien. Jaya og Balraj forelsker sig med det samme, mens Darcy og Lalitah starter med at diskutere og skændes.

Der er musik, dans og Bollywoodkulør for alle pengene. Ret fascinerende, hvordan det er lykkedes Gurinder Chadha at bruge så mange af temaerne fra bogen i en film fra nutidens Indien.

Lost in Austen

Hvis du aldrig har læst nogen af de (som regel elendige) fortsættelser til Austens bøger, vil du nok ikke synes om denne lille miniserie. Kan du til gengæld godt klare en ret useriøs, til tider usammenhængende, men morsom og kærlig parodi på Stolthed og Fordom, kan Lost in Austen godt lige nydes en søndag i sofaen.

Amanda elsker Stolthed og Fordom – ikke kun Colin Firth, men bogen, sproget, karaktererne. Hun har et kedeligt job i London, og en ubehøvlet og ucharmerende kæreste, og drømmer si dagligt væk til en anden verden. En dag hører hun en lyd fra sit badeværelse, og dér står Elizabeth Bennet, og er kommet ind til Amandas verden gennem en dør i væggen! Amanda og Elizabeth bytter plads, men med sine moderne manerer og tankegang, får Amanda hurtigt lavet rod i Stolthed-og-Fordom-land: Bingley forelsker sig i hende, Darcy hader hende (selvfølgelig), Wickham er måske ikke så slem, og Mr. Collins får en helt anden kone (og er SÅ klam som man sjældent har set ham)! Jemima Rooper spiller Amanda, Eliott Cowan er den tavse Darcy og Hugh Bonneville er en aldeles oplagt Mr. Bennet.

http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=856

http://www.information.dk/119891

http://www.information.dk/135010

Loading image

Click anywhere to cancel

Romanen starter med giftemålet mellem Miss Maria Ward og den rige Sir Thomas Bertram, og hvordan Miss Wards søstre giftede sig mindre godt, især den yngste. 30 år senere sender den yngste søster sin 9-årige datter Fanny Price afsted til sine rige slægtninge på godset Mansfield Park, så hun kan få en bedre tilværelse, end den hendes fattige forældre og 8 søskende kan tilbyde.

Fanny bliver dog aldrig et ligeværdigt medlem af familien, nærmest bare en tjenestepige. Hun er altid i baggrunden og underkuet af sine to kusiner, mens hun løber ærinder for sin dovne moster Lady Bertram og sin emsige og onskabsfulde moster Mrs. Norris, som nærmest har overtaget husholdningen. Hendes eneste lyspunkt er hendes jævnaldrende fætter Edmund, som er hendes ven og beskytter.

Da Fanny bliver 18, og hendes onkel Sir Bertram er på vej til Antiqua for at holde øje med sine forretninger, går historien for alvor i gang: søskendeparret Mary og Henry Crawford flytter til egnen, og de er stolte, selvcentrerede, intelligente og smukke mennesker, som har deres helt egen idé om moral.

Som altid med Austen er romanen befolket af personer som er selvoptagede, dumme, selvhævdende, nærige, hovmodige og en hel del andre ting. Mansfield Park byder på den nok mest lede af dem alle, den nævenyttige madamme Mrs. Norris. Generelt er der ikke særlig mange flinke eller venlige personer i Mansfield Park, og det er svært at holde af nogen af dem. Alligevel er det en af Austens mest realistiske romaner, med de mest menneskelige personer.

Så sig dog noget, Fanny!

Mansfield Park er en af de mindre kendte Austen-bøger, og nok den færrest kan lide. Det er også ret svært at holde af hovedpersonen Fanny Price, for hun er stille, fysisk svag, undseelig og siger sjældent sin mening højt – og er lidt af en dørmåtte. Man får konstant lyst til at råbe af Fanny, og bede hende skrige af sin skrækkelige familie, at de kan gå af pommern til.

Første gang jeg læste Mansfield Park syntes jeg den var forfærdelig kedelig, og at Edmund og Fanny, er overkorrekte, for pæne og for artige – de to Crawford søskende er meget sjovere selskab. Denne gang prøvede jeg for alvor at forstå Fanny, hendes situation og den tid hun levede i. Hun bliver nødt til at hoppe og springe for sin selvcentrerede familie af frygt for at blive sendt hjem og fordi hun er opdraget til at være ydmyg (en meget sjælden egenskab i dag!). Hun er følsom og forstår sig på naturens skønhed og sarte følelser, noget som nemt bliver tyranniseret af nærighed, manglende venlighed, omsorg og kærlighed.

Det er stadig svært at forstå, hvorfor Mary Crawford overtræder de sociale regler ved at være ærlig og sige sin mening. Men når man så tænker sig om og læser efter: hun er materialistisk, indbildsk, selvcentreret og intrigant. Prøver at blive Fannys ven for at komme tæt på Edmund, og som læser opdager man det først til allersidst – man bliver selv narret til at holde mere af Mary end Fanny, og opdager til sidst, at Fanny hele tiden havde ret.

En fortælling i fortællingen

At læse Austen er som at læse en detektivroman, og Mansfield Park er rig på scener som giver læseren hint om personernes skæbne. Èn af disse er det skuespil som de unge sætter op i Sir Thomas’ fravær: Lover’s Vows. Et skuespil oversat fra tysk til engelsk i slutningen af 1700-tallet, på et tidspunkt hvor englænderne var begejstrede for tysk litteratur. Wikipedia har et synopsis af stykket, som byder på børn uden for ægteskab, hor og ulykkelig kærlighed. Ellen Moody har skrevet et fint essay hvor hun fortæller om parallellerne mellem personerne i Lover’s Vows og de personer i Mansfield Park der spiller dem – Austen gik udfra, at læseren kendte stykket (de gjorde de fleste på Austens egen tid), og kunne forstå de interne morsomheder i hvem der spillede hvem.

På dansk? Så må du på biblioteket

Mansfield Park findes kun på dansk på det lokale bibliotek. Hernov har udgivet den sidste danske udgave, som nu er udsolgt fra forlaget.

Citater

“Selfishness must always be forgiven, you know, because there is no hope of a cure” (Mary Crawford)

“A large income is the best recipe for happiness I ever heard of” (Mary Crawford)

“I speak what appears to me the general opinion; and where an opinion is general, it is usually correct” (Mary Crawford)

“You must really begin to harden yourself to the idea of being worth looking at. You must try not to mind growing up into a pretty woman” (Edmund Bertram)

“It was a very proper wedding. The bride was elegantly dressed; the two bridesmaids were duly inferior; her father gave her away; her mother stood with salts in her hand, expecting to be agitated; her aunt tried to cry” (Fortælleren)

“Oh! Do not attack me with your watch. A watch is always too fast or too slow. I cannot be dictated to by a watch” (Mary Crawford)

“I think it ought not to be set down as certain that a man must be acceptable to every woman he may happen to like himself” (Fanny Price)

“We have all a better guide in ourselves, if we would attend to it, than any other person can be” (Fanny Price)

“Nothing ever fatigues me but doing what I do not like” (Mary Crawford)

“But there certainly are not so many men of large fortune in the world as there are pretty women to deserve them” (fortælleren)

Mansfield Park – nu med en livlig Fanny

Denne udgave af Mansfield Park gjorde en hulens masse blæst af sig i 1999. Anmelderne kunne godt lide den, men Austen-fans stod på bagbenene over de mange ændringer instruktør Patricia Rozema havde lavet, deriblandt Fannys personlighed. Fra at være stille og forsigtig, blev hun pludselig skarptunget og livlig – og forfatter. De bøger og historier Fanny skriver i filmen, er taget ordret fra historier Austen selv skrev som teenager.

Filmen er absolut ikke en særlig tro filmatisering af bogen – men det er en god film! Selvom der er byttet om på rækkefølgen af scener, og nogen personer bliver fremstillet mere usympatiske og andre mere sympatiske end de er, er det alligevel spændende at se, hvordan Rozema bruger én lille kommentar fra bogen om slavehandel, til at vise, hvad mange rige familier levede af på denne tid. og hvordan hun har fanget meget af ånden og de mere subtile temaer fra bogen.

Edmund og Fanny til ballet

Embeth Davidtz og Alessandro Nivola er eminente som Mary og Henry Crawford: sexede, intrigante og ikke til at stole på. Frances O’Connor gør en god figur som en krydsning mellem Elizabeth Benneth (fra Stolthed og Fordom) og Austen selv, og generelt er resten af banden også ganske gode. F.eks. spilles der på den fysiske ligheden mellem O’Connor og Davidtz, mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram og hendes fattige søster Mrs. Price. I romanen beskrives netop, hvordan de to søstre var lige smukke, og begge kunne have fået en rig mand og en god position i samfundet – men sådan blev det ikke.

Henry og Mary Crawford

Mange af Austens kvikke, intelligente og morsomme dialog har fundet vej til skærmen, både igennem hendes egne breve, men også taget direkte fra romanen.

Men forvent ikke en trofast filmatisering! En dansk anmeldelse, og her en fans beskrivelse af sin oplevelse. Og her er et essay om hvordan Rozema har gjort Mansfield moderne, og et andet et.

Mansfield Park – nu med morgenhår

Den nyeste udgave af Mansfield Park er desværre også den mindst interessante. Den er for kort til at give hele plottet plads (Fanny tager aldrig til Portsmouth, teaterstykket får heller ingen plads, og ballet bliver til en skovtur), og der er pillet lige lovlig meget ved flere af karakterernes personlighed. Lady Bertram (Jemma Redgrave) er pludselig meget opmærksom på sine børn, Mrs. Norris (Maggie O’Neill) er ikke særlig ond og blonde Billie Piper som Fanny passer ikke rigtig ind nogensteder. Hendes hår er lige lovlig meget lige-stået-op til 1800-tallet, og hun ser for … moderne ud. Hayley Atwell som Mary Crawford får til gengæld lov til at ytre en god del af Marys dialog fra bogen – stort set ordrette. Blake Ritsoms Edmund er ikke lige som jeg har forestillet mig ham, men han klarer sig godt igennem, og så er han da ok at se på:)

Der mangler alt for meget af plottet til at gøre bogen ret, og Fanny kommer til at fremstå som en lidt for barnlig, småbetuttet pige, som ikke rigtig passer ind nogensteder. Hun er meget mere livlig og har et bedre helbred end bogen beskriver, og det får hende til tider til at fremstå for ung. Filme skal dog have point for at finde plads til Fannys bror William.

Maria og Mr. Rushworth, Julia, Tom og Fanny

Den ultimative Mansfield Park filmatisering findes altså ikke rigtig, nok fordi ingen rigtig ved hvad de skal stille op med en heltinde, som ikke rigtig passer ind i vor tids idealer.

En kommentar til filmen (ikke en glad en!), endnu en ærgerlig fan, The Dummification of Mansfield Park og til sidst en meget skarp og præcis kritik.

Catherine Morland er en 17-årig helt almindelig pige, med hang til gotiske romantiske romaner, som var in på dette tidspunkt. (Gotiske romaner er fyldt med gamle slotte, hemmelige gange, landevejsrøvere, skønjomfruer i nød, familiehemmeligheder og det der er værre). På Austens tid blev romaner betragtet som noget for kvinder, og ikke noget fornuftige mænd beskæftigede sig med. Catherine bliver inviteret til Bath af hendes forældres rige, barnløse naboer, Mr. og Mrs. Allen, og bliver på denne måde introduceret for middelklassens sociale liv i Bath som en kontrast til hendes barndom på landet.

I Bath får hun en veninde i Isabella Thorpe som også er vild med gotiske romaner, og bliver hurtig interesseret i den intelligente og vittige Mr. Tilney, som ender med at opfylde et ønske: Tilneys far inviterer Catherine på besøg i Northanger Abbey, som straks vækker hendes meget levende fantasi.

Det var den første bog Austen skrev færdig, men den blev først udgivet efter hendes død. Læs mere om bogens lange udgivelsesrejse. Northanger Abbey er på mange måder Austens morsomste og letteste bog.

Omslag af Birgit Amadori, og udgivet af Random Books.

En parodi – og en coming-of-age

Northanger Abbey blev skrevet som en parodi på tidens gotiske romaner, som f.eks. Udolpho af Ann Radcliffe, som Catherine læser med stor glæde. Samtidig bruger Austen også den gotiske romans virkemidler, og bogen er ikke ment som en kritik af Udolpho. Catherine vil i den grad gerne selv opleve et hjemsøgt slot og høre om forfærdelige familiehemmeligheder, og hendes fantasi løber af med hende adskillige gange, mens Austen med ironisk og kærlig fortællerdistance lader læseren vide, at Catherine tager fejl.

Og her er det andet store tema i bogen: Catherine skal nemlig lære at skelne fantasi fra virkelighed, og at genkende hvilke mennesker der lyver over for hende, og hvilke der taler sandhed. Så bogen fortæller også om Catherines rejse fra teenager til voksen (og gifteklar) kvinde.

Mere om Bath

Noget jeg selv synes er interessant ved Austens bøger, er manererne, samfundet og måden man skulle opføre sig på dengang, for 192 år siden. I det meste af bogen befinder Catherine sig i Bath, hvor hun nærmest dagligt frekventerer The Pump Room og The Assembly Rooms.

Den søde, kække film

Northanger Abbey er kun filmatiseret én gang tidligere, og det var i 80′erne. Men i 2007 kom en fin filmatisering fra britiske PBS.

Den varer kun 93 minutter, og derfor er der selvfølgelig skåret en masse fra (æv!) men essensen af bogen er der, takket være Andrew Davies (som har skrevet adskillige manuser til Austen-filmatiseringer). Vi får et fint indblik i Bath og dets selskabsliv, og alle skuespillere er castet og spiller ualmindeligt godt. Felicity Jones er en sød og naiv Catherine og JJ Feild er en intelligent og charmerende Henry Tilney. Noget af det, der er røget i svinget, er flere scener med Isabella og John Thorpe, som jeg gerne havde set udfolde sig i al deres selvglæde og slibrighed.

Mr. Davies har så også taget sig den frihed at gøre Northanger Abbey til et rigtigt gotisk slot, hvilket det slet ikke er i bogen, General Tilney bliver sammenlignet med en vampyr og tillagt behandlinger af afdøde Mrs. Tilney som han heller aldrig har gjort, og så er der de obligatoriske Davies-sex-scener, som er liiiige i overkanten i denne udgave. Og så det ikke Austens egne ord: meget af hendes dialog gør sig fremragende på film uden vilde omskrivninger, men de er desværre røget i svinget, og det er ærgerligt, for Henry Tilney er den mest sprogligt vittige af Austens helte, læs bare: “No one can think more highly of the understanding of women than I do. In my opinion, nature has given them so much that they never find it necessary to use more than half.”

Men hvorfor så se filmen? Fordi scenen hvor Mrs. Allen og Catherine skal til bal i Bath første gang, og må skubbe sig vej ind er realistisk, underholdende og morsom, Carey Mulligan er en fremragende Isabella Thorpe som man bare vil se mere af og blandingen af naiv ungdom og gotisk romance holder max.

Ovenfor er en trailer i dårlig kvalitet: bliver du nysgerrig, viser DR1 den faktisk på næste mandag omkring kl 22. Anmeldelse af filmen her, og her. Pas på med at læse dem, hvis du ikke vil vide for meget inden du har set den. Hvis du vil have en andens mening om de elementer der forsvandt sporløst fra bog til film, kan du læse denne anmeldelse.

Jane Austen beskrev selv Emma med ordene “a heroine whom no one but myself will much like”, og hun er også den eneste Austen-heltinde uden pengeproblemer. Derudover er hun forkælet, skråsikker og lidt for vandt til at få sin vilje. Alligevel kan man ikke andet end at holde af hende. Da jeg læste den første gang, brød jeg mig ikke meget om Emma, men efter at have genlæst den en del gange, kommer man til at holde af hende, fordi hun netop indrømmer at hun tager fejl, og lærer af det.

Emma er nok Austens mest morsomme bog – den indeholder klart nogen af de mest underholdende bifigurer og scener: Emmas hypokondriske far, Mr. Woodhouse, den snakkende Miss Bates, den indladende Mr. Elton for slet ikke at nævne den ganske ulidelige Mrs. Elton. Hun er et synligt bevis på hvorfor, Austen i den grad holder i dag: hun beskriver mennesker, og menneskers opførsel, og den har ikke ændret sig de sidste 200 år.

Jeg føler med Emma, når hun må indrømme over for sig selv, at den elegante Miss Fairfax altid vil være en bedre musiker end hun selv. Jeg falder altid for Frank Churhills charme og manerer, og føler mig nærmest irettesat af Mr. Knightley, når han prøver at åbne Emmas øjne for omverdenen.

Emma er blevet kaldt en kriminalroman uden et mord – det er et mysterium hvem der ender med hvem næsten til det sidste, og kigger man godt efter, kan man følge de spor som lægges ud undervejs om, hvem der faktisk er forelskede i hinanden. Det er elegant, intelligent og underholdende gjort.

Min udgave er en af de fire Lindhardt og Ringhof paperbacks fra 90′erne, sat med Korinna på coveret som er lavet af Kjeld Brandt. Illustrationen er fra filmen af samme navn med Gwyneth Paltrow, og oversættelsen er noget bedre end Fornuft of Følelse i samme serie.

Kønne Gwyneth og hendes lange hals

Emma er den mest filmatiserede Austen-bog i 90′erne, med ikke mindre end 3 film indenfor et par år. Den første er den Hollywoodificerede pasteludgave fra 1996 med Gwyneth Paltrow i titelrollen og Jeremy Northam som Mr. Knightley. Gwyneth er for høj, for tynd, for blond og for amerikansk, mens Jeremy Northam er blidt belærende, engelsk og ganske god i rollen.

Instruktøren Douglas McGrath kunne ikke nære sig for, at lave en meget køn, eventyragtig udgave af England, og en lidt for sukkersød slutning, som ikke er særlig Austen-agtig. Den ellers fremragende Toni Colette spiller den naive Harriet Smith som om hun er dum som en dør, og de øvrige biroller er heller ikke specielt gode. Mr. Woodhouse er ikke hypokondrisk nok, Jane Fairfax er for gammel og ikke engelsk nok, og Ewan McGregor (som jeg elsker) er ganske forfærdelig i rollen som Frank Churchill, med den grimmeste paryk jeg nogensinde har set.

Men alligevel er den nu værd at se, for  der er en del mindeværdige scener: f.eks. den hvor Emma og Mr. Knightly diskuterer mens de skyder med bue og pil, og Emma konsekvent rammer ved siden af, både med pilen og med sine gætterier.

Og så er Juliet Stevenson og Alan Cummings den bedste udgave af Mr. og Mrs. Elton længe set: Juliet Stevenson er i den grad øretæveindbydende, lige som hun skal være!

Fregnede, flabede Kate og et realistisk England

I 1996 lavede A&E en tv-udgave af Emma, med manuskript af Andrew Davies – den er efter min mening den bedste filmatisering indtil videre. En ung Kate Beckinsale gør et ganske godt job som den smukke, rige Emma, som altid synes hun har ret. Hun ligner for det første Austens beskrivelse af Emma langt bedre end Gwyneth, og så er hun nede på jorden og ikke helt statue-modelsmuk som Gwyneth er.

Samtlige andre karakterer er næsten til perfektion: Mr. Woodhouse er i den grad en ynkelig gammel mand, Jane Fairfax er en yndig, perfekt engelsk rose, Frank Churchill er i den grad en flirtende, møgcharmerende charlatan man ikke kan andet end at holde af, og især Samantha Morton som Harriet Smith er lige i øjet. Hun viser netop, at Harriet ikke er dum, men bare prøver at tækkes den fine Miss Woodhouse, modsat Toni Collette i den anden filmudgave. Mr. og Mrs. Elton er dog ikke helt ligeså sjove som de kunne være, og Mrs. Eltons amerikanske accent er yderst irriterende – men de er småting på en 13 år gammel tvfilm som stadig holder!

Derudover viser denne film hvor mange tjenestefolk den finere middelklasse i datidens England faktisk havde. Scenen på Box Hill, hvor der slæbes pavilioner, stole og mad i lange baner, fordi personerne skal på picnic, er et godt eksempel. Farverne er mørkere og mere jordagtige end i Gwyneth-udgaven, men de er langt mere engelske og realistiske. Andrew Davies tog sig en del friheder og puttede ekstra scener ind, som ikke er i bogen: f.eks. hele den sidste del med høstballet.

Læs en længere illustreret anmeldelse her, en ret så underholdende en her og en sammenligning af de 2 x Emma her.

As if! En moderne Emma

Amy Heckerling lavde en Emma-møder-Beverly-Hills i 1997, som er virkelig morsom – selv i dag, så kan man i stedet more sig over tøjet og det syrede 90′er teenageslang!

Plottet fra Emma passer perfekt ind i rige teenageres liv i 90′erne. Emma bliver til Cher, den rige, forkælede datter til en fortravlet advokat, og Mr. Knightley til hendes stedbror Josh, som går på universitetet og er miljøbevidst. Harriet Smith er Tai, den hashrygende nye elev, som Cher og hendes veninde Dionne beslutter at give en makeover.

Scener er direkte overført: F.eks. Mr. Eltons klisterede frieri, som bliver til den oversmarte Eltons forsøg på at kysse Cher da han kører hende hjem i sin Porsche. De fine middage bliver til smarte fester, og Jane Fairfax bliver vekslet til en homosexuel Frank Churchill.

Det er selvfølgelig ikke en realistisk filmatisering af Emma, men den er alligevel meget tro mod sit oplæg.

Emma 2009: Nu som tv-serie

Der er faktisk en 4. udgave af Emma på vej, denne gang fra BBC. Det fede er, at det denne gang bliver en tv-serie, så der bliver plads til endnu flere detaljer og det er jo altid dejligt!

Romola Garai spiller Emma, og Johnny Lee Miller er Mr. Knightley, og den skulle komme til engelsk fjernsyn til efteråret. (Psst, DR1 det er noget for jer!). Indtil videre er der frigivet en teaser-trailer:

Hvis du vil læse mere om Emma på film, er The Emma Adaptions Page lige stedet.

Kpn’s anmeldelse, Litteratur.nu,  og Berlingeren - alle positive:)