Mr. og Mrs. Bennet har 5 døtre. Når Mr. Bennet dør, vil hele hans ejendom gå til en fjern fætter i stedet for hans familie, så Mrs. Bennets eneste mål i livet er, at få sine døtre godt gift. Historien begynder med, at den rige, unge (og single) Mr. Bingley flytter til egnen, sammen med sine to forfærdelige søstre og sin hovne, fåmælte ven, Mr. Darcy. Mr. Bingley og den ældste Miss Bennet bliver snart forelskede, mens Mr. Darcy og Elizabeth Bennet ikke kan døje hinanden, men som historien skrider frem, og de lærer hinanden bedre at kende, vokser der – måske – kærlighed frem.

Stolthed og Fordom er det bedst kendte af Jane Austens bøger, og kan være den nemmeste at gå i gang med for en ny Austen-læser. Alle typer af personer bliver spiddet præcist og kærligt med en satirisk pen af forfatteren, mens heltinden Elizabeth er med Austens egne ord “as delightful a creature as ever appeared in print”. Udover de litterære kvaliteter, med et kløgtigt plot, afrundede, menneskelige personer og intelligent og kvik dialog, kan man lære noget nyt af de mange temaer i bogen – hver gang man læser den. (5-6 gang for mit vedkommende).

Austen skrev bogen omkring 1796, og da hed den First Impressions, og var en brevroman – dvs. bogen bestod kun af breve som personerne skrev til hinanden. Senere redigerede hun den, og udgav den i 1813 under det navn vi kender – men mange af brevene er stadig bevaret i bogens handling.

Nu på nyt og frejdigt dansk

Jeg har læst den engelske udgave, i den meget fine indbinding som ses foroven, som er designet af Coralie Bickford-Smith. Se resten af den serie her.

Som den eneste af Austens romaner fås den i øjeblikket på dansk fra Lindhardt og Ringhof, endda i en  nyoversættelse af Vibeke Houstrup, som ses her til venstre. Den tidligere oversættelse var fra 70′erne, og det har pyntet gevaldigt på en opstramning, da den originale tekst ikke altid er lige nem at forstå. Omslaget er af Lise-Lotte Holmbäck.

Det lidt gumpetunge: “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en velhavende ungkarl absolut må mangle en kone” er blevet til det noget mere præcise og elegante “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Bogen er set på tilbud i hardback til 60 kr.

Flere stolte helte og fordomsfulde heltinder?

Hvis du ikke kan få nok, er der andre forfattere der har lånt plotstrukturen fra Stolthed og Fordom: Stephanie Meyer, som har skrevet  Twilligt serien, som netop er superhypet, fordi endnu en bog i serien er udkommet, har indrømmet, at bogen er bygget over Stolthed og Fordom. (De næste to bøger i serien låner så hist og pist fra Romeo og Julie og Jane Eyre).

En anden eviggyldig favorit er en af mine egne yndlingsbøger: Anne fra Grønnebakken, skrevet af L.M. Montgomery. Montgomery læste Austens bøger, hun ejede de fleste af dem, og kærlighedshistorien mellem Anne og Gilbert, spejler ganske snedigt Elizabeth og Darcys.

Den sidste, og mest kendte, låner er Helen Fielding, som skrev Bridget Jones’ Dagbog – med helten Mark Darcy. Bogen er fyldt med tydelige referencer til Stolthed og Fordom, ikke mindst Colin-Firth-i-våd-skjorte-klippen fra tv-serien fra 1995.

Hvis man er mere til levende billeder, kan man jo anskaffe sig en af ovenstående på DVD, da de alle er filmatiserede. Når man så alligevel er ude og shoppe film, kan man jo kaste You’ve Got Mail ned i kurven også. Knap så tydelige referencer som i de førnævnte, men vi har dog to hovedpersoner der ikke kan døje synet af hinanden, den ene rig, den anden fattig. Og så læser Meg Ryan Stolthed og Fordom i filmen, endda en bogudgave med Colin Firth på coveret, og skriver til Tom Hanks: “Confession, I have read Pride and Prejudice two hundred times. I get lost in the language, words like ‘Thither. Mischance. Felicity.’ I’m always in agony over wether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together. Ah! Read it. I know you’ll love it!”

Austen film-feber: Mr. Darcy i våd t-shirt

Den ultimative filmatisering af bogen er for mange BBC-miniserien fra 1995, med Jennifer Ehle som Elizabeth og Colin Firth som Mr. Darcy. Især sidstnævnte har haft problemer med at få en rolle uden at blive sammenlignet med den svinerige fiktive godsejer. Det hjalp nok heller ikke, at Bridget Jones’ Dagbog parodierede Firthfeberen, eller at han tog rollen som Mark Darcy i filmatiseringen af Bridget Jones.

Selvom tiden måske er ved at løbe fra den visuelle side af serien, især sammenlignet med filmen fra 2005, holder manus og skuespilpræstationer stadig. I modsætning til filmen, er der ikke klippet nogen personer fra, så f.eks. Mr. og Mrs. Hurst har fået lov at blive. Da serien blev sendt første gang, var det en ny måde at tænke på. I stedet for filmet teater, som var normen med litterære filmatiseringer før i tiden, så er personerne i denne serie rigtig, levende mennesker. De er ude i naturen, de fægter, rider, danser – og forelsker sig.

Keira Knightly – en ny generations Elizabeth

Den nyeste filmatisering er utrolig smuk, og gør hvad den kan, for at være mere realistisk end tidligere filmatiseringer. Farvene, både i naturen og i kostumerne, er brune, mørke og naturlige. Bennet-familien vasker tøj og fodrer deres dyr, og driver et (synligt) landbrug (hvilket er helt forkert ift. bogen – man havde lissom folk til den slags). Filmen har adskillige dygtige britiske skuespillere på rollelisten, blandt andet Donald Sutherland som Mr. Bennet, Brenda Blethyn som Mrs. Bennet og Judi Dench som Lady Catherine de Bourgh. Den store stjerne i filmen er dog Keira Knightley, som også blev nomineret til en Oscar. Keira Knightly er en udmærket Elizabeth, hun giver hende en stærk attitude, en noget skarpere tunge og friere natur end tidligere set. Hun mangler dog en del sødme, som netop er dét, der opvejer Elizabeths skarpe vid i bogen.

Instruktør Joe Wright & Co har valgt at fifle lidt med Austens oprindelige historie, og har ladet personerne sige hinandens replikker eller har tildelt dem nye handlinger. Med det resultat bliver det f.eks. Charlotte der er nedladende over for Elizabeth og ikke Mr. Collins, Mr. Bennet er opmærksom mod sin familie og sin kone, Mrs. Bennet er ikke længere jaloux og krævende (rent faktisk lærer hun sine børn husførelse!). Triumfen i Austens roman er netop, at personer som Mr. og Mrs. Bennet er som de er – de har fejl, de er ikke særlig gode forældre, og deres opførelse og karakter er katalysatoren for det meste af historiens handling (f.eks. den direkte grund til, at Mr. Darcy vælger at skille Jane og Bingley ad). I denne film ser vi en familie med et stærkt sammenhold, som støtter og holder af hinanden, og det er gjort på en meget smuk og ægte måde, men det er ikke som Austen skrev det, og historien mister meget af sin mening.

Resten af castet gør det udmærket: Tom Hollander er en atypisk Mr. Collins, han er ikke slesk eller klam, men mere stram i betrækket og ret usikker. Man får lidt ondt af ham, hvilket man ikke gør ellers (og det var heller ikke Austens mening). Judi Dench er som altid god, men har for lidt tid på skærmen, hun sejler ind som en skude der går i havn, og kræver at Elizabeth og alle andre gør som hun kræver. Matthew Mcfadyen som Mr. Darcy giver god plads til Keiras Elizabeth, hvilket er fint: det er hendes film. Han spiller rollen noget mere følsomt og byronsk helt, som er usikker og måske lidt ensom, og gemmer det bag en stolt facade (og lidt for meget hundeøjne).

Filmen tager sig nogen friheder med personerne, som jeg endnu ikke har bestemt mig til, om jeg vil tilgive. Men Joe Wrights beslutning om, at lade filmen foregå sidst i 1700-tallet i stedet for starten af 1800-tallet, og lade skuespillerne matche bogens figurer i alder, gør filmen mere levende, ærlig og realistisk end tidligere filmatiseringer. Kostumerne er vanvittig flotte, og i stedet for kjoler med empiresnit og kyser, får vi mere ydmygt, fornuftigt tøj, løst hår og pandehår. Måske er der så lige lovlig meget løst hår og mudder, og man ignorerer gang på gang, at personerne er klædt på en måde, der ville være utilgivelig på dette tidspunkt. Elizabeth har løst hår da hun når til Netherfield, og Darcys flagrende skjorte … Idéen er nok, at det skal vise, at Elizabeth er frigjort og at Darcy bliver det, men …

Så jo, god film, men dårlig Austen-filmatisering.

Bride and Prejduice (Stolthed og Brudgom)

Farverig og festlig mix af syngende Bollywood galskab og Austens plot. Bennet-familien er nu familien Bakshi – med 4 giftefærdige døtre i et land, hvor arrangerede ægteskaber stadig er på mode. Lalitah og Jaya er de to ældste og mest fornuftige søstre, som møder amerikaneren William Darcy og hans ven, indiske Balraj som er på besøg i Indien. Jaya og Balraj forelsker sig med det samme, mens Darcy og Lalitah starter med at diskutere og skændes.

Der er musik, dans og Bollywoodkulør for alle pengene. Ret fascinerende, hvordan det er lykkedes Gurinder Chadha at bruge så mange af temaerne fra bogen i en film fra nutidens Indien.

Lost in Austen

Hvis du aldrig har læst nogen af de (som regel elendige) fortsættelser til Austens bøger, vil du nok ikke synes om denne lille miniserie. Kan du til gengæld godt klare en ret useriøs, til tider usammenhængende, men morsom og kærlig parodi på Stolthed og Fordom, kan Lost in Austen godt lige nydes en søndag i sofaen.

Amanda elsker Stolthed og Fordom – ikke kun Colin Firth, men bogen, sproget, karaktererne. Hun har et kedeligt job i London, og en ubehøvlet og ucharmerende kæreste, og drømmer si dagligt væk til en anden verden. En dag hører hun en lyd fra sit badeværelse, og dér står Elizabeth Bennet, og er kommet ind til Amandas verden gennem en dør i væggen! Amanda og Elizabeth bytter plads, men med sine moderne manerer og tankegang, får Amanda hurtigt lavet rod i Stolthed-og-Fordom-land: Bingley forelsker sig i hende, Darcy hader hende (selvfølgelig), Wickham er måske ikke så slem, og Mr. Collins får en helt anden kone (og er SÅ klam som man sjældent har set ham)! Jemima Rooper spiller Amanda, Eliott Cowan er den tavse Darcy og Hugh Bonneville er en aldeles oplagt Mr. Bennet.

http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=856

http://www.information.dk/119891

http://www.information.dk/135010

Loading image

Click anywhere to cancel

Min absolut all-time forfatter er Jane Austen, og jeg er netop gået i krig med at genlæse hendes bøger for ca. 117 gang. Jeg lægger ud med Fornuft og Følelse, fordi det ikke er min yndlings, men heller ikke den jeg mindst kan lide – så det er en god, blød start. Den indeholder dog alt Austen-classic: en intelligent, rolig og skarpsynet heltinde, en heltinde i sine følelsers vold, en charmerende slyngel, en genert, klumset helt, en fornuftig og ærlig helt samt et fantastisk galleri af mere eller mindre uintelligente, selviske, egoistiske, selvglade, bramfri sidekarakterer som er én af de største grunde til at elske Austen.

Bogen har vanvittig morsomme passager, som især findes hos de mange bifigurer, f.eks. den ret snedige og smålige Mrs. Dashwood der overtaler sin mindre intelligente mand, Mr. Dashwood, til ikke at give sine søstre en krone, efter deres fælles fars død, på trods af, at han har rigeligt penge til det. Austen er også en af de få, som i den grad kan afrunde en karakter, så de for alvor bliver menneskelige. Ingen er helt perfekte, ej heller heltinderne, og skurkene har som regel adskillige formildende træk (selvom Willoughby dog er en af de største skiderikker hun har beskrevet, men nok den mest charmerende).

Bogdesignet

På dansk kan man desværre ikke længere skaffe bogen – jeg fik vist en af de sidste eksemplarer af L&Rs paperback fra 1995 med plakaten fra den meget roste film af Emma Thompson og Ang Lee på forsiden. Designet er af Kjeld Brandt, og   Korinna pryder forsiden, som var L&Rs font til sin paperback linje på dette tidspunkt.

Det er Hernovs Forlag/Eva Hemmer Hansen der står bag oversættelsen, og det er dælme ikke den mest elegante oversættelse jeg har læst. Derudover skæmmes den af, at der er virkelig mange trykfejl og manglende ord, så man må gætte sig frem – han bliver til hun, og at, den, der og lignende ord mangler hist og pist.

Tilfældigvis er jeg den heldige ejer af Penguins superlækre udgave med Coralie Bickford-Smiths omslag – se, sådan burde alle bøger se ud. Kraftigt papir, forord, originalt faksimile tryk til at indlede romanen med, lærredsomslag med ornamenter, samt bonussen ved den originale engelske tekst, i stedet for den småskamferede danske oversættelse. Se resten af serien her. (Til Københavnerne: Arnold Busck på Købmagergade lagerfører serien, og bøgerne koster ca. 199 kr).

Filmatiseringerne: Thompsons smukke og elegante udgave fra 1995

Austen er blevet filmatiseret ca. en milliard gange de sidste 15 år, og successen startede bl.a. med Ang Lees filmatisering i 1995. Emma Thompson spillede Elinor, Kate Winslet spillede Marianne, og Cl. Brandon og Edward Ferrars blev spillet af henholdsvis Alan Rickman og Hugh Grant. Derudover havde den et fint supporting cast med f.eks. Hugh Laurie, Tom Wilkinson, Gemma Jones og Imelda Staunton.

Filmen, og dens skuespillere, er smukkere end beskrevet i bogen, og flere steder mere humoristisk. Men skuespillet er fantastisk, og selvom Hugh Grant måske fumler en anelse for meget, og Alan Rickman har en tand for meget karisma, er det én af de bedste Austen-filmatiseringer. Netop de to førnævnte herrer har fået noget mere personlighed end de faktisk har i bogen, hvor de ikke har så meget plads, og netop det, gør faktisk filmen god på sine egne præmisser.

For de ellevilde kan man købe en bog med manuskriptet og Emma Thompsons dagbog her. Selvom Thompson var 17 år for gammel til rollen, passer hun alligevel godt sammen med Kate Winslets Marianne. Spooky er det måske, at Alan Rickman var 49 og bliver gift med den 20-årige Winslet.

Filmen vandt Oscar for bedste manuskript, og var nomineret i yderligere 6 kategorier – og kickstartede altså Austen-filmatiseringerne, godt hjulpet på vej af BBCs legendariske Stolthed og Fordom med Colin Firth fra samme år.

Filmatisering: BBCs ægte og realistiske udgave fra 2008

BBC er intet mindre end fantastiske til at lave godt fortalte film, og denne udgave er absolut ingen undtagelse. For det første er det Andrew Davies der har skrevet manuskript, og på trods af manges kritik om, at han smider lidt mere sex ind i sine manuskripter end Austen har i bøgerne, står han altså bag nogen af de absolut bedste Austen-filmatiseringer, f.eks. føromtalte Stolthed og Fordom med Colin Firth og Jennifer Ehle.

Det er en mini-serie på 3 timer, og den ekstra time giver selvfølgelig plads til langt flere detaljer, flere forklaringer og mere afrundede figurer end i Thompons film. Skuespillerne er velvalgte og spiller deres roller usandsynligt godt, især Dashwood-familien med Hattie Morahan som Elinor, Charity Wakefield som Marianne og Janet McTeer som Mrs. Dashwood. I denne udgave ser man virkelig hvordan den før så velstående Dashwoodfamilie må spinke og spare for at klare sig, efter deres ulidelige slægtninge har smidt dem på porten, ligesom der er gjort plads til bemærkninger om, hvor uretfærdigt det er, at kvinder på dette tidspunkt havde så få rettigheder.

David Morrisey som Oberst Brandon gør også et bedre par med Charity Wakefield, så aldersforskellen ikke er så tydeligt, og Dan Stevens gør en ret så god figur som Edward, uden Hugh Grants stammeri. Serien er meget smukt filmet, men en masse smuk engelsk natur som symbolik for Dashwood-søstrenes følelsesliv. Og som ekstra bonus har denne udgave fået plads til Anne Steele, Lucy Steeles mindre kvikke søster, spillet af Daisy Haggard – og det er i den grad sjovt!