"The worth of a book is to be measured by what you can carry away from it." – James Bryce

I for­rige bog i serien blev Sook­ies bror Jason bort­ført og bidt af en var­pan­ter, og ved den før­ste fuld­måné, for­vand­ler han sig til en hybrid mel­lem en pan­ter og et men­ne­ske (hvil­ket er hvad der sker med folk der bli­ver bidt, og ikke er født som var-​​et-​​eller-​​andet).

Hur­tigt efter Jasons før­ste tur som var­pan­ter, begyn­der nogen at skyde på ind­byg­gere i Bön Temps som er ham­skif­tere – og ham­skif­ter­sam­fun­det mistæn­ker med det samme Jason, som mod sin vilje blev bidt. For at redde sin bror, tager Sookie detek­tiv­hat­ten på, og begyn­der at lede efter den skyl­dige skytte.

Plot­tet i bogen min­der mistæn­ke­ligt meget om den før­ste bog i serien, hvor en mor­der var efter unge piger der gik i seng med vam­py­rer. I dette til­fælde er målet bare ham­skif­tere. Det går som sådan ikke ud over bogens kva­li­te­ter, men det er alli­ge­vel ærger­ligt, at en kri­mi­for­fat­ter som Har­ris ikke kan finde på noget kvik­kere. Kri­miplot­tet er dog ikke det ene­ste i bogen, for Sookie bli­ver også blan­det ind i varul­vene i Shre­veports hem­me­lige poli­ti­ske sager, fordi hun ken­der Alcide Herveaux.

Sookie – mandemagneten

I dette (og som sådan også sid­ste bind), var det ved at blive lidt irri­te­rende, at alle over­na­tur­lige mænd i serien drø­ner rundt efter Sookie som hunde i løbe­tid – hvil­ket er ved at gøre bøgerne til lige lov­lig meget soft­porn når man læg­ger Sook­ies tan­ker til reg­ne­styk­ket;) Tag ikke fejl, jeg har ikke det fjer­ne­ste imod en stormom­brust romance og gode sexs­ce­ner, men visse af dem er lige lov­lig påklistrede.

Selvom bøger­nes lixtal ikke er ver­dens høje­ste, er det alli­ge­vel irri­te­rende, at der er en del fejl i bogen, som må være over­sæt­ter­fejl: ord der har byt­tet plads, sam­men­blan­din­ger af hans/​hendes og og lignende.

For­tæl­lin­gens anmel­delse og Hor­r­or­si­dens anmel­delse.

Af samme skuffe