Chloe og Phillip har sønnerne Sam og Nat sammen – eller, Phillip er faktisk ikke Sams rigtige far. Da Chloe blev singlemor med Sam, mødte hun Hugh, og blev stormende forelsket – men han tog benene på nakken, da han opdagede, at Chloe havde et barn i forvejen. Nu er der gået 15 år, og Hugh har en kone og to små piger – men Hugh og Chloe har stadig én ven tilfælles, den sleske vinanmelder Gerard. Han opdager nogen af de to familiers hemmeligheder, og låner dem sit kæmpe hus i bjergene i Spanien – langt væk fra alting – fordi han elsker at se, folk skændes.
Præmissen for historien er en anelse speget, at både Chloe og Hugh falder for muligheden for at låné et gratis, lækkert hus i Spanien, men lad det nu være, for når historien først er i gang, spinder Kinsella/Wickham sine historier så smukt. Hun er eminent til at plante sine hovedpersoner i penible situationer, som de må lyve for at komme ud af, hvorpå de vikler sig endnu mere ind i historien. Det er den første Kinsella-bog som ikke har haft et kærlighedsforhold med lykkelig afslutning som den vigtigste del af handlingen, men det gør nu ikke noget – jeg var stadig dybt engageret.