“A room without books is like a body without a soul.” – Cicero
_
Da Anne Eliott var 19 år, blev hun forelsket i den ung, fattige Frederick Wentworth, og de blev forlovede. Hendes far, Sir Walter, som er baron, og hendes ældste søster, Elizabeth, synes ikke han er fin nok til Anne, fordi han ikke er adelig. Lady Russell, som er Annes fortrolige og hendes erstatning for hendes afdøde mor, overtaler hende til at ophæve forlovelsen.
8 år efter er Anne nu blevet 27, og er stadig ugift, og hører nu nyt om sin tidligere forlovede: han er nu kaptajn, og er blevet rig under Napoleons-krigene, og vendt hjem til England. Hun har ikke hørt fra ham i de 8 år, men hun elsker ham stadig — men er sikker på, at han aldrig har tilgivet hende, at hun afviste ham. I de mellemliggende år har den forfængelige Sir Walter brugt flere penge end han har, og hans ejendom Kellynch må lejes ud, indtil han har betalt sin gæld. Lejerne er Admiral og Mrs. Croft, som er søster og svoger til Kaptajn Wentworth, og Anne kan ikke undgå at møde ham.
Austens sidste roman
Persuasion er Jane Austens sidste roman, og blev udgivet posthumt i 1818 af hendes bror, sammen med Northanger Abbey. Persuasion virker en smule ufuldstændig sammenlignet med f.eks. Emma, som hun skrev færdig før Persuasion. Fra hendes breve ved man, at hun omskrev og redigerede i sine bøger mange gange, også mellem 1. og 2. oplag, men Persuasion nåede hun måske ikke at redigere helt færdig før hun blev syg og døde som 42 årig. Det eneste ægte manuskript man har tilbage fra Austens hånd, er den oprindelige udgave af kapitel 10, som hun senere omskrev til det nuværende kapitel 10 og 11. Manuset er nu udstillet på British Museum — med udstregninger og noter i marginen.
Persuasions Anne Eliott er den eneste Austenheltinde som er 27, den magiske alder hvor man bliver for gammel til at blive gift, hvis man tænker på Charlotte Lucas fra Stolthed og Fordom. Det er også den eneste bog der har så mange karakterer der er sømænd (der er kun Fannys bror i Mansfield Park), og hvor helten ikke er aristokrat, men en mand fra simple kår der har arbejdet sig frem i verden, og selv tjent sine penge, i stedet for at arve dem. To af Austens brødre var selv sømænd, og måske er det herfra, at hendes beskrivelser af sømændene kommer fra.
Hendes sidste roman er blid og efterårsagtig, og handler om en mere dyb og moden kærlighed end de andre bøger fra hendes hånd. For de interesserede, er her et essay om betydningen af musik i Persuasion.
Smukt, pastelfarvet efterår
Den nyeste filmatisering (2007) af Persuasion varer små 90 min., og det er ret godt klaret, at få så meget med, på så kort tid. Sally Hawkins spiller Anne Eliott, og det er hende der er filmens omdrejningspunkt. Hun er en dygtig og subtil skuespillerinde, som rammer Annes følelsesliv rigtig godt. Instruktøren bruger håndholdt kamera i mange scener, og putter dem helt op i hovedet på skuespillerne. Det er især scener som skal beskrive Annes følelser og tanker, og det klistrende kamera kombineret med voice-over, og at Hawkins får lov til at kigge direkte ind i kameraet (på os) er en god løsning på den indre dialog som bogen har meget af. Rubert Penry-Jones er en god og solid Wentworth, som får lov at dukke op og forsvinde pludselig, ligesom i bogen — vi ser ham næsten hele tiden fra Annes synspunkt. Min eneste anke er, at han ikke er solbrændt og vejrbidt nok til at have været på havet i otte år …
Captain Wentworth (Rupert Penry-Jones) og Anne Eliott (Sally Hawkins)
Birollerne er både gode og dårlige — Antony Steward-Head som Mr. Eliott er fantastisk forfængelig og selvglad, mens XX som Elizabeth måske er god, men jeg blev hele tiden distraheret af hendes grimme paryk. XX og XX som Mr. og Mrs. Charles Musgrove er lidt for farceagtige og sære — især Mary — for min smag, og resten af Musgrove-familien ser vi meget lidt til. Det gør heller ikke noget — på så kort tid, skal man fokusere på én person, og det er Anne. Samtidig er filmen vidunderlig mørk og efterårsagtig i sit look, og kontrasten mellem det hårde og våde Lyme og smukke, pastelfarvede Bath er meget smuk. Læs en anmeldelse her, her, her og her.
Dogmeausten
Denne filmatisering betragtes af mange, som den mest trofaste Austen-filmatisering. Alle skuespillere er castet godt til deres roller, alt er filmet on-location og kostumerne er flotte for en næsten 15 år gammel film. Cieran Hinds er den perfekte Kaptajn Wentworth, og Amanda Root er god som Anne, dog ikke ligeså god som Sally Hawkins. Filmen er filmet udelukkende med naturligt lys, så aftenscener indendørs, er kun oplyst af stearinlys, hvilket giver filmen en meget autentisk og naturlig stemning, som en kontrast til den typiske ‘pastel‘agtige kulør kostumedramaer kan have.
Anne Eliott (Amanda Root) og Captain Wentworth (Cieran Hinds)
Filmen træder ligeså forsigtigt frem på scenen, og fortæller sin historie subtilt og stille. Læs en detaljeret anmeldelse.
The Lake House — det handler om at vente
The Lake House er en slags nyfortolkning af Persuasion. Sandra Bullock spiller singlelægen Kate der flytter ind i et smukt hus der ligger på pæle på en sø — hun føler sig ensom og alene. Keanu Reeves er entrepenøren Alex der ikke har set sin far og bror i en del år, men langsomt er ved at vende tilbage til dem — han har også boet i huset på søen. Huset ved søen har en postkasse, og ved et tilfælde opdager Kate, at hvis hun ligger et brev i postkassen, får Alex det. Men Alex lever i 2004 og Kate i 2006 — og på mystisk vis kan de skrive til hinanden i hver deres år.
Sandra Bullock og Keanu Reaves i ‘The Lake House’
Tidsrejseteorien i filmen giver absolut ingen logisk mening, men de mange paralleller til Persuasion, og det, at Kates yndlingsbog er Persuasion, er gode grunde til at se filmen alligevel. Bullock og Reeves er et sødt par, og kærlighedshistorien fungerer godt, selvom tidsparadokset ikke gør.
