“About thirty years ago Miss Maria Ward, of Huntingdon, with only seven thousand pounds, had the good luck to captivate Sir Thomas Bertram, of Mansfield Park, in the county of Northampton, and to be thereby raised to the rank of a baronet’s lady, with all the comforts and consequences of an handsome house and large income. “
Romanen starter med giftemålet mellem Miss Maria Ward og den rige Sir Thomas Bertram, og hvordan Miss Wards søstre giftede sig mindre godt, især den yngste. 30 år senere sender den yngste søster sin 9-årige datter Fanny Price afsted til sine rige slægtninge på godset Mansfield Park, så hun kan få en bedre tilværelse, end den hendes fattige forældre og 8 søskende kan tilbyde.
Fanny bliver dog aldrig et ligeværdigt medlem af familien, nærmest bare en tjenestepige. Hun er altid i baggrunden og underkuet af sine to kusiner, mens hun løber ærinder for sin dovne moster Lady Bertram og sin emsige og onskabsfulde moster Mrs. Norris, som nærmest har overtaget husholdningen. Hendes eneste lyspunkt er hendes jævnaldrende fætter Edmund, som er hendes ven og beskytter.
Da Fanny bliver 18, og hendes onkel Sir Bertram er på vej til Antiqua for at holde øje med sine forretninger, går historien for alvor i gang: søskendeparret Mary og Henry Crawford flytter til egnen, og de er stolte, selvcentrerede, intelligente og smukke mennesker, som har deres helt egen idé om moral.
Som altid med Austen er romanen befolket af personer som er selvoptagede, dumme, selvhævdende, nærige, hovmodige og en hel del andre ting. Mansfield Park byder på den nok mest lede af dem alle, den nævenyttige madamme Mrs. Norris. Generelt er der ikke særlig mange flinke eller venlige personer i Mansfield Park, og det er svært at holde af nogen af dem. Alligevel er det en af Austens mest realistiske romaner, med de mest menneskelige personer.
Så sig dog noget, Fanny!
Mansfield Park er en af de mindre kendte Austen-bøger, og nok den færrest kan lide. Det er også ret svært at holde af hovedpersonen Fanny Price, for hun er stille, fysisk svag, undseelig og siger sjældent sin mening højt – og er lidt af en dørmåtte. Man får konstant lyst til at råbe af Fanny, og bede hende skrige af sin skrækkelige familie, at de kan gå af pommern til.
Første gang jeg læste Mansfield Park syntes jeg den var forfærdelig kedelig, og at Edmund og Fanny, er overkorrekte, for pæne og for artige – de to Crawford søskende er meget sjovere selskab. Denne gang prøvede jeg for alvor at forstå Fanny, hendes situation og den tid hun levede i. Hun bliver nødt til at hoppe og springe for sin selvcentrerede familie af frygt for at blive sendt hjem og fordi hun er opdraget til at være ydmyg (en meget sjælden egenskab i dag!). Hun er følsom og forstår sig på naturens skønhed og sarte følelser, noget som nemt bliver tyranniseret af nærighed, manglende venlighed, omsorg og kærlighed.
Det er stadig svært at forstå, hvorfor Mary Crawford overtræder de sociale regler ved at være ærlig og sige sin mening. Men når man så tænker sig om og læser efter: hun er materialistisk, indbildsk, selvcentreret og intrigant. Prøver at blive Fannys ven for at komme tæt på Edmund, og som læser opdager man det først til allersidst – man bliver selv narret til at holde mere af Mary end Fanny, og opdager til sidst, at Fanny hele tiden havde ret.
En fortælling i fortællingen
At læse Austen er som at læse en detektivroman, og Mansfield Park er rig på scener som giver læseren hint om personernes skæbne. Èn af disse er det skuespil som de unge sætter op i Sir Thomas’ fravær: Lover’s Vows. Et skuespil oversat fra tysk til engelsk i slutningen af 1700-tallet, på et tidspunkt hvor englænderne var begejstrede for tysk litteratur. Wikipedia har et synopsis af stykket, som byder på børn uden for ægteskab, hor og ulykkelig kærlighed. Ellen Moody har skrevet et fint essay hvor hun fortæller om parallellerne mellem personerne i Lover’s Vows og de personer i Mansfield Park der spiller dem – Austen gik udfra, at læseren kendte stykket (de gjorde de fleste på Austens egen tid), og kunne forstå de interne morsomheder i hvem der spillede hvem.
På dansk? Så må du på biblioteket
Mansfield Park findes kun på dansk på det lokale bibliotek. Hernov har udgivet den sidste danske udgave, som nu er udsolgt fra forlaget.
Citater
“Selfishness must always be forgiven, you know, because there is no hope of a cure” (Mary Crawford)
“A large income is the best recipe for happiness I ever heard of” (Mary Crawford)
“I speak what appears to me the general opinion; and where an opinion is general, it is usually correct” (Mary Crawford)
“You must really begin to harden yourself to the idea of being worth looking at. You must try not to mind growing up into a pretty woman” (Edmund Bertram)
“It was a very proper wedding. The bride was elegantly dressed; the two bridesmaids were duly inferior; her father gave her away; her mother stood with salts in her hand, expecting to be agitated; her aunt tried to cry” (Fortælleren)
“Oh! Do not attack me with your watch. A watch is always too fast or too slow. I cannot be dictated to by a watch” (Mary Crawford)
“I think it ought not to be set down as certain that a man must be acceptable to every woman he may happen to like himself” (Fanny Price)
“We have all a better guide in ourselves, if we would attend to it, than any other person can be” (Fanny Price)
“Nothing ever fatigues me but doing what I do not like” (Mary Crawford)
“But there certainly are not so many men of large fortune in the world as there are pretty women to deserve them” (fortælleren)
Mansfield Park – nu med en livlig Fanny
Denne udgave af Mansfield Park gjorde en hulens masse blæst af sig i 1999. Anmelderne kunne godt lide den, men Austen-fans stod på bagbenene over de mange ændringer instruktør Patricia Rozema havde lavet, deriblandt Fannys personlighed. Fra at være stille og forsigtig, blev hun pludselig skarptunget og livlig – og forfatter. De bøger og historier Fanny skriver i filmen, er taget ordret fra historier Austen selv skrev som teenager.
Filmen er absolut ikke en særlig tro filmatisering af bogen – men det er en god film! Selvom der er byttet om på rækkefølgen af scener, og nogen personer bliver fremstillet mere usympatiske og andre mere sympatiske end de er, er det alligevel spændende at se, hvordan Rozema bruger én lille kommentar fra bogen om slavehandel, til at vise, hvad mange rige familier levede af på denne tid. og hvordan hun har fanget meget af ånden og de mere subtile temaer fra bogen.
Edmund og Fanny til ballet
Embeth Davidtz og Alessandro Nivola er eminente som Mary og Henry Crawford: sexede, intrigante og ikke til at stole på. Frances O’Connor gør en god figur som en krydsning mellem Elizabeth Benneth (fra Stolthed og Fordom) og Austen selv, og generelt er resten af banden også ganske gode. F.eks. spilles der på den fysiske ligheden mellem O’Connor og Davidtz, mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram og hendes fattige søster Mrs. Price. I romanen beskrives netop, hvordan de to søstre var lige smukke, og begge kunne have fået en rig mand og en god position i samfundet – men sådan blev det ikke.
Henry og Mary Crawford
Mange af Austens kvikke, intelligente og morsomme dialog har fundet vej til skærmen, både igennem hendes egne breve, men også taget direkte fra romanen.
Men forvent ikke en trofast filmatisering! En dansk anmeldelse, og her en fans beskrivelse af sin oplevelse. Og her er et essay om hvordan Rozema har gjort Mansfield moderne, og et andet et.
Mansfield Park – nu med morgenhår
Den nyeste udgave af Mansfield Park er desværre også den mindst interessante. Den er for kort til at give hele plottet plads (Fanny tager aldrig til Portsmouth, teaterstykket får heller ingen plads, og ballet bliver til en skovtur), og der er pillet lige lovlig meget ved flere af karakterernes personlighed. Lady Bertram (Jemma Redgrave) er pludselig meget opmærksom på sine børn, Mrs. Norris (Maggie O’Neill) er ikke særlig ond og blonde Billie Piper som Fanny passer ikke rigtig ind nogensteder. Hendes hår er lige lovlig meget lige-stået-op til 1800-tallet, og hun ser for … moderne ud. Hayley Atwell som Mary Crawford får til gengæld lov til at ytre en god del af Marys dialog fra bogen – stort set ordrette. Blake Ritsoms Edmund er ikke lige som jeg har forestillet mig ham, men han klarer sig godt igennem, og så er han da ok at se på:)
Der mangler alt for meget af plottet til at gøre bogen ret, og Fanny kommer til at fremstå som en lidt for barnlig, småbetuttet pige, som ikke rigtig passer ind nogensteder. Hun er meget mere livlig og har et bedre helbred end bogen beskriver, og det får hende til tider til at fremstå for ung. Filme skal dog have point for at finde plads til Fannys bror William.
Maria og Mr. Rushworth, Julia, Tom og Fanny
Den ultimative Mansfield Park filmatisering findes altså ikke rigtig, nok fordi ingen rigtig ved hvad de skal stille op med en heltinde, som ikke rigtig passer ind i vor tids idealer.
En kommentar til filmen (ikke en glad en!), endnu en ærgerlig fan, The Dummification of Mansfield Park og til sidst en meget skarp og præcis kritik.
Stolthed og Fordom af Jane Austen
Sådan begynder én af de bedst kendte og mest læste romaner, og allerede fra starten af, sættes scenen: der skal indfanges ægtemænd, og de skal helst have penge – og det vil blive fortalt med humor og satire.
Mr. og Mrs. Bennet har 5 døtre. Når Mr. Bennet dør, vil hele hans ejendom gå til en fjern fætter i stedet for hans familie, så Mrs. Bennets eneste mål i livet er, at få sine døtre godt gift. Historien begynder med, at den rige, unge (og single) Mr. Bingley flytter til egnen, sammen med sine to forfærdelige søstre og sin hovne, fåmælte ven, Mr. Darcy. Mr. Bingley og den ældste Miss Bennet bliver snart forelskede, mens Mr. Darcy og Elizabeth Bennet ikke kan døje hinanden, men som historien skrider frem, og de lærer hinanden bedre at kende, vokser der – måske – kærlighed frem.
Stolthed og Fordom er det bedst kendte af Jane Austens bøger, og kan være den nemmeste at gå i gang med for en ny Austen-læser. Alle typer af personer bliver spiddet præcist og kærligt med en satirisk pen af forfatteren, mens heltinden Elizabeth er med Austens egne ord “as delightful a creature as ever appeared in print”. Udover de litterære kvaliteter, med et kløgtigt plot, afrundede, menneskelige personer og intelligent og kvik dialog, kan man lære noget nyt af de mange temaer i bogen – hver gang man læser den. (5-6 gang for mit vedkommende).
Austen skrev bogen omkring 1796, og da hed den First Impressions, og var en brevroman – dvs. bogen bestod kun af breve som personerne skrev til hinanden. Senere redigerede hun den, og udgav den i 1813 under det navn vi kender – men mange af brevene er stadig bevaret i bogens handling.
Nu på nyt og frejdigt dansk
Som den eneste af Austens romaner fås den i øjeblikket på dansk fra Lindhardt og Ringhof, endda i en nyoversættelse af Vibeke Houstrup, som ses her til venstre. Den tidligere oversættelse var fra 70′erne, og det har pyntet gevaldigt på en opstramning, da den originale tekst ikke altid er lige nem at forstå. Omslaget er af Lise-Lotte Holmbäck.
Det lidt gumpetunge: “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en velhavende ungkarl absolut må mangle en kone” er blevet til det noget mere præcise og elegante “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Bogen er set på tilbud i hardback til 60 kr.
Flere stolte helte og fordomsfulde heltinder?
Hvis du ikke kan få nok, er der andre forfattere der har lånt plotstrukturen fra Stolthed og Fordom: Stephanie Meyer, som har skrevet Twilligt serien, som netop er superhypet, fordi endnu en bog i serien er udkommet, har indrømmet, at bogen er bygget over Stolthed og Fordom. (De næste to bøger i serien låner så hist og pist fra Romeo og Julie og Jane Eyre).
En anden eviggyldig favorit er en af mine egne yndlingsbøger: Anne fra Grønnebakken, skrevet af L.M. Montgomery. Montgomery læste Austens bøger, hun ejede de fleste af dem, og kærlighedshistorien mellem Anne og Gilbert, spejler ganske snedigt Elizabeth og Darcys.
Den sidste, og mest kendte, låner er Helen Fielding, som skrev Bridget Jones’ Dagbog – med helten Mark Darcy. Bogen er fyldt med tydelige referencer til Stolthed og Fordom, ikke mindst Colin-Firth-i-våd-skjorte-klippen fra tv-serien fra 1995.
Hvis man er mere til levende billeder, kan man jo anskaffe sig en af ovenstående på DVD, da de alle er filmatiserede. Når man så alligevel er ude og shoppe film, kan man jo kaste You’ve Got Mail ned i kurven også. Knap så tydelige referencer som i de førnævnte, men vi har dog to hovedpersoner der ikke kan døje synet af hinanden, den ene rig, den anden fattig. Og så læser Meg Ryan Stolthed og Fordom i filmen, endda en bogudgave med Colin Firth på coveret, og skriver til Tom Hanks: “Confession, I have read Pride and Prejudice two hundred times. I get lost in the language, words like ‘Thither. Mischance. Felicity.’ I’m always in agony over wether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together. Ah! Read it. I know you’ll love it!”
Austen film-feber: Mr. Darcy i våd t-shirt
Selvom tiden måske er ved at løbe fra den visuelle side af serien, især sammenlignet med filmen fra 2005, holder manus og skuespilpræstationer stadig. I modsætning til filmen, er der ikke klippet nogen personer fra, så f.eks. Mr. og Mrs. Hurst har fået lov at blive. Da serien blev sendt første gang, var det en ny måde at tænke på. I stedet for filmet teater, som var normen med litterære filmatiseringer før i tiden, så er personerne i denne serie rigtig, levende mennesker. De er ude i naturen, de fægter, rider, danser – og forelsker sig.
Keira Knightly – en ny generations Elizabeth
Instruktør Joe Wright & Co har valgt at fifle lidt med Austens oprindelige historie, og har ladet personerne sige hinandens replikker eller har tildelt dem nye handlinger. Med det resultat bliver det f.eks. Charlotte der er nedladende over for Elizabeth og ikke Mr. Collins, Mr. Bennet er opmærksom mod sin familie og sin kone, Mrs. Bennet er ikke længere jaloux og krævende (rent faktisk lærer hun sine børn husførelse!). Triumfen i Austens roman er netop, at personer som Mr. og Mrs. Bennet er som de er – de har fejl, de er ikke særlig gode forældre, og deres opførelse og karakter er katalysatoren for det meste af historiens handling (f.eks. den direkte grund til, at Mr. Darcy vælger at skille Jane og Bingley ad). I denne film ser vi en familie med et stærkt sammenhold, som støtter og holder af hinanden, og det er gjort på en meget smuk og ægte måde, men det er ikke som Austen skrev det, og historien mister meget af sin mening.
Resten af castet gør det udmærket: Tom Hollander er en atypisk Mr. Collins, han er ikke slesk eller klam, men mere stram i betrækket og ret usikker. Man får lidt ondt af ham, hvilket man ikke gør ellers (og det var heller ikke Austens mening). Judi Dench er som altid god, men har for lidt tid på skærmen, hun sejler ind som en skude der går i havn, og kræver at Elizabeth og alle andre gør som hun kræver. Matthew Mcfadyen som Mr. Darcy giver god plads til Keiras Elizabeth, hvilket er fint: det er hendes film. Han spiller rollen noget mere følsomt og byronsk helt, som er usikker og måske lidt ensom, og gemmer det bag en stolt facade (og lidt for meget hundeøjne).
Filmen tager sig nogen friheder med personerne, som jeg endnu ikke har bestemt mig til, om jeg vil tilgive. Men Joe Wrights beslutning om, at lade filmen foregå sidst i 1700-tallet i stedet for starten af 1800-tallet, og lade skuespillerne matche bogens figurer i alder, gør filmen mere levende, ærlig og realistisk end tidligere filmatiseringer. Kostumerne er vanvittig flotte, og i stedet for kjoler med empiresnit og kyser, får vi mere ydmygt, fornuftigt tøj, løst hår og pandehår. Måske er der så lige lovlig meget løst hår og mudder, og man ignorerer gang på gang, at personerne er klædt på en måde, der ville være utilgivelig på dette tidspunkt. Elizabeth har løst hår da hun når til Netherfield, og Darcys flagrende skjorte … Idéen er nok, at det skal vise, at Elizabeth er frigjort og at Darcy bliver det, men …
Så jo, god film, men dårlig Austen-filmatisering.
Bride and Prejduice (Stolthed og Brudgom)
Der er musik, dans og Bollywoodkulør for alle pengene. Ret fascinerende, hvordan det er lykkedes Gurinder Chadha at bruge så mange af temaerne fra bogen i en film fra nutidens Indien.
Lost in Austen
Amanda elsker Stolthed og Fordom – ikke kun Colin Firth, men bogen, sproget, karaktererne. Hun har et kedeligt job i London, og en ubehøvlet og ucharmerende kæreste, og drømmer si dagligt væk til en anden verden. En dag hører hun en lyd fra sit badeværelse, og dér står Elizabeth Bennet, og er kommet ind til Amandas verden gennem en dør i væggen! Amanda og Elizabeth bytter plads, men med sine moderne manerer og tankegang, får Amanda hurtigt lavet rod i Stolthed-og-Fordom-land: Bingley forelsker sig i hende, Darcy hader hende (selvfølgelig), Wickham er måske ikke så slem, og Mr. Collins får en helt anden kone (og er SÅ klam som man sjældent har set ham)! Jemima Rooper spiller Amanda, Eliott Cowan er den tavse Darcy og Hugh Bonneville er en aldeles oplagt Mr. Bennet.
http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=856
http://www.information.dk/119891
http://www.information.dk/135010
Loading image
Click anywhere to cancel
Image unavailable
by Frk. Nielsen • Comments (0)
Posted in Bøger
Tagged 1800, Coralie Bickford-Smith, England, Humor, Jane Austen, Komedie, Kvindeliv, Kærlighed, Lindhardt & Ringhof, Lise-Lotte Holmbäck, Penge, Satire, Ægteskab