“It is all very well to be able to write books, but can you waggle your ears?” – J.M. Barrie

Sop­hie Kin­sella er en af mine ynd­lings chick-​​lit for­fat­tere, og hvor­for lige denne bog ikke er ble­vet fil­ma­ti­se­ret med en Amy-​​Adams-​​Reese-​​Witherspoon-​​eller-​​noget-​​der-​​ligner-​​pigebarn i hoved­rol­len for­står jeg ikke. Hen­des hel­tin­der er fikse unge kvin­der der nogen gange er mere uhel­dige end godt er. Ikke ulig Hester Brow­nes Mel i The Little Lady Agency,  har hun en stupid fami­lie men er hel­dig­vis selv gan­ske snarrådig.

Emma er ude og flyve, og det kan hun ikke lide. Der er tur­bo­lens, og i et anfald af panik, for­tæl­ler hun alle sine mest pri­vate hem­me­lig­he­der til sin side­mand, fordi hun tror, at nu skal hun dø. Det er for­fær­de­lige, pin­lige ting, som ingen nogen­sinde for­tæl­ler hin­an­den – men det gør Emma. Til­bage med fød­derne på jor­den, er hun så glad for at leve, at hun glem­mer det pin­lige optrin. Indtil hen­des nye chef møder op, og viser sig at være hen­des side­mand fra flyet.

Og så er det altså ikke så sjovt at være yngste­mand i et stort firma, hvor che­fen bli­ver betrag­tet som en helt – og nu ken­der alle hen­des hemmeligheder.

Af samme skuffe