"To read a book for the first time is to make an acquaintance with a new friend; to read it for a second time is to meet an old one. " – Kinesisk ordsprog
_
Løbeild starter hvor Dødspillet slap. Kattua og Peeta har vundet spillet og skal på rundtur i alle distrikterne. Før turen får Kattua et ubehageligt besøg af præsident Snow, der truer hende til, at opretholde forelskelsen med Peeta for at dæmpe oprørere i distrikterne. Det går selvfølgelig stik modsat.
Dødsspil nr. 75 skal afholdes, og det skal markeres som noget særligt. Deltagerne, kaldet sonere, skal findes blandt tidligere vindere, og det bliver Kattua og Peeta, som endnu engang skal kæmpe for livet. Spillet er noget anderledes end ellers, da nogen af deltagerne er tæt på 70, og de er alle trænede mordere, de overlevede et spil. Samtidig er de også venner indbyrdes, da alle vinderne normalt er til stede i Capitol under hvert spil, og flere af dem er mentorer for de nuværende deltagere.
Arenaen er helt anderledes end den Kattua kendte fra året før. Den er cirkelrund, en sø i midten, omgivet af en sandstrand, og en tyk jungle, som byder på alskens modbydelige farer. Spilmestrene har oppet sig denne gang, og spillet er farligere end nogensinde. Kattua og Peeta danner alliance med den selvglade Finnick Odair, der vandt spillet som 14-årig, samt en gruppe tidligere vindere med hver deres styrker.
Oprøret ulmer ude i distrikterne, og Kattua kan ikke finde ud af, hvem hun kan stole på, eller hvad hun skal stille op. Hun kan ikke hitte rede på sine følelser for Gale og Peeta, som begge er såret over, at hun har kysset dem begge. Allerhelst vil hun aldrig giftes eller sætte børn i verden, som måske skal deltage i Dødsspillet når de bliver 12 år.
Lidt for meget dagbog
Anden bog i trilogien begynder at lide under, at vi kun hører Kattuas version af historien. Hun er ikke nævneværdig god til at gennemskue de polistiske spil, faktisk temmelig dårlig, og fordi vi som læsere ikke ved mere end hun ved, er der en masse detaljer om Panem jeg som læser higer efter, men aldrig får. Jeg længes efter, at hun taler ud med nogen om sine følelser for de to fyre, sine bekymringer for familien, og sit behov for, at løbe væk. Det bliver ensformigt, at hun kun kæmper med det i sine egne tanker.
Samtidig begynder der at være lidt småproblemer med, hvordan hele fundamentet for historien hænger sammen. Kattua omtaler hele tiden en ‘fjende’ og nogle ‘de’, som er personificeret i Præsident Snow, men hvem ER de? Er der kun Snow, én enkelt mand, der holder indbyggerne i et jerngreb? Kan det lade sig gøre? Og hvorfor gør han det? Hvordan er han blevet Præsident i et land uden valg? Indbyggerne i Capitol er ikke onde, blot overfladiske og forkælede, som små børn, så de er svære at se som en egentlig fjende. Jeg vil godt købe idéen om, at Snow kan holde et land under fode ved hjælp af truslen om, at børn og unge skal kæmpe for livet i Dødsspillet. Han bruger mængder af propaganda, som enhver anden totalitær stat, men han kan ikke gøre det alene. Hvad er hans motiv? Blot magt? Er han ond, hele vejen igennem?
Jeg vil gerne vide mere om de mørke dage, som ledte til oprøret, der ledte til oprettelsen af Dødsspillet. Jeg vil vide mere om de forskellige distrikter, om Capitols organisation og indretning, om Præsident Snows folk. Og det får jeg ikke at vide, fordi det ikke interesserer Kattua – og det er synd.
