"Never judge a book by its movie." – J.W. Eagan
Anden bog i serien om Sookie Stackhouse fortsætter stort set hvor bog 1 slap: Sookie bliver tilkaldt af vampyren Eric – hende og hendes telepatiske evner skal lånes ud til vampyrerne i Dallas som har brug for hendes evner. Sookie og hendes kæreste, vampyren Bill, tager afsted til Dallas (hende i almindeligt fly ham i transportkiste med Anubis Air…), og bliver hurtig viklet ind i en farlig masse ballade med forræderiske mennesker, vampyrer og hamskiftere til højre og venstre, samt en yderliggående sektlignende kirke, som grundlæggende ønsker, at alle vampyrer bliver brændt.
En helt egen verden
Harris krydrer denne bog med ligeså mange spøjse fakta om vampyrernes levevis som i den første bog, og man forstår nemt, hvorfor de amerikanske medier har sammenlignet bøgerne med homoseksuelles rettigheder. Vampyrerne bliver forfulgt på samme måde som de homoseksuelle (som heller ikke har det for nemt i de amerikanske sydstater) af både fanatikere, medier og kirkelige sekter.
Anden sæson af tv-serien True Blood låner kun hovedpointerne fra bogen, i modsætning til første sæson som følger den første bog næsten slavisk, og det er kun til det bedre. Harris er eminent til at finde på interessante karakterer til at befolke sin udgave af verden, men hun udnytter dem ikke rigtigt, hvor Balls tv-serie gør et langt bedre stykke arbejde med at kæde de forskellige karakteres livsbane og historie sammen (og når nogen af dem er over 1000 år gamle, er der en del historie at tage af) end Harris selv gør.
Denne bog har to ‘Big Bads’: Solens Broderskab (bindegal kirkelig sekt der hader vampyrer) og ond mænade (græsk gudinde der elsker vold, sex og druk). Især det sidste plot er sådan lidt umotiveret kastet ind, og det virker som om, at Harris har tænkt, at hun kunne lave en gentagelse af det langt bedre krimiplot i den første bog.
