"Never judge a book by its movie." – J.W. Eagan
_
Jeg var temmelig spændt på at læse 3. bog i serien om Sookie Stackhouse, fordi 3. sæson af tv-serien True Blood (som er bygget over bogen) netop kører på amerikansk tv, og er ved at nå sit højdepunkt. Jeg håbede på, at få et par hints om sæsonens afslutning ved at læse bogen. Men det fik jeg ikke.
Endnu engang har manden bag True Blood, Alan Ball, vist, at han er langt bedre til at væve plot og karakterhistorier sammen end bøgernes bagkvinde, Charlaine Harris. Han har elegant gjort Russel Edgington, som bare er en bette parantes i Klub Død, til 3. sæsons Big Bad, en skurk der får mange andre skurke i lignende tvserier til at ligne søde børnehavepædagoger (sidste afsnit sluttede med, at han rev rygradden ud på en tvvært. On air.)
Sookie får nye venner
Bogen starter på samme måde som tv-serien: Sookies vampyrkæreste Bill forsvinder sporløst, og hun opdager hurtigt, at han er blevet bortført, muligvis af Lorena, hans eks-kæreste. Sammen med varulven Alcide Hereaux tager hun afsted til Mississppi for at finde Bill. På vejen render hun ind i adskillige nye bekendtskaber: vampyrer, varulve-rockerbande, og så Russel Edgington, som hun malende beskriver som vampyrernes svar på Hugh Heffner.
Klub Død er, mere end de to foregående bøger, proppet til randen med Sookies temmeligt utilslørede seksuelle fantasier (og en hel del fysiske sammenstød!). En (stor) del af dem, er ligeså velskrevne og elegant inkorporerede i handlingen som en gennemsnitlig pornofilm. Hrmpf. Men det er stadigvæk en god bog, ikke mindst fordi den giver baggrundsviden som tv-serien ikke giver.
