"The worth of a book is to be measured by what you can carry away from it." – James Bryce
Det bedste ved Sookie Stackhouse bøgerne er, at jeg kan blive ved og ved med at læse dem. Normalt bliver jeg på et tidspunkt træt af triviallitteratur: chick-lits bliver for søde, krimier bliver for psykopatagtige, men Sookie & Co bliver ved med at have en fin blanding af vampyrpolitik, varulvekampe, hverdag i syden og lidt sex & kærlighed fordelt med rund hånd.
Som de andre bøger fortsætter denne hvor den sidste slap (en eller anden dag skal jeg prøve at hitte rede på tidslinjen i alle 10 bøger, for den kan ikke være meget mere end et par år eller to.) Vartigeren Quinn, som Sookie startede med at date i sidste bog, er stadig forsvundet, vampyrerne prøver at forsvare deres territorie efter Katrina slog til i New Orleans, og der samles også op på varulveflokken i Shreveport, som for mere bøvl end tidligere.
En af de gode ting ved bøgerne er Sookies indre monolog, hvor hun reflekterer over sit liv, og overvejer om hun gør det rigtige – modsat mange karakterer i triviallitteratur (der blev sagt Becky Bloomwood), udvikler hun sig. Hun ærgrer sig over, at hun ikke længere er en særlig god kristen, at hun gør sin bedstemors minde til skamme, hvordan hun bliver behandler og behandler de mange mænd i hendes liv. Og det gør hende til et levende og virkelighedstro (så meget det nu kan være) bekendtskab.
Jeg har købt de sidste to bøger i serien, og glæder mig til at speedlæse dem i en hulens fart.
