"Until I feared I would lose it, I never loved to read. One does not love breathing" – Harper Lee
En smuk, lyshåret mand iklædt en farverig frakke ankommer til indien stående på en oksekærre. Han får fremtræde for Stormogulen Akbar, der er en vis og tænkende mand, der indeholder stor filosofisk undren. Sultanen aner straks, at manden, der kalder sig selv for Mogor dell’Amor, Kærlighedsmogulen, og påstår, at han er onkel til den meget ældre sultan. Sultanen giver Mogor lov til, i bedste 1001 nats stil, at fortælle den historie han så kraftigt insisterer på skal fortælles: historien om hvordan han mor, den smukke prinsesse Qara Köz rejste fra Indien til Firenze, og endte med at blive Mogors mor.
Sultanen har mange koner, men ingen af dem tilfredsstiller ham så meget som den han selv har opfundet: Jodha, et fantasifoster som er den perfekte kvinde. Den usynlige kvinde ved hoffet spejles i historien om den smukke prinsesse Qara Köz som tager sin skæbne i egne hænder, og ikke lade sig styre af mændenes ønsker og behov, men tænker på sin egen overlevelse.
Syndflod af ord
Salman Rushdies sprog er en stormflod af glitrende ord der vælter ned over ens bevidsthed: hundredevis af navne på sprog jeg ikke kender, som udkæmper krige jeg ikke har lært om i skolen i en verdensdel jeg ved meget lidt om. Bogen foregår mens Elizabeth I er dronning af England, men i et land der ikke kunne have en mere fremmed kultur fra England. I Stormogulens rige er en god kvinde én der kan synge, spille, tegne og underholde sin mand – så langt er man også enige om en ærbar kvindes kompetencer i vesten. Men i østen skal kvinden kunne danse, lave mad og tilfredsstille sin mand, hun skal være levende, blomstrende og ose af seksualitet – noget man fordømte i den grad i vesten på det tidspunkt.
Bogen handler om mænd og kvinder, om før og nu, om krig og fred, og om, at vi allesammen er ens som udgangspunkt uanset hvor man er født. Og at man kan ikke klandres for sine forfædres synder.
