Fanny bliver dog aldrig et ligeværdigt medlem af familien, nærmest bare en tjenestepige. Hun er altid i baggrunden og underkuet af sine to kusiner, mens hun løber ærinder for sin dovne moster Lady Bertram og sin emsige og onskabsfulde moster Mrs. Norris, som nærmest har overtaget husholdningen. Hendes eneste lyspunkt er hendes jævnaldrende fætter Edmund, som er hendes ven og beskytter.

Da Fanny bliver 18, og hendes onkel Sir Bertram er på vej til Antiqua for at holde øje med sine forretninger, går historien for alvor i gang: søskendeparret Mary og Henry Crawford flytter til egnen, og de er stolte, selvcentrerede, intelligente og smukke mennesker, som har deres helt egen idé om moral.

Som altid med Austen er romanen befolket af personer som er selvoptagede, dumme, selvhævdende, nærige, hovmodige og en hel del andre ting. Mansfield Park byder på den nok mest lede af dem alle, den nævenyttige madamme Mrs. Norris. Generelt er der ikke særlig mange flinke eller venlige personer i Mansfield Park, og det er svært at holde af nogen af dem. Alligevel er det en af Austens mest realistiske romaner, med de mest menneskelige personer.

Så sig dog noget, Fanny!

Mansfield Park er en af de mindre kendte Austen-bøger, og nok den færrest kan lide. Det er også ret svært at holde af hovedpersonen Fanny Price, for hun er stille, fysisk svag, undseelig og siger sjældent sin mening højt – og er lidt af en dørmåtte. Man får konstant lyst til at råbe af Fanny, og bede hende skrige af sin skrækkelige familie, at de kan gå af pommern til.

Første gang jeg læste Mansfield Park syntes jeg den var forfærdelig kedelig, og at Edmund og Fanny, er overkorrekte, for pæne og for artige – de to Crawford søskende er meget sjovere selskab. Denne gang prøvede jeg for alvor at forstå Fanny, hendes situation og den tid hun levede i. Hun bliver nødt til at hoppe og springe for sin selvcentrerede familie af frygt for at blive sendt hjem og fordi hun er opdraget til at være ydmyg (en meget sjælden egenskab i dag!). Hun er følsom og forstår sig på naturens skønhed og sarte følelser, noget som nemt bliver tyranniseret af nærighed, manglende venlighed, omsorg og kærlighed.

Det er stadig svært at forstå, hvorfor Mary Crawford overtræder de sociale regler ved at være ærlig og sige sin mening. Men når man så tænker sig om og læser efter: hun er materialistisk, indbildsk, selvcentreret og intrigant. Prøver at blive Fannys ven for at komme tæt på Edmund, og som læser opdager man det først til allersidst – man bliver selv narret til at holde mere af Mary end Fanny, og opdager til sidst, at Fanny hele tiden havde ret.

En fortælling i fortællingen

At læse Austen er som at læse en detektivroman, og Mansfield Park er rig på scener som giver læseren hint om personernes skæbne. Èn af disse er det skuespil som de unge sætter op i Sir Thomas’ fravær: Lover’s Vows. Et skuespil oversat fra tysk til engelsk i slutningen af 1700-tallet, på et tidspunkt hvor englænderne var begejstrede for tysk litteratur. Wikipedia har et synopsis af stykket, som byder på børn uden for ægteskab, hor og ulykkelig kærlighed. Ellen Moody har skrevet et fint essay hvor hun fortæller om parallellerne mellem personerne i Lover’s Vows og de personer i Mansfield Park der spiller dem – Austen gik udfra, at læseren kendte stykket (de gjorde de fleste på Austens egen tid), og kunne

Fanny nu som påfugl

Mansfield Park – nu med en livlig Fanny

Denne udgave af Mansfield Park gjorde en hulens masse blæst af sig i 1999. Anmelderne kunne godt lide den, men Austen-fans stod på bagbenene over de mange ændringer instruktør Patricia Rozema havde lavet, deriblandt Fannys personlighed. Fra at være stille og forsigtig, blev hun pludselig skarptunget og livlig – og forfatter. De bøger og historier Fanny skriver i filmen, er taget ordret fra historier Austen selv skrev som teenager.

Filmen er absolut ikke en særlig tro filmatisering af bogen – men det er en god film! Selvom der er byttet om på rækkefølgen af scener, og nogen personer bliver fremstillet mere usympatiske og andre mere sympatiske end de er, er det alligevel spændende at se, hvordan Rozema bruger én lille kommentar fra bogen om slavehandel, til at vise, hvad mange rige familier levede af på denne tid. og hvordan hun har fanget meget af ånden og de mere subtile temaer fra bogen.

Embeth Davidtz og Alessandro Nivola er eminente som Mary og Henry Crawford: sexede, intrigante og ikke til at stole på. Frances O’Connor gør en god figur som en krydsning mellem Elizabeth Benneth (fra Stolthed og Fordom) og Austen selv, og generelt er resten af banden også ganske gode. F.eks. spilles der på den fysiske ligheden mellem O’Connor og Davidtz, mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram og hendes fattige søster Mrs. Price. I romanen beskrives netop, hvordan de to søstre var lige smukke, og begge kunne have fået en rig mand og en god position i samfundet – men sådan blev det ikke.mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram

Mange af Austens kvikke, intelligente og morsomme dialog har fundet vej til skærmen, både igennem hendes egne breve, men også taget direkte fra romanen. Men forvent ikke en trofast filmatisering! En dansk anmeldelse, og her en fans beskrivelse af sin oplevelse. Og her er et essay om hvordan Rozema har gjort Mansfield moderne, og et andet et.

Sådan er det

Altid her

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut a elit risus. Aenean mattis, arcu ac facilisis ullamcorper, elit augue fermentum ipsum, et auctor orci felis eu enim. Ut elit tortor, porta a fringilla at, convallis eu turpis. Nunc nisi lacus, hendrerit non auctor vitae, pulvinar eu nisl. Fusce eget arcu in nisl luctus pellentesque. Vestibulum vel orci eget mi aliquet vulputate. Phasellus scelerisque, est et mattis sollicitudin, mi lorem luctus sapien, nec elementum sapien diam sit amet ante. Sed lacinia ante ut justo porttitor at volutpat mauris facilisis. Duis pharetra adipiscing faucibus. Nunc eget quam nec orci scelerisque mattis sed eget ligula. Donec ultricies dui id dui tempus in molestie leo eleifend. Quisque risus sapien, feugiat non volutpat nec, pulvinar at dui. Praesent volutpat ipsum ut metus eleifend nec volutpat nunc commodo. Nullam venenatis euismod sapien, vitae adipiscing nulla facilisis sit amet. Suspendisse ac purus et purus congue placerat eget quis nisl.

I de mellemliggende år har den forfængelige Sir Walter brugt flere penge end han har, og hans ejendom Kellynch må lejes ud, indtil han har betalt sin gæld. Lejerne er Admiral og Mrs. Croft, som er søster og svoger til Kaptajn Wentworth, og Anne kan ikke undgå at møde ham.

Austens sidste roman

Persuasion er Jane Austens sidste roman, og blev udgivet posthumt i 1818 af hendes bror, sammen med Northanger Abbey. Persuasion virker en smule ufuldstændig sammenlignet med f.eks. Emma, som hun skrev færdig før Persuasion. Fra hendes breve ved man, at hun omskrev og redigerede i sine bøger mange gange, også mellem 1. og 2. oplag, men Persuasion nåede hun måske ikke at redigere helt færdig før hun blev syg og døde som 42 årig. Det eneste ægte manuskript man har tilbage fra Austens hånd, er den oprindelige udgave af kapitel 10, som hun senere omskrev til det nuværende kapitel 10 og 11. Manuset er nu udstillet på British Museum – med udstregninger og noter i marginen.

Persuasions Anne Eliott er den eneste Austenheltinde som er 27, den magiske alder hvor man bliver for gammel til at blive gift, hvis man tænker på Charlotte Lucas fra Stolthed og Fordom. Det er også den eneste bog der har så mange karakterer der er sømænd (der er kun Fannys bror i Mansfield Park), og hvor helten ikke er aristokrat, men en mand fra simple kår der har arbejdet sig frem i verden, og selv tjent sine penge,  i stedet for at arve dem. To af Austens brødre var selv sømænd, og måske er det herfra, at hendes beskrivelser af sømændene kommer fra.

Hendes sidste roman er blid og efterårsagtig, og handler om en mere dyb og moden kærlighed end de andre bøger fra hendes hånd.

For de interesserede, er her et essay om betydningen af musik i Persuasion.

Smukt, pastelfarvet efterår

Den nyeste filmatisering (2007) af Persuasion varer små 90 min., og det er ret godt klaret, at få så meget med, på så kort tid. Sally Hawkins spiller Anne Eliott, og det er hende der er filmens omdrejningspunkt. Hun er en dygtig og subtil skuespillerinde, som rammer Annes følelsesliv rigtig godt. Instruktøren bruger håndholdt kamera i mange scener, og putter dem helt op i hovedet på skuespillerne. Det er især scener som skal beskrive Annes følelser og tanker, og det klistrende kamera kombineret med voice-over, og at Hawkins får lov til at kigge direkte ind i kameraet (på os) er en god løsning på den indre dialog som bogen har meget af. Rubert Penry-Jones er en god og solid Wentworth, som får lov at dukke op og forsvinde pludselig, ligesom i bogen – vi ser ham næsten hele tiden fra Annes synspunkt. Min eneste anke er, at han ikke er solbrændt og vejrbidt nok til at have været på havet i otte år …

Birollerne er både gode og dårlige – Antony Steward-Head som Mr. Eliott er fantastisk forfængelig og selvglad, mens XX som Elizabeth måske er god, men jeg blev hele tiden distraheret af hendes grimme paryk. XX og XX som Mr. og Mrs. Charles Musgrove er lidt for farceagtige og sære – især Mary – for min smag, og resten af Musgrove-familien ser vi meget lidt til. Det gør heller ikke noget – på så kort tid, skal man fokusere på én person, og det er Anne. Samtidig er filmen vidunderlig mørk og efterårsagtig i sit look, og kontrasten mellem det hårde og våde Lyme og smukke, pastelfarvede Bath er meget smuk. Læs en anmeldelse her, her, her og her.

Dogmeausten

Denne filmatisering betragtes af mange, som den mest trofaste Austen-filmatisering. Alle skuespillere er castet godt til deres roller, alt er filmet on-location og kostumerne er flotte for en næsten 15 år gammel film. Cieran Hinds er den perfekte Kaptajn Wentworth, og Amanda Root er god som Anne, dog ikke ligeså god som Sally Hawkins. Filmen er filmet udelukkende med naturligt lys, så aftenscener indendørs, er kun oplyst af stearinlys, hvilket giver filmen en meget autentisk og naturlig stemning, som en kontrast til den typiske “pastel”agtige kulør kostumedramaer kan have.

Filmen træder ligeså forsigtigt frem på scenen, og fortæller sin historie subtilt og stille.

The Lake House – det handler om at vente

The Lake House er en slags nyfortolkning af Persuasion. Sandra Bullock spiller singlelægen Kate der flytter ind i et smukt hus der ligger på pæle på en sø – hun føler sig ensom og alene. Keanu Reeves er entrepenøren Alex der ikke har set sin far og bror i en del år, men langsomt er ved at vende tilbage til dem – han har også boet i huset på søen. Huset ved søen har en postkasse, og ved et tilfælde opdager Kate, at hvis hun ligger et brev i postkassen, får Alex det. Men Alex lever i 2004 og Kate i 2006 – og på mystisk vis kan de skrive til hinanden i hver deres år.

Tidsrejseteorien i filmen giver absolut ingen logisk mening, men de mange paralleller til Persuasion, og det, at Kates yndlingsbog er Persuasion, er gode grunde til at se filmen alligevel. Bullock og Reeves er et sødt par, og kærlighedshistorien fungerer godt, selvom tidsparadokset ikke gør.

t is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife.However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.t is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife.However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.t is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife.However little known the feelings or views of such a man may be on his first entering a neighbourhood, this truth is so well fixed in the minds of the surrounding families, that he is considered as the rightful property of some one or other of their daughters.”