"Never judge a book by its movie." – J.W. Eagan
En chance til er den irske forfatter Sinéad Moriartys anden bog på dansk – den første bog hedder Projekt baby.
Kate flyttede til London som 20-årig for at skaffe sig en tv-karriere, og efterlod den droppede kæreste og familien derhjemme. 8 år efter har hun fået et lille gennembrud på TV, og er ok tilfreds med sin London singletilværelse, da hendes irriterende svoger ringer, og beder hende om at komme hjem til Dublin. Hendes ældre søster Fiona har fået konstateret brystkræft – den samme sygdom som slog deres mor ihjel. Fiona har brug for hjælp til hendes to 5-årige, uregerlige tvillinger, mens hun skal i kemoterapi, så Kate kvitter jobbet og London, og vender hjem til landet hun ikke kunne vente med at rejse fra, for at hjælpe sin familie.
Irsk chick-lit som .… ikke er så godt
Irland har fostret chick-lit forfatterne Marian Keyes og Cecelia Ahern, som begge sælger med pæn succes herhjemme, så det er nok derfor Moriarty har fået chancen.
Tonen i bogen er let og humoristisk, i betragtning af, at historiens katalysator er storesøster Fionas alvorlige kræftsygdom, og det gør såmænd ikke noget, men karakterernes reaktioner på sygdommen virker for – indstuderede? Banale? Lige som man kunne vendte? Nu er bogen jo ikke et psykologisk studie i pårørendes oplevelse af kræftofre, men en chick-lit. Desværre er alle personerne uhyggeligt endimensionelle, og man føler ikke rigtig med nogen af dem. Kates gamle kæreste er en papfigur, svoger/professor Mark som svigter sin kone Fiona (som lider af kontrolvanvid og red-familien syndrom) er for store klichéer, som forfatteren for tydeligt prøver at gøre menneskelige, ved påklistrede handlinger og følelser.
Egoistisk møgfamilie
Kates familie bruger ret meget tid på at bebrejde hende for at være egoistisk og selvcentreret, fordi hun som 20-årig rejste til London for at gøre karriere – fordi Irland føltes som en spændetrøje. Da svogeren forventer hun siger sit job op (i tv-verdenen, hvor man så nemt glemmes) og kommer hjem for at passé sin syge søster, bliver hun stadig kaldt egoistisk, ligesom barndomsveninden, farmand og ekskæresten alle synes hun skal blive i Irland og få sig mand og børn. Karriere er da noget pjat for kvinder … I sidste ende løses det hele, men det er grænseløst irriterende, at Kate tvinges til at opgive sit eget liv, især fordi vi som læsere ikke har oplevet hendes egoisme på noget tidspunkt. Man forstår hvorfor hun skred fra familien fordi hun ville noget mere. Så, Miss Moriarty: næste gang, show it, don’t tell it. Vi opfatter ikke Kate som egoistisk, bare fordi alle omkring hende siger hun engang var, når vi aldrig oplever det.
