"I cannot live without books." – Thomas Jefferson
_
Jane Austen beskrev selv Emma med ordene ‘a heroine whom no one but myself will much like’, og hun er også den eneste Austen-heltinde uden pengeproblemer. Derudover er hun forkælet, skråsikker og lidt for vandt til at få sin vilje. Alligevel kan man ikke andet end at holde af hende. Da jeg læste den første gang, brød jeg mig ikke meget om Emma, men efter at have genlæst den en del gange, kommer man til at holde af hende, fordi hun netop indrømmer at hun tager fejl, og lærer af det.
Emma er nok Austens mest morsomme bog — den indeholder klart nogen af de mest underholdende bifigurer og scener: Emmas hypokondriske far, Mr. Woodhouse, den snakkende Miss Bates, den indladende Mr. Elton for slet ikke at nævne den ganske ulidelige Mrs. Elton. Hun er et synligt bevis på hvorfor, Austen i den grad holder i dag: hun beskriver mennesker, og menneskers opførsel, og den har ikke ændret sig de sidste 200 år.
Jeg føler med Emma, når hun må indrømme over for sig selv, at den elegante Miss Fairfax altid vil være en bedre musiker end hun selv. Jeg falder altid for Frank Churhills charme og manerer, og føler mig nærmest irettesat af Mr. Knightley, når han prøver at åbne Emmas øjne for omverdenen.
Emma er blevet kaldt en kriminalroman uden et mord — det er et mysterium hvem der ender med hvem næsten til det sidste, og kigger man godt efter, kan man følge de spor som lægges ud undervejs om, hvem der faktisk er forelskede i hinanden. Det er elegant, intelligent og underholdende gjort.
Kønne Gwyneth og hendes lange hals
Emma er den mest filmatiserede Austen-bog i 90’erne, med ikke mindre end 3 film indenfor et par år. Den første er den Hollywoodificerede pasteludgave fra 1996 med Gwyneth Paltrow i titelrollen og Jeremy Northam som Mr. Knightley. Gwyneth er for høj, for tynd, for blond og for amerikansk, mens Jeremy Northam er blidt belærende, engelsk og ganske god i rollen.
Smukke, smukke Gwyneth.
Instruktøren Douglas McGrath kunne ikke nære sig for, at lave en meget køn, eventyragtig udgave af England, og en lidt for sukkersød slutning, som ikke er særlig Austen-agtig. Den ellers fremragende Toni Colette spiller den naïve Harriet Smith som om hun er dum som en dør, og de øvrige biroller er heller ikke specielt gode. Mr. Woodhouse er ikke hypokondrisk nok, Jane Fairfax er for gammel og ikke engelsk nok, og Ewan McGregor (som jeg elsker) er ganske forfærdelig i rollen som Frank Churchill, med den grimmeste paryk jeg nogensinde har set.
Men alligevel er den nu værd at se, for der er en del mindeværdige scener: f.eks. den hvor Emma og Mr. Knightly diskuterer mens de skyder med bue og pil, og Emma konsekvent rammer ved siden af, både med pilen og med sine gætterier.
Og så er Juliet Stevenson og Alan Cummings den bedste udgave af Mr. og Mrs. Elton længe set: Juliet Stevenson er i den grad øretæveindbydende, lige som hun skal være!
Fregnede, flabede Kate og et realistisk England
I 1996 lavede A&E en tv-udgave af Emma, med manuskript af Andrew Davies — den er efter min mening den bedste filmatisering indtil videre. En ung Kate Beckinsale gør et ganske godt job som den smukke, rige Emma, som altid synes hun har ret. Hun ligner for det første Austens beskrivelse af Emma langt bedre end Gwyneth, og så er hun nede på jorden og ikke helt statue-modelsmuk som Gwyneth er.
‘Badly done, Emma. Badly done indeed!’ Emma bliver skoset af Mr. Knightly.
Samtlige andre karakterer er næsten til perfektion: Mr. Woodhouse er i den grad en ynkelig gammel mand, Jane Fairfax er en yndig, perfekt engelsk rose, Frank Churchill er i den grad en flirtende, møgcharmerende charlatan man ikke kan andet end at holde af, og især Samantha Morton som Harriet Smith er lige i øjet. Hun viser netop, at Harriet ikke er dum, men bare prøver at tækkes den fine Miss Woodhouse, modsat Toni Collette i den anden filmudgave. Mr. og Mrs. Elton er dog ikke helt ligeså sjove som de kunne være, og Mrs. Eltons amerikanske accent er yderst irriterende — men de er småting på en 13 år gammel tvfilm som stadig holder!
Derudover viser denne film hvor mange tjenestefolk den finere middelklasse i datidens England faktisk havde. Scenen på Box Hill, hvor der slæbes pavilioner, stole og mad i lange baner, fordi personerne skal på picnic, er et godt eksempel. Farverne er mørkere og mere jordagtige end i Gwyneth-udgaven, men de er langt mere engelske og realistiske. Andrew Davies tog sig en del friheder og puttede ekstra scener ind, som ikke er i bogen: f.eks. hele den sidste del med høstballet.
Læs en længere illustreret anmeldelse her, en ret så underholdende en her og en sammenligning af de 2 x Emma her.
As if! En moderne Emma
Amy Heckerling lavde en Emma-møder-Beverly-Hills i 1997, som er virkelig morsom — selv i dag, så kan man i stedet more sig over tøjet og det syrede 90’er teenageslang!
Plottet fra Emma passer perfekt ind i rige teenageres liv i 90’erne. Emma bliver til Cher, den rige, forkælede datter til en fortravlet advokat, og Mr. Knightley til hendes stedbror Josh, som går på universitetet og er miljøbevidst. Harriet Smith er Tai, den hashrygende nye elev, som Cher og hendes veninde Dionne beslutter at give en makeover.
Cher og hendes slæng
Scener er direkte overført: F.eks. Mr. Eltons klisterede frieri, som bliver til den oversmarte Eltons forsøg på at kysse Cher da han kører hende hjem i sin Porsche. De fine middage bliver til smarte fester, og Jane Fairfax bliver vekslet til en homosexuel Frank Churchill. Det er selvfølgelig ikke en realistisk filmatisering af Emma, men den er alligevel utrolig tro mod sit oplæg.
Emma 2009: Nu som tv-serie
Emma i 2009 udgave
Der er faktisk en 4. udgave af Emma på vej, denne gang fra BBC. Det fede er, at det denne gang bliver en tv-serie, så der bliver plads til endnu flere detaljer og det er jo altid dejligt! Romola Garai spiller Emma, og Johnny Lee Miller er Mr. Knightley, og den skulle komme til engelsk fjernsyn til efteråret. Det er anden gang Johnny Lee Miller er Austen-helt – han var også Edmund i 1999 udgaven af Mansfield Park.
Hvis du vil læse mere om Emma på film, er The Emma Adaptions Page lige stedet.
