"Never judge a book by its movie." – J.W. Eagan
Jeg har hørt så meget om denne bog, at den var røget på min mentale liste over bøger jeg ikke gider læse, bare fordi alle andre har læst den, uanset om jeg helt sikkert ville nyde den.
For et par uger siden så jeg filmatiseringen med Julia Roberts, og som forventet,var den for smilende, blankpoleret, overfladisk og hollywoodsk. Da jeg stod i en lille engelsk boghandel i Arequipa, Peru, og desperat manglede læsestof til resten af min rygsækrejse, tænkte jeg, at det måske netop var på en rejse jeg kunne få glæde af en rejseroman. Og i Peru var der ingen der kunne pege fingre af, at jeg læste det sidste års største kvinde-selvransagelsesroman-hit. (Ikke at min bogreol ligefrem er ved at vælte af intellektuel lekture, men alle har en grænse, og min går lige før selvhjælps-hippie-forkæl-din-sjæl-genren).
Tre gange ‘I’
Men som alle andre verden over der har læst om Liz Gilberts sjæleransagende rejse på et år, fra Italien til Indien til Indonesien, hvor hun genfinder glæden ved mad, gud og kærligheden blev jeg ganske fanget af historien. Gilbert er både indsigtsfuld, selvironisk, morsom og kan reflektere over sin egen tilværelse så man med det samme er på hendes side, og forstår hendes følelser, uden det på nogen måde bliver pladret eller missionerende (forkæl-din-sjæl-genrens værste kvalitet).
Det er en god historie – en desperat kvindes vej ud af et ægteskab og et kærlighedsforhold der kvæler hende, en kvinde der i en alder af 34 endelig lærer at leve alene, i fred med sig selv, uden behovet for at definere sig igennem en mand. Det er også en humoristisk historie – til tider er Gilbert fanget i situationer der er en Bridget Jones værdig, og den form selvudleverende humor er altid befriende.
Julia Roberts i ‘Eat, Pray, Love’
Du ender ikke med at sidde med korslagte ben snakke med Gud af at læse bogen, men lur mig, om du alligevel ikke begynder at tænke over, om der er noget i dit eget liv du kunne gøre bedre? Kunne du spise bedre? Ville det ikke være mere lækkert at bruge penge på økologisk mad som du tilbereder med ømhed og nyder ved spisebordet mens du tænker over hvad dagen har bragt, i stedet for at kaste en takeaway ned i halsen mens du ser Paradise Hotel? Kunne det være en idé at prøve det der bodyflow-yoga-sjov nede i Fitnesscenteret? Man behøver jo heller ikke være i et ashram i Indien for at gå en lang, tavs tur langs stranden og nyde naturen?
Læs Nilles eller Anne Nikolines mening.
