"The worth of a book is to be measured by what you can carry away from it." – James Bryce
Pigen Kattua Everdeen er 16 år og bor i Distrikt 12 i landet Panem. Distriktet er landets fattigste, og hun jäger i skoven hver dag, for at skaffe mad til sin familie. Da hun skal deltage i reality-showet Hunger Games, hvor deltagerne skal slå hinanden ihjel for at vinde, får hun brug for sine evner som jæger.
Hvert år afholdes Hunger Games, Dødsspillet, som alle Panems indbyggere tvinges til at se. De 12 distrikter i Panem skal trække lod mellem alle 12–18-årige, og en pige og en dreng sendes til hovedstaden Capitol – som ikke selv skal levere deltagere. De unge bliver sendt til en arena, og skal kæmpe for deres liv, til én vinder står tilbage. Showet er underholdning for de overfladiske indbyggere i Capitol, der kun tænker på deres udseende, den næste fest, og det næste måltid, mens indbyggerne i de 12 distrikter sulter.
Arenaen er, heldigvis for Kattua, denne gang udformet som en kæmpe skov, der minder om den i hendes eget distrikt. På grund af sine evner som skytte, bliver hun tildelt høje odds, og derfor vil de andre deltagere betragte hende som en svær modstander. Det er hun klar over, og hun gør hvad hun kan, for at fremstå stærk. Det falder hende naturligt, da hun overtog rollen som forsørger for sin lillesøster og sin deprimerede mor, da hendes far døde som 11-årig. Hun er en tavs, modig – nogle gange overmodig – ung kvinde, som kan og tør handle. Hendes største problem i arenaen er, at hendes mandlige modpart fra distrikt 12, bagerens søn Peeta, erklærer hende sin kærlighed på tv – lige før, dødsspillet skal begynde. Og ham skal hun måske slå ihjel for selv at overleve.
Katniss” forhold til Peeta i spillet, forværres af vennen Gale der venter hjemme i Distrikt 12
Tankevækkende og underholdende filmatisering
Jeg så filmen før jeg læste bogen, og den er FANtastisk. De få ting der er undladt fra bogen, er kløgtige fravalg, og Jennifer Lawrence som Katniss (som er hendes navn i originaludgaven) får hele filmen til at hænge sammen. Forfatterens grundidé, at kombinere gamle gladiatorkampe med nutidens realty-shows, er ikke ny, men dog original i sin eksekvering, og det fungerer rigtig godt, også på film. Min anmeldelse af bogen er farvet af, at jeg kendte slutningen, men jeg bladrede alligevel spændt videre, selvom jeg vidste, hvad der skete.
Den eneste forskel på Hunger Games tv-showet og X-factor eller Robinson Ekspeditionen er, at folk der bliver stemt ud, rent faktisk ikke bliver slået ihjel. Men dyrkningen af deltagerne, seernes optagethed af deres favoritters skæbne, er det samme, og det er skræmmende. Og selvom en X-factor vinder får en pladekontrakt, er der ingen af de danske vindere der har præsteret noget de får nogen form for respekt for – de kunne, i sagens natur, ligeså godt være ‘døde’ for omverdenen.
Kattua nægter at spille efter reglerne i spillet. Hun nægter at være en cirkushest der bliver trukket rundt i manegen som underholdning for de uvidende masser, mens et lurende oprør ulmer i de fattige distrikter, og fortsættelsen på det, kommer i de to efterfølgende bøger – Løbeild og Oprør.
Katnis og Peeta i træningsdragter
Kedelig jeg-person
Om det er fordi, jeg så filmen først, ved jeg ikke, men jeg bliver distraheret af, at bogen er fortalt i jeg-person. Det er nok min personlige preference der spiller ind, men jeg bliver træt af Kattuas konstante analyseren af de andre karakteres gøren og laden, og hvorvidt de er på hendes side eller ej. Man får alt fortalt igennem hendes filter, uden mulighed for, som læser, selv at danne sig en mening om karakteren. I filmen er Jennifer Lawrence så god en skuespiller, at hun formulerer disse tanker med sit skuespil, og lader seerne om at bedømme de andre karakterer selv.
Ærgerlig oversættelse
Èn enkelt ting der trækker ned er, at oversætteren har valgt at oversætte Katniss til Kattua, for at navnet kan forveksles med Katteurt – som hedder Katnip på engelsk, som er Kattua/Kattniss kælenavn. For en serie som denne, som trækker fans verden over, vil det give mere mening at finde en dansk urt der minder om Katniss, i stedet for at omdøbe hovedfiguren. Det samme er sket med figuren Rue, som er blevet til Rude. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg forstår dog godt oversætterens kvaler, bl.a. fordi Collins tydeligvis har lagt meget betydning i navngivning, fx hedder de fleste Capitol-indbyggere et romersk navn, for at gøre sammenligningen med det gamle Rom og gladiatorkampe tydeligere. Katteurt har blade der ligner pilehoveder – Katniss er en eksepsionel bueskytte – så derfor har oversætteren formegentlig forsøgt at bibeholde denne betydning. Men – jeg havde foretrukket Katniss og en hjemmeopfundet urt til lejligheden.
De der tju-bang-omslag
Bogen er først udgivet i Danmark med nedenstående fine omslag, tegnet af den urimeligt kyndige Simon Fellah. Den fanger stemningen fra bogen bedre, og viser langt tydeligere, at det er en ungdoms-fantasy-bog i tråd med Harry Potter, Skammerens Datter osv. Det nuværende cover er lidt for meget over tju-bang-kiosk-litteratur.
