“It is all very well to be able to write books, but can you waggle your ears?” – J.M. Barrie
Fænomenet tv-serien True Blood er en megasucces i USA og har også ganske trofaste fans herhjemme, hvor den sendes på Zulu. Men manden bag, Alan Ball, har ikke fundet på historien selv, men har lånt den fra bogserien The Sookie Stackhouse Chronicles som er skrevet af Charlaine Harris.
Som et direkte modstykke til de kyske Twillight–bøger, som prædiker om ingen sex før ægteskabet, er både tv-serie og bøger fyldt med sex, vold og blod. Jeg så tv-serien først, og udover ovennævnte tre punkter, er den også underholdende, humoristisk, sindssygt spændende og proppet til randen med dygtige skuespillere, kløgtigt manuskript og gode historier, så jeg har mest største selvfølge kastet mig over bogserien.
Bog eller film – hvad skal man tage først?
Det er altid en lidt svær ting, det med at læse bøger som også er filmatiseret – hvad skal man gøre først? Hvis man selv vil danne sig billeder af karaktererne, skal man læse først, men bliver man nemt skuffet når skuespillerne ikke ligner de fantasiudgaver man har i sit hovede, skal man se filmatiseringen først. Nu havde jeg set tv-serien (som på nuværende tidspunk kører på 3. sæson), så der var ikke så meget at rafle om.
Den første bog, Død indtil solnedgang, er stort set fulgt til punkt og prikke i første sæson af tv-serien. Historien fortælles af den unge, blonde og telepatiske servitrice Sookie Stackhouse som bor i den lille by Bön Temps i det nordlige Louisiana. I denne verden er vampyrer netop ‘sprunget ud af kisten’, da japanske forskere har skabt syntetisk blod – og så behøver vampyrerne ikke at drikke af mennesker, men kan i stedet leve fredeligt side om side med dem (som om!).
Blondinen og vampyren
En aften i baren, dukker Sookies første vampyrkunde op – Bill Compton. Ret hurtigt efter redder hun ham fra et ondskabsfuldt par der vil tappe hans blod og sælge det på det sorte marked, hvor vampyrblod er i høj kurs, da det har helende og styrkende egenskaber. Og så tager Sookies liv en drejning. Samtidig med at hun indleder et stormombrust forhold til Bill, myrdes unge kvinder i Bön Temps, og både Bill og hendes bror Jason er under mistanke – så Sookie må bruge sine telepatiske evner til at fange morderen.
Som nævnt, er tv-seriens 1. sæson en næsten præcis gengivelse af den første bog, helt ned til detaljer som påklædning og replikskifte, så da jeg kendte historiens udfald, var det selvfølgelig ikke en stor overrraskelse for mig, hvordan bogen slutter. Tv-serien afviger (vist nok) en del fra bøgerne allerede fra bog 2, så her forventer jeg mig en del spænding.
Hvem sagde Buffy? Med mere sex og blod
Når det så er sagt, er det da en rigtig god bog! Historien er stadig god, og hele idéen med, at vampyrer skal blende sig ind med mennesker, samtidig med, at de stadig er blodtørstige bæster fungerer rigtig godt. Er man fan af serier, vampyrromancer (Buffy og Angel?), overnaturlige væsner og en god røvfuld action er bogen prima underholdning.
Det eneste irriterende er, at bogen er fortalt i første person, med de begrænsninger det medfører: i denne bog bliver fortællingen og beskrivelsen af personerne næsten for minimalistisk for min smag: Bön Temps udseende og stemningen i Louisiana skal man selv tænke sig til, Sookies opremsninger af hendes venners udseende er lidt for ufikst og mekanisk gjort, og i det hele taget skal man tage fantasien for meget i sving! Der er tv-serien fantastisk, fordi den tilfører de fugtige, sumpede, mørke omgivelser i Louisiana, effekterne af vampyrtænder, blod og mord osv osv.… men det er meget muligt, at ovennævnte irriterer mig, fordi jeg har set tv-serien først.
Læs mere
Hvad er det der paranormal romance så for noget
En hurtig forklaring på begrebet som tæller både Sookie-bøgerne, Twilligt og Buffy-serien. Derudover en fremragende blog skrevet af to bibliotikarer, der anmelder bøger i netop denne genre.
Rebeccas anmeldelse
Som jeg er enig i: det er papirstynde figurer i disse bøger, men handlingen fanger alligevel.
