"Outside of a dog, a book is man's best friend. Inside of a dog it's too dark to read." – Groucho Marx

Hoved­per­so­nerne i Man­sells bøger dan­ser igen­nem histo­rien, som yndige Aske­pot­ter med Man­sell som den gode feg­ud­mor. Selvom der er dose­ret fint af døde mødre, tykke tee­na­ger­trau­mer og mob­beri, ensom­hed og utro­skab, bli­ver det aldrig far­ligt. Man­sells bøger er de mest rosen­røde af de Lyse­røde Bøger, og er jeg i et bit­tert hjørne er de irri­te­rende – som en evigt glad ven, der altid laver liter­vis af lemo­nade med de udle­ve­rede citroner.

Cleo og Abbie er søstre, Cleo var en stræ­ber i fol­ke­sko­len, og blev dril­let så meget med det, at hun opgav enhver kar­ri­e­re­mæs­sig drøm, og arbej­der som limou­si­ne­chauf­før. Sto­re­sø­ster Abbie er lyk­ke­ligt, men barn­løst, gift med den ano­nyme Tom. Cleos vær­ste pla­ge­ånd fra barn­dom­men, Johnny, ven­der til­bage til den lille engel­ske landsby de bor i, for at bo i sin afdøde fars hus. Han er en mørk­hå­ret, sexet kunst­ner, og Cleo fal­der for ham med et brag. Åh nej.

Abbie og Tom betalte engang en ruge­mor for at lade sig inse­mi­nere, men det lyk­ke­des ikke. Det vil sige, ruge­mo­de­ren løj, og 18-​​årige Geor­gia, spr­ud­lende af selv­til­lid og man­gel på fin­fø­lelse ind­fin­der sig på trap­pe­ste­nen, og over­ta­ger straks Abbies før­ste­plads i Toms hjerte.

Biper­so­nerne er Cleos nabo Ash, en over­væg­tig radiovært der er en char­me­trold på mikro­fo­nen, men med rygrad som en kar­klud uden for stu­diet, som forel­sker sig hoved­kulds i Fia, Wills eks­kone – Will, som Cleo afslut­ter et for­hold til i bogens før­ste kapit­ler. Mere ind­vik­let er det ikke, sce­nen er sat og per­so­nerne kan van­dre i deres faste rute ind­til de mødes med deres ende­lige mage, og det hele ender lyk­ke­ligt (jeg har ikke læst bogen fær­dig endnu, men jeg vil vædde opvask i et år på, at det er sådan det ender).

Af samme skuffe