"Until I feared I would lose it, I never loved to read. One does not love breathing" – Harper Lee
Jeg læste også Michael Laudrups tænder da den kom frem, og grinede forsigtigt af singlegenvordigheder krydset med mor-far-barn-genvordigheder som præsenteret af de to intelligente ladies, Camilla Stockmann og Maise Njor. I denne omgang er det med omvendt fortegn, for Stockmann venter sit første barn, og Njor står mit i en måske-skilsmisse.
Mailromantisk chick-lit
Opskriften er den samme – de to mailer frem og tilbage til hinanden om små og store ting i deres respektive liv, krydret med betragtninger om hverdagen. Rigtig chick-lit er det egentlig ikke, det er det for tragikomisk og ægte til, selvom der er kærlighed og krydsild på samme facon som enhver anden rigtig kærlighedsroman ville have.
Det er også strengt at kategorisere noget som chick-lit, bare fordi bogen er skrevet af kvindelige forfattere, og den handler om hverdagsgenvordigheder. Men det er nu engang nok dér den hører hjemme. Jeg følte mig ganske godt underholdt af de to, nok fordi jeg er nogenlunde samme sted i livet, så nogen af de problemer de støder på, kender jeg jo godt selv, og det er altid rart at kunne spejle sig selv i personerne i bogen.
Men her er så mit problem, det er nemlig rigtig, levende personer den her bog handler om, og jeg har det som om, jeg sidder med en kikkert for øjet, og nidkært følger med i min nabos liv, lidt for tæt og for nærgående.
Modigt at dele, men …
Det er selvfølgelig Njor og Stockmanns eget valg at publicere deres breve, og der er sikkert en masse vi ikke får at læse, og de skal have en hånd for at være modige nok til at dele ud af en (redigeret) udgave af deres privatliv, men for mig bliver det en tand for meget, og en tand for tæt på. Men det er stadig rigtig sjovt, rigtig velskrevet og rigtig meget rigtigt. Interview med dem begge i Informeren og samme medies anmeldelse af bogen.
Det er megaübersejt at udlevere sig selv og sit kuldsejlede ægteskab som Maise Njor gør her, og mange af de fejl hun skriver hun begår, tror jeg tusindvis af danske kvinder kunne lære noget af. I øjeblikket kører programserien Hjælp min kone er skidesur over skærmen på DR2, med Mads Christensen, Søren Fauli og Søren Pind som revsere af de danske kvinder, og måden de behandler deres mænd på. Da jeg er ret feministisk anlagt, har det været sundt, interessant og lærerigt at læse denne bog og se ovenstående program simultant.
Frygtløs Formgivning
Omslag og illustrationer i bogen er lavet i naivistisk stil af kunstnerkollektivet Ingen Frygt, som også er nogen ret seje kvinder. Det er rart med en skønlitterær bog til voksne med tegninger i, og noget så atypisk som en sort titelside. (Jep, det er vildt her i Danmark!)
Litteratursiden er helt pjattet med bogen, en kvindeforkæmper er virkelig muggen, kpn er lunkne, og litteraturnu er ganske tilfredse. Politiken har også læst bogen.
