Bogens personer har de samme problemer du har, eller handlingen afspejler på bogstavelig eller metaforisk vis episoder i dit liv, og kan give dig et friskt perspektiv på dine udfordringer. Næsten hjælpe dig – som en god ven.

Samme dag næste år er en af de bøger, der røg til tops i både forfatterens hjemland England og USA, og det er jo ret stort. Den kunne være blevet en af de bøger jeg aldrig fik læst, fordi alle var så begejstrede for den, så der gik noget tid, før jeg bestilte den hjem på biblioteket – og så dukkede den op, lige her i starten af januar, første måned i et år, hvor jeg havde lovet mig selv, at det var slut med tandløse chick-lits og kalorieløse krimier. Jeg var allerede faldet i med den her, da jeg fandt et gammelt tweet fra mig selv, hvor jeg lover højt og helligt, at jeg ikke vil læse flere tandløse chick-lits og kalorieløse krimier i 2010.

Jeg var jeg overbevist om, at jeg var fortabt.

Fortabt, i en malstrøm af ubærligt sprog, usammenhængende plots og uoriginale pap-karakterer.

Samme dag næste år er historien om Dexter og Emma, Em og Dex. Overklassedrengen Dexter klarer sig på charmen og et kønt ansigt, den belæste Emma fra arbejderklassen nægter at bruge kontaktlinser i stedet for sygekassebriller, fordi det er imod hendes femistiske om kvinden som sexobjekt. De deler en nat og en dag, d. 15. juli 1988, efter deres sidste fest på studiet. De taler, de kysser – intet andet. Der sker ikke mere end det. Dexter tager ud og rejse, Emma prøver at finde ud af, hvad hun vil med livet.

Hvert kapitel handler om Emma og Dexters liv den samme dag, d. 15 juli, hvert år frem til 2007. Nogle år er d. 15. juli ikke noget særligt, nogle år sker der store ændringer i deres liv.

De forbliver venner, men altid med en underliggende strøm af kærlighed. Ind imellem er der en af dem der overvejer at det kunne blive mere, men timingen er altid forkert. De er ikke singler samtidig, eller de vil ikke det samme med livet. Og sådan kan livet være.

Flimrende historie

Samme dag næste år er ufattelig humoristisk. Emma er sarkastisk og ironisk, og ping-pong samtalerne med Dexter er en fornøjelse at læse, dialogen flyder ubesværet, som var man selv en del af samtalen. Nicholls er fremragende til at beskrive Emma og Dexter ved hjælp af deres egendele og handlinger så de bliver levende, menneskelige, vedkommende – og som venner. Især Emma bliver beskrevet gennem sine boliger: sin seng, sit service, farven på gulvet, måden hun bevæger sig på fra sengen til toilettet.

Som læser har man fornemmelsen af, at sidde med en fjernbetjening der spoler henover de 364 dage som man ikke hører om – personerne flimrer forbi, mens hjernen selv finder på det man ikke får beskrevet.

Jeg lagde bogen til side 23.59, efter at have læst sidste side to gange. Næste morgen kiggede jeg i bunken af biblioteksbøger, for at finde en ny. Ingen af dem kunne følge efter Samme dag næste år – som at spise en gang billig vanilieis efter en lækker, velstegt bøf.

Abstinenser?

David Nicholls har sammensat Emma Morleys mixtape på Spotify. Bogen kan også lånes på Netlydbog, eller læs et uddrag fra første kapitel.

Anna Hathaway er angiveligt ikke en god Emma, og her forklares hvorfor. The Telegraph er heller ikke begejstrede for filmen (måske kan en dansk instruktør ikke fange de nuanceforskelle der er i det britiske klasse-samfund? En del af nøglen til Emma og Dexters personlighed er deres forskelligartede opvækst). Politiken kalder bogen 00’ernes High Fidelity, og som stor fan af Nick Hornby, kan jeg kun give dem ret. Bogtyven elsker den også.

Når du har læst bogen (stor spoiler!) er her et interview med David Nicholls om hvordan Thomas Hardys bog Tess D’Ubervilles har spillet en rolle i tilblivelsen af bogen. Og så nævner han Elizbeth Bennets visdom og iagttagelsesevner som en inspiration til Emma. Jeg mente nok, jeg havde mødt hende et sted før.

Harmløs filmatisering

Bogen er filmatiseret med amerikaneren Anne Hathaway (som jeg ellers elsker) i endnu en rolle som en englænder skulle have haft. Instruktion af danske Susanne Bier – hun er eftersigende ikke sluppet så godt fra det – jeg har endnu ikke set filmen.

Cleo og Abbie er søstre, Cleo var en stræber i folkeskolen, og blev drillet så meget med det, at hun opgav enhver karrieremæssig drøm, og arbejder som limousinechauffør. Storesøster Abbie er lykkeligt, men barnløst, gift med den anonyme Tom. Cleos værste plageånd fra barndommen, Johnny, vender tilbage til den lille engelske landsby de bor i, for at bo i sin afdøde fars hus. Han er en mørkhåret, sexet kunstner, og Cleo falder for ham med et brag. Åh nej.

Abbie og Tom betalte engang en rugemor for at lade sig inseminere, men det lykkedes ikke. Det vil sige, rugemoderen løj, og 18-årige Georgia, sprudlende af selvtillid og mangel på finfølelse indfinder sig på trappestenen, og overtager straks Abbies førsteplads i Toms hjerte.

Bipersonerne er Cleos nabo Ash, en overvægtig radiovært der er en charmetrold på mikrofonen, men med rygrad som en karklud uden for studiet, som forelsker sig hovedkulds i Fia, Wills ekskone – Will, som Cleo afslutter et forhold til i bogens første kapitler. Mere indviklet er det ikke, scenen er sat og personerne kan vandre i deres faste rute indtil de mødes med deres endelige mage, og det hele ender lykkeligt (jeg har ikke læst bogen færdig endnu, men jeg vil vædde opvask i et år på, at det er sådan det ender).

Alle personerne fra De otte er stadig med, plus en række nye, farverige karakterer. Det er ganske snedigt set af forfatteren, at det nuværende politiske stemning kan bruges til at genoplive hendes historie, og selvom Den sorte dronning ikke er helt så spændende som De otte, er den en værdig efterfølger og afrunder hele historien på fin vis.

Bogen er fra 1988, og en af de første bøger i genren litterære klassikere, som først for alvor blev bredt kendt med Da Vinci mysteriet. Det mystiske artefact der skal findes for enhver pris i De Otte, er et skakspil med brikker af det pureste sølv og gulv, besat med rubiner og ædelstene. Angiveligt skjuler skakspillet samtidig på en formel, som kan give ejeren magt over hele verden. Samtidig med, at vi følger Cat Velis forsøg på at finde skakspillet i 70’erne, følger vi også den unge, kvindelige munk Mireille under den franske revolution, som med alle magter forsøger at skjule skakspillet for de onde kræfter der

Jennifer Weiner har skrevet et par bøger, som ikke uden videre lader sig klassificere som chick-lit. Hun er god til at beskrive mennesker med fejl, mennesker som ikke er perfekte, og som ikke finder en perfekt kærlighed, som ellers er chick-lit-kendetegn. Bedste venner starter med en typisk Weiner-karakter: Addie er tyk og upopulær, og hendes storebror Jon er skolens sportshelt. Hendes far er arbejdsløs fordi han lider af post-traumatisk stress efter sin tid som soldat i Vietnam, og Addies mor er så tyk, at andre hvisker og tisker om hende. Addie har ingen venner, indtil Valerie flytter ind ved siden af med sin umodne, fraskilte mor – ranglet pige der går i drengetøj og som kan alt det, Addie ikke selv tør.

Addie og Valerie er bedste veninder, lige til den sommer Valerie tilbringer hos sin far i Californien. Hun kommer hjem med brune ben, rettede tænder og nyudsprungne bryster – og bliver cheerleader. Addie bliver forladt, og det er ikke den eneste ulykke hun bliver udsat for i sine temmeligt traumatiserede teenageår. 10 år efter står Valerie ved Addies hoveddør, samme aften som der har været 10 års jubilæum for deres afgangsklasse, en fest Addie aldrig overvejede at deltage i. Valerie har ydmyget en gammel plageånd fra skoletiden, Dan Swansea, ved at stjæle hans tøj, og da hun stikker af i bil, kommer hun til at ramme ham – og nu tror hun, at hun har slået ham ihjel.

Starter godt, men ender skidt

Bedste venner starter godt. Addie er en typisk Weiner-hovedperson, tyk og upopulær men godhjertet indeni, og kombinationen med en smuk, men ubetænksom, veninde er set før i i Weiners God i sengen, hvor det fungerede bedre, men skidt nu med det. Valerie lokker straks Addie med ud for at finde det eventuelle lig af Dan Swansea, og bogen ser her ud til at udvikle sig til en ren Thelma & Louise-fortælling, som forsiden også kraftigt antyder. Ind på scenen kommer nemlig den stoute politikommisær Jordan, som viser sig at være ensom og fraskilt, og en sær stodder der onanerer til børnetv (fordi værtinden har dyb kavalergang!).

Det går meget godt indtil man er nået halvvejs gennem bogen, hvor der går kludder i det. Det er som om, at Weiner gerne ville skrive en krimi, men ikke kan finde ud af det – hun er bedre til de her find-dig-selv-og-find-kærligheden bøger, og Bedste venner ender med at fejle både som krimi og som kærlighedsroman. Der er alt for mange tragiske skæbner og sære mennesker til at det bliver en god kærlighedsroman, og krimiplottet er kedeligt og ikke-eksisterende. Slutningen samler de løse tråde utroværdigt sammen i en alt for velordnet knude. Det som fungerer bedst, er kapitlerne om Addie og Valeries opvækst – det er her, bogen har en gnist som kunne være blevet til noget godt, hvis Weiner havde haft nok i at fokusere på kvindernes venskab, i stedet for at rode kærlighed (og krimiplot) ind i historien.

Et fejlskud fra Weiners side, desværre.

Bogblogger er ganske enig med  mig.

Nellas mor var den verdensberømte forfatterinde, Antonia Liljenholm, som skrev en lang række gotiske kærlighedsromaner med helte, heltinder i nød, spøgelser og uhygge. Antonias søster Lily, begik måske (måske ikke) selvmord, og Nellas far forsvandt da hun var lille. Nu er Nella vendt hjem for at få orden i sagerne, og gøre op med fortidens spøgelser. Nellas ledsagerske er bogens fortæller, og i starten tror man, at hun kender Nella godt, men som bogen skrider frem, gamle dagbøger findes, hemmeligheder afsløres og folk går til bekendelse, opdager man, at ikke alle er som de giver sig ud for at være – fortælleren mindst af alle.

En kinesisk æske af fortællinger

Det er svært at fortælle mere om bogens handling uden at afsløre noget, og det vil være trist, da det er en udsøgt læsefornøjelse. Det er lang tid siden jeg har læst en dansk bog, og jeg havde glemt hvor dejligt det er, at læse en bog på sit modersmål – som ovenikøbet finder sted på Sydsjælland og København, steder jeg kender. Skov kender tydeligvis den gotiske genre ud og ind, og hun har flettet hver eneste virkemiddel fra en gotisk roman ind i bogen: mystiske dødsfald, spøgelser, familier med hemmeligheder og ikke mindst, et mystisk gods komplet med knirkende døre og mærkelig lyde.

Jeg-fortælleren er et fascinerende mysterium, der tydeligvis ved mere end hun fortæller os – læseren. Hun taler nemlig direkte til læseren, som læste man et brev fra hende, eller hørte hende fortælle, hun foregriber begivenheder, begynder på historier, for så at ombestemme sig og fortælle noget andet først, hun går til bekendelse, hun lyver og hun skjuler sandheden. Og det forfattertrick er næsten så fint udført, som mesteren, Agatha Christie gjorde det i sin klassiker, The Murder of Roger Ackroyd.

Silouet af en synder er ikke særlig uhyggelig eller nervepirrende, men alligevel er man fanget på hver side, optaget af, at trævle Liljenholms historie op, og selvom det er nemt at skelne denne roman fra de romaner der definerede genren for 200 år siden, er det et virkelig fint og underholdende forsøg på at genoplive genren. Jeg ville ønske, at Skov straks ville kaste sig over flere gotiske romancer, og behandle dem med samme kærlighed og selvironiske distance som hun gør her, og så må hun gerne pladre endnu mere gotisk lirumlarum på – flere mørke, stormfulde nætter, stormombruste klipper og skønjomfruer i nød, tak. Og det ser ud til, at jeg kan få mit ønske opfyldt.

Forresten er Skov jo åbent lesbisk, hvilket jeg havde glemt alt om, da jeg læste bogen. Så modsat mange af de anmeldere der næsten skælder ud på, at forfatterens seksualitet er repræsenteret i bogen i flere scener og figurer, skænkede jeg det ikke en tanke mens jeg læste. Skov fortæller selv i flere interviews, at det da bestemt er med vilje, at der er lesbisk sex og transsexuelle med i bogen. Jeg studsede ikke over det, da begge dele fint vil høre hjemme i en gotisk roman, hvilket vel kun understreger, at det er et kvikt genrevalg, hvis man har noget på hjerte om det emne, fordi det kan flettes ind i bogen.

Røgslør og genfærd

Nedenfor fortæller Leonora Christina Skov om baggrunden for bogen. Idéen udsprang af et virkeligt job hun havde. For at holde styr på plottet, havde hun adskillige ark papir med tidslinjer.

Ud på nettet

Information anmelder med et par små afsløringer, så hold dig væk, hvis du ikke vil overraskes. Anmeldelser, som jeg synes er interessante, kan læses på Kulturkapellet, Politiken, Kpn, Berlingske og Sentura, På forfatterenes website er links til interviews og anmeldelser. F.eks. et her på dinby.dk og Politiken. Vita og Sproglaboratoriet på P1, har også lavet udsendelser om bogen.

Elizabeth og Felipe er brændte børn, og lever i et lykkeligt forhold hvor de har lovet ikke at gifte sig med hinanden. De lever et kosmopolitisk liv i Bali, USA og hvor de ellers kan mødes, da Felipe ikke ikke kan få permanent opholdstilladelse i USA. Det går vældigt fint, og er frit, fleksibelt og fantastisk, indtil Felipe bliver tilbageholdt i tolden i USA, og den eneste mulighed han har for nogensinde at betræde amerikansk jord igen er: at blive gift.

Det er bare ikke noget nogen af dem er specielt begejstrede for – det gik jo ikke nævneværdigt godt sidste gang. Som det grundige menneske Elizabeth er, for det er det indtryk jeg har af hende, researcher hun emnet ægteskab til bunds – det vestlige ægteskab, vel at mærke, en mand, en kvinde. Hun har så dybe af efter sit første ægteskab, at det eneste der skræmmer hende mere end at blive gift, er at Felipe aldrig må komme til USA igen, hvilket tvinger hende til at acceptere tanken om giftemål. I næsten et år lever hun og Felipe i en form for selvvalgt eksil i Asien, som er det sted de har råd til at bo, mens de venter på at de (måske) kan blive godkendt til et green card ægteskab.

Ægteskabet gennem historien

Gilbert fortæller om ægteskabsritualer blandt et stammefolk i Laos, sine bedsteforældres, forældres og venners ægteskab, ægteskab i de europæiske kongehuse og hos de gamle grækere. Undervejs drager hun en masse interessante konklusioner og nævner en hel del ligeså interessante facts. Den hvide brudekjole har f.eks. ikke en døjt med renhed og jomfruelighed at gøre, det handler om at gøre som de kendte: da Dronning Victoria blev gift med Albert i 1840 havde hun nemlig en hvid kjole på, og brudebilledet blev så kendt, at man derefter efterlignede Victorias kjole både i farve og i snit.

Gilbert redegør for, hvordan ægteskabet blandt andet bygger på den idé, at en kvinde er ude af stand til at tænke selv, ikke må eje noget, eller låne penge, og derved bare er en genstand der bliver leveret fra sin fars hus til sin mands hus – som en potteplante eller en god malkeko. Kvinden skulle tage sin mands efternavn – hans slægt skulle jo føres videre. Hun skulle bøje sig for hans vilje i alle henseender, og tilhørte på alle måde ham. Denne tanke er ikke just nem at forene med de romantisk associationer vi i vesten kan lide at påføre bryllup og ægteskab.

Jeg nød bogen, den er ikke så skarpt formuleret som forgængeren Eat Pray Love, heller ikke lige så morsom, men Gilbert er stadig i fin form, når hun med lynets hast gennemgår ægteskabets mange forandringer op gennem tiden.

Inden hun har talt til fem, er Kate røget afsted til Skotland, for at mødes med en aldrende skuespillerinde, Lady Nairn, der forsvandt fra offentlighedens søgelys da hun giftede sig med en excentrisk rigmand. Rigmanden forsvandt sporløst en måned tidligere, i jagten på endnu et Macbeth-klenodie til sin imponerende samling. For at mindes sin mand, vil Lady Nairn nu sætte Macbeth op, med Kate som instruktør, og genstande fra hendes mands samling som rekvisitter – indtil der sker et mord.

Det forbandede ‘skotske stykke’ er den hellige gral Kate skal finde, da Lady Nairns 15-årige barnebarn, Lily, bliver bortført af en sindssyg morder, der hurtigt begynder at tynde ud i flokken af skuespillere til Lady Nairns forestilling.

Shakespeare + magi = ?

Ben Pearl, Kates flamme og redningsmand fra forrige bog, er næsten reduceret til en birolle, hvilket ligger i kakkeloven til en tredje bog med Shakespeare-mysterier. Jeg skal dog lige fordøje denne her, som på mange punkter er i overkanten. I den første bog viste Lee Carrell, at hun glad og gerne benytter sig af rygter og myter som kilder – forrige bog byggede på, at Shakespeare måske, måske ikke, skrev sine skuespil selv. I denne bog er vi ret hurtigt ude i, at han stjal sig til sin næsten guddommelige evne til at skrive, ved at aflure heksekunstner fra en gal, skotsk fe.

Jowjow.

Det starter nu ellers godt nok …

Idéen med det forbandede skuespil Macbeth er god nok – myterne om forbandelse af alle opsætninger af Macbeth kender selv folk der ikke er teaterkendere, og det er et godt udgangspunkt for at digte en masse om Shakespeares liv, som man, meget belejligt, ikke ved en døjt om. Desværre er Lee Carrell ikke den snedigste forfatter på hylden. Jeg var konstant forvirret over, hvem der gjorde hvad mod hvem, hvilket mystisk spejl der nu var blevet forbyttet med noget andet, og hvor Kate egentlig befandt sig henne – helt ned på sætningsniveau er der afsnit som springer rundt og er så forvirredende, at jeg dårligt kan gengive detaljerne i plottet.

Alligevel er det en udemærket bog hvis man kan lide den ‘akademiske thriller’-genre – masser af mord, mystiske artefakter med magiske evner og en god portion action. Personerne er omtrent lige så troværdige som papfigurer, men bogen vinder på sin grundidé: hvor fik Shakespeare sin inspiration og kunnen fra?

Shakespeare forbandelsen er udgivet af det lille Forlaget Punktum. Anmeldelse af Bogblogger, Politiken og Bogvægten

Har du som mig et svagt punkt for Da Vinci-efterfølgere, er der adskillige boglister på Littteratursiden.

Hovedpersonen i Den hemmelige nadver er Broder Augustin, en munk fra Vatikanet. Paven har modtaget en række mystiske breve, fra en afsender der har skrevet sit navn i kode. Brevene påstår, at en kristen sekt (som katolicismen ikke godkender) stadig eksisterer, selvom kirken fjernede dem år tilbage. Den slags vil Pave & Co selvfølgelig ikke finde sig i, især fordi en af denne sekts vigtigste dogmer går ud på, at mennesket ikke behøver en mellemmand (en præst) for at tale med Gud. Og hvad skal man så med kirken? Broder Augustin, som er meget dygtig til st løse koder, bliver derfor sendt til Milano, hvorfra brevene er sendt. I Milano ligger en kirke, hvor en vis kunstner er ved at lægge sidste hånd på en af sine største værker.

Vel ankommet til Milano, begynder der at ske en række mystiske dødsfald, som måske er selvmord, måske er mord, og mens Augustin prøver at løse den gåde brevene stiller, bliver han mere og mere fanget ind af Den sidste nadvers mystik og da Vincis personlighed.

Hvad VAR det så Leo gemte i det maleri?

Bogen bliver fortalt i et laaaangsomt tempo, og mordene er også jævnt kedelige, så de bidrager ikke til spændingen. Faktisk bremser de den egentlige handling: jeg ville bare gerne vide hvad det er, da Vinci angiveligt har skjult af mystiske budskaber i sit maleri. En af verdens absolut største kunstværker, og det smukkeste eksempler på centralperspektivet? En af de første malerier der skildrer mennesker uhyggeligt livagtigt, og midt i en situation, hvor man tydeligt kan se, hvad hver enkelt person tænker? At det samtidig gemmer på skjulte symboler og tegn – helt tydelige for dem der forstå at læse dem – synes jeg er vanvittig fascinerende.

Det er en af den slags bøger man godt kan lægge fra sig, og så samle op igen lidt senere – plottet er ikke nævneværdigt svært at holde styr på. Til gengæld vil jeg anbefale, at have en god reproduktion af Den sidste nadver tilgængelig under læsningen, så man med egne øjne kan se de tegn og symboler forfatteren fortæller om undervejs.

Leonardo da Vincis Den sidste nadver

Lige fra jeg så Indiana Jones-filmene første gang, har jeg elsket historier om professorer der jagter forsvundne kulturskatte på tværs af kontinenter. Dan Brown kickstartede genren med Da Vinci-mysteriet – genren som både kaldes akademisk thriller eller lærd mysterium. Begge gode beskrivelser, af den særlig form for bastardgenre der blander thriller/krimi-genren med en højpandet, akademisk og vindtør professor-verden.

Idéen om at lede efter et ukendt Shakespeare-stykke er absolut en god og original idé, især når den blandes med konspirationsteorier om, at Shakespeare måske ikke skrev sine egne skuespil. Konspirationsteorierne eksisterer skam – der findes forskere der vier deres liv til at finde beviser for, at ditten jarl eller datten hertug egentlig stod bag Romeo og Julie, Hamlet og Macbeth – og det er da skidespændende stof, ligesom det forsvundne stykke, som muligvis er bygget over en sidehistorie af en af verdens andre store forfatter, Miguel Cervantes Don Quixote.

Papfigurer

Men, når nu Lee Carrell har researchet måsen i laser for at have alle facts om de skøre konspirationer helt på plads, er det synd, at figurerne i bogen er så tyndt skåret ud, at de nærmest er gennemsigtige. De er hentet direkte fra kassen med arketyper til en historie som denne: den distræte forsker-heltinde, som er en wild horse i den akademiske verden, den hyrede hånd som måske/måske ikke hjælper heltinden, den gamle lærermester som altid har det rigtige råd, osv osv.

Idéen er god, men den er halvskidt udført.

Historien er noget med, at hendes fefætter Claude og fe-onkel Dermot, som er  flyttet ind hos hende, påstår at de er tiltrukket af hendes feblod, og derfor elsket bo samme med hende. Sookie er dog mistænksom, og mener, at de to feer skjuler noget. Modbydelige Sandra Pelt er ude af spjældet, og er på morderisk færd efter Sookie. Samtidig er det roderi der er vampyrpolitik, blevet endnu mere rodet, og Eric og Pam er nu truet på livet (eller døden) af Felix som de snart planlægger at slå ihjel, og denne historie er Sookie selvfølgelig også blandet ind i.

Det mest interessante i denne bog er helt klart en endelige redegørelse for Sookies relation til feer, og feernes relation til hendes familie – og hvordan henedes telepatiske gave egentlig fungerer. Hvor fe-halløjsaet slet ikke fungerer i tv-serien er det klart noget af det mest interessante i bogen. Men på ingen måder den bedste bog i serien, den virker snarere som en overspringsbog og en optakt til noget rigtig tjubang i bog 12 og 13.

Vindens skygge gik sin sejrsgang over Europa, og senere USA, da den blev udgivet i 2001, og Ruiz blev sammenlignet med alt fra Charles Dickens til Jorge Luis Borges, og var den første bog jeg hørte omtalt som magisk realisme, en ordsammensætning der er smuk i sin ulogiske kontrast.

Daniel er søn af unge Sempere fra Zafons anden bog Englens Spil, som egentlig er udgivet syv år efter Vindens Skygge, men handlingen foregår efter Englens Spil. Daniel lever i et Barcelona præget af tiden lige omkring Francos hårde styre, hvor han som 10-årig introduceres for De Glemte Bøgers Kirkegård af sin sørgmodige far, der aldrig er kommet sig over tabet af Daniels mor. På Kirkegården finder Daniel bogen Vindens Skygge af den ukendte forfatter Julian Carax, og lover, i overensstemmelse med reglerne for Kirkegården, at han vil bevogte bogen med sit liv.

En bog, et løfte

Carax” bog tryllebinder Daniel, og både bogsamlere og en uhyggelig, ansigtsløs mand prøver at købe bogen af Daniel, som nægter at sælge. I stedet prøver han at opklare hvem Carax var, og i jagten møder han sin første forelskelse i den blinde, noget ældre, smukke Clara. Daniel er ikke den heldigste i kærlighedsanliggender og får knust sit hjerte. Senere møder han den veltalende, hjemløse Fermín på gaden, og får ham ansat som litterær detektiv i faderens boghandel og så tager historien en drejning – Daniel er ikke længere herre over begivenhederne, der fører ham og Férmin afsted for at finde løsningen på gåden om Julian Carax. I hælene har de Fermins nemesis, den afskyelige ondskab selv, i form af en højtstående politiofficer, som kender mere til Carax end han giver sig ud for. Bogen er både en romance, et eventyr i magisk realisme-genren og en spændingshistorie.

En antihelt?

Daniel er, som David i Englens Spil, ikke den modigste i verden, og selvom Daniel tror, at han selv vælger sin skæbne, er det nærmere skæbnen der tvinger ham  til at lede efter løsningen på en gåde bag en mystisk bog – nøjagtig som David. Begge unge mænd er blot talerør for historien, som er medrivende og fantasifuldt fortalt, og man sidder som læser ofte med tilbageholdt åndedræt. Ruiz” evne til at filtre trådene i sin krimihistorie sammen på kryds og tværs, for derefter elegant at filtre dem ud igen, er upåklagelig, og  den film noirske stemning i Barcelona, som dog er mere udtalt i Englens Spil, er fantasisk beskrivende og filmisk.

Det absolutte højdepunkt i Vindens Skygge er dog hver gang Férmin åbner munden, og udgyder en sand lindstrøm af kløgtigheder, ordsprog og hjemmestrikkede sandheder. Ruiz er en sand mester i dialoger – selv den salvesfulde gamle professor der fortæller om urmagerens kranke skæbne er en fornøjelse at læse, ligesom jeg elsker hvordan han kan opsummere en tilfældig bipersons liv i få, men præcise, og ordrige sætninger.

Det eneste der skæmmer både Skyggen og Englen er, at Riuz næsten taber bolden på målstregen – han lader mysteriet blive opklaret via et brev, og overtræder herved en næsten fortærsket, men stadig sand regel om, at man bør show it don’t tell it. Ikke at det gør noget mens man læser, for der er man så nysgerrig at man læser hvad som helst, men efter endt læsning, følte jeg mig snydt for dramatiske scener med følelsesmæssig dialog – jeg ville gerne have været tilstede under begivenhedernes gang, i stedet for at få dem refereret.

Alligevel vil jeg på det varmeste anbefale denne bog til alle der elsker et godt myssterium, ulykkelig kærlighed, tju-bang og humor.

Som barn for han bogen Store forventninger af Charles Dickens foræret af boghandleren Sempere, som bliver en af hans få, faste holdepunkter i livet. Som teenager får han job som stik-i-rend-dreng på en af byens småaviser, og får chancen for at skrive en romanføljeton på avisens bagside, som fører til, at han ender hos et forlag ejet af to skruppelløse halvforbrydere, der presser Davids evner til det yderste. Bogserien De fordømtes by nyder stor succes, til stor glæde for en anden af hans få venner, den noget ældre rigmandssøn, Pedro Vidal, som har været hans økonomiske og venskabelige velynder i mange år.

Da David for alvor bliver presset fra flere sider, dukker en mystisk fransk forlægger med det italienske navn, Andreas Corelli op, og giver ham et tilbud han ikke kan afslå. For en enorm mængde penge, skal han skrive en særlig bog, en bog der kan omvende folk – en slags ny verdensorden. Han siger ja til tilbuddet, og herefter går det kun ned af bakke for David, mens ulykker og dødsfald sker omkring ham. Varslet om snarlig undergang tager til, da han opdager flere forgængere, forfatter som ham selv, der tog imod et lignende tilbud fra den samme Corelli – og betalte med deres liv.

En spansk trailer for bogen – bare den spanske speak, som jeg ikke forstår et kvæk af, øger mystikken…

En forhistorie

Englens spil er udgivet 7 år efter Zafóns første bog på dansk, Vindens skygge, men er faktisk en prequel til den. Vindens skygge har undveget mig i mange år – stået på min ønskeseddel næsten siden udgivelsen i 2001, men jeg har aldrig fået den (forbandelsen ved at arbejde i en boghandel, ingen køber bøger til dig!), og jeg har aldrig lånt den, da det føltes som en bog der burde ejes. Englens spil stod og så ensom ud på bibliotekets hylde, og det føltes som bibliotekets forslag til min næste bog.

Og hvilken bog.

Jeg skal have fat i Vindens skygge. Pronto!

Den indeholder så mange skønne læsekvaliteter, at de fejl den har, nemt kan overses i ligningen. For det første er Zafón uendelig god til sine virkemidler – han har et drys Raymond Chandler detektivroman, med sin beskrivelse af det undergangsramte Barcelona, en byronsk helt i David Martín, bøger der er farlige at læse, en umulig kærlighed, en kæk og vittig heltinde, og et farverigt persongalleri der blandt andet består af vidende ældre boghandlere, korrupte betjente, hekse og andet godtfolk. Englens spil er på alle måder en gotisk roman, den indeholder stort set alle de klassiske ingredienser, lige fra den mystiske kvinde i hvidt til det gamle, hjemsøgte hus. Samtidig er den så overdreven, at den føles som en parodi på selvsamme genre, noget min favoritforfatter Austen gjorde aldeles yndigt i Northanger Abbey.

Typisk gothic novel-stemning. Billede lånt fra The Gothic Novel.

Bogen er filmisk i sin kvalitet – både de mundrette, kvikke dialoger, og de mange scener og lokationer i Barcelona, ikke mindst biljagten mod slutningen af bogen. Jeg forestiller mig, at det kunne blive en prima grafisk novelle. Desuden strør Zafón om sig med litterære referencer, både åbenlyse, som at Isabella kalder David Mr. Rochester, og også fortællestrukturen, som har en helt, en heltinde, en gammel vismand der dør før helten kan klare sig selv, en ond skurk der vil overtage verden osv, osv.

Samtidig er bogen også et spin på Faust – Dantes klassiske fortælling om en mand der sælger sin sjæl til djævelen.

En bogelskers bog

Som en lille del af plottet bliver David introduceret for De Glemte Bøgers Kirkegård, et hemmeligt sted under Barcelona, hvor glemte bøger bevogtes. En gammel boghandler, Sempere, som beskytter David viser ham stedet. Sempere mener, at alle bøger indeholder et stykke af forfatterens sjæl, og et stykke af sjælen fra alle personer der har læst bogen, hvilket lader den leve evigt. Det fik mig til at tænke på Harry Potter – i flere omgange får Harry at vide, at så længe man husker og mindes de folk man har mistet, f.eks. hans mor og Dumbledore, vil de aldrig rigtig dø, men leve videre i erindringen hos dem der har kendt dem. Sempere mener helt klart, at bøger er næsten levende væsener, og har givet gaven at læse en god bog til mange igennem sit liv.

Englens spil er, udover at være utrolig mange ting, også en bog om folk der elsker, bøger, eventyr og fortællinger, skrevet af en mand, der tydeligt værdsætter en god bog.

Løse ender i alle hjørner

Bogen har et helt garnnøgle af løse ender og ubesvarede spørgsmål, men jeg vælger at tro, at nogen af dem bliver løst ved at læse Vindens skygge, og samtidig vente tålmodigt på de to yderligere bøger i den kvartet Zafón har besluttet sig for, at de to bøger er en del af. Da jeg alligevel har trang til at prøve at få rede på bogens mangeartede plot, skal du ikke læse videre, hvis du ikke har læst bogen.

E.L. Fay har skrevet et rigtig god essay om sit synspunkt på bogen, og på Goodreads er der også mange interessante teorier. Læs også Zufóns egen kommentar til bogen – ikke at det giver meget klarhed, men det hjælper da lidt.

Fra det gamle Barcelona. Lånt fra Fotos Con Historia.

En læser forklarer her, hvorfor han blev skuffet over at læse Englens spil, og kommer med den interessante tolkning, at David faktisk er Zufón selv, og at bogen Store forventninger er en slags hint om, hvor svært det er at skrive bog nr. 2 til en verdensomspændende succes som Vindens skygge var. Det er en interessant tolkning, som  den grad giver mening – og kun vil højne min egen opfattelse af Zufón som virker som en mand med en god portion humor. Som læseren herover, følte jeg også ind imellem, at jeg blev taget ved næsen mens jeg læste. David pointerer selv, at måske burde han være død, i stedet for hans pseudonym Ignatius B. Samson. Hinter Zafón igen om, at han selv kan have lyst til at skrive under pseudonym?

Spoileradvarsel – læs ikke videre, hvis du ikke har læst Englens Spil

-

-

-

-

Spoilers: de sidste hundrede sider efterlod et væld af spørgsmål

1. Var det Diego Marlasca der slog Cristina ned og lagde manuskriptet på plads, eller var det David selv? Politidirektør Grandés kommenterer, at David har haft englebrochen i sit revers hele tiden. Vi har ikke fået at vide, at han har sat den der efter at have samlet den op – så er Corelli egentlig hans alter ego, eller måske nærmere Corelli der har besat David?
2. Hvorfor har Diego Marlasca og David Martin de samme initialer? Diegos navn er ekstremt spansk, og Davids navn er nærmest bibelsk og enklere?
3. Det var så Jaco der lå i Marlascas grav i hans sted? Og den rigtige Ricardo Salvatore var fanget i Tårnhuset for at udgøre ‘den rene sjæl’, som den rigtige Marlasca mente han havde brug for?
4. Hvad var det lige med den heks Somorrosto? Hvorfor havde hun et ar over halsen – når det var den måde hendes mor angiveligt var blevet dræbt på?
5. Hvad med alle de ting Grandés påstod han havde fundet ud af, om Davids historie. Var det sandt, eller var det bare noget han bildte ham ind, for at indgyde ham tillid, så han stolede på ham? Jeg hælder mod det sidste.
6. Prøvede Corelli at trænge ind i Cristinas sind – nogen prøvede i hvert fald. Hun siger ‘Jeg lod ham ikke komme ind’, og ‘Jeg må gå. Før han ser dig’, som om, Corelli han trænge ind på David via Cristina. I sidste ende indrømmer han også, at det var ham der tog Cristina fra David – dvs. han overtalte hende til at begå selvmord.
7. ‘Besatte’ Corelli måske David på De Glemte Bøgers Kirkegård, da han så sig selv i spejlet, men med mørke, sorte øjne?
8. Hvem er ham Corelli? Er han Lucifer, dvs. den faldne engel, som Roures, magikeren, fortæller David? Det giver jo mening – det sorte jakkesæt, ulvesmilet, englebrochen – og ikke mindst hans dagsorden om at overtage verden ved hjælp af en ny verdensreligion. Lucifer var, forresten, oprindeligt navnet på stjernen Venus ved morgengry, men endte på en eller anden måde med at blive navnet på den ærkeængel der blev udvist af Himmerige.
9. Hvad med den forfatter som Corelli havde fat i allerførst, som boghandler Barceló fortalte David om? Hvor passer han ind? Vil Corelli bare fortsætte med at antaste forfattere, til en af dem rent faktisk får skrevet den fabel han gerne vil have?
10. Måske døde David rent faktisk af den hjernetumor. På Goodreads blive det foreslået, at de sidste to akter i bogen faktisk er et opspind, en alternativ virkelighed David oplever, som følger af tumoren. I den teori passer epilogen fint ind – her dør han endelig, efter lang tids sygdom, og bliver forenet med Cristina.
11. Hvis det meste af historien er opspind i Davids hjerne, forklarer det måske sammenfaldet mellem hans og Diegos navne. Marlasca levede virkelig, men døde som de fleste troede han gjorde, og resten af historien er spin i Davids hjerne, som vi skal huske er vandt til at skrive præcis den slags historier, om mord og forræderi.
12. Vi ved ikke hvor længe, tumoren har siddet i hans hovede – måske sad den der allerede, da David havde oplevelsen med Chloé?Det forklarer også, hvorfor han virker så omtåget og ikke sørger over de forskellige dødsfald – deriblandt Cristina, Pedro Vidal og Sempere. Enten er han i chock, og kan ikke absorbere det, eller også er det en drøm, og derfor ikke oplevelser der kan give virkelige følelser.

Mærkelig fakta, som måske ikke betyder noget overhovedet:

1. Ismael, navnet på Marlascas dreng der døde, var også navnet på profeten Abrahams første barn, som han fik med en slavekvinde, fordi hans egen kone, Sara, ikke kunne give ham børn.
2. Semper betyder altid på latin. Som i boghandler Sempere. Måske.
3. Da David rejser fra Barcelona joker han med, at kaptajnens navn er Charon. Det var navnet på færgemanden der i græsk mytologi sejlede de døde til Hades.
4. Det er ret sjovt, at David skal skrive 6,66 sider om dagen for de to gerrige forlæggere, for at opfylde sin kontrakt – sin kontrakt med djævelen, oder was?

Mac tog af sted for at arbejde i en måneds tid, og imens har ventetiden drevet Wyn til vanvid, da han hverken har ringet eller skrevet i mellemtiden – og så dukker han op ud af det blå, foran det lille Queen Anne Street Bakery hvor Wyn arbejder. Deres forhold er stadig nyt og sårbart, og Wyn er stadig ikke blevet skilt fra sin nedrige eksmand, der trækker skilsmissen ud i uendelighed. Mac er ikke mere meddelsom om sit liv efter de er blevet kærester end han var før, og Wyn har svært ved ikke at vide noget om hans baggrund og familie.

Wyn og Macs forhold bumber afsted. Imellem dem ligger emner som Macs bror, som han ikke vil tale om, den roman han har skrevet færdig, men ikke rigtig kan få taget sig sammen til at sende til en agent, og deres begges mangel på penge. Mac ender med at stikke halen mellem benene, og køre sin hvide El Camino mod Alaska. Han strander dog halvvejs, i en lille by i Yukon, hvorfra han skriver breve til Wyn og prøver at forklare.

Imens er der problemer på bageriet. En ny konditor, Maggie, bliver ansat, og den unge barista Tyler ser sig straks sur på hende. Tylers hår er stadig lige blåt, og mens hun sender stikpiller til Maggie, bliver hun smidt ud hjemmefra og flytter ind i et kollektiv, som også viser sig at give problemer. Tyler har dog kastet sin kærlighed på Wyn, som en slags forladt hundehvalp, og ender med at gå i lære hos Wyn om natten som bager, for at slippe for at arbejde dagtimer med Maggie.

En ventet anden halvdel

Jeg tror ikke, at Hendricks havde en toer i tankerne da hun skrev Bread Alone, men fortsættelsen føles helt naturlig. Der var da løse ender i den første, men det er nogen gange rart med en bog der ikke binder en sløjfe på alle karakterenes historier, så ens egen fantasi får noget at arbejde med. Hendricks skrivestil flyder afsted, som blød karamel på tungen. Alle karakterene føles som nære venner, og man vil gerne kende deres videre skæbne – selv den mugne Linda LaGuardia.

Marin og Jack i Men in Trees, som næsten kunne være Wyn & Mac

På trods af, at Bread–bøger genremæssigt befinder sig i samme boldgade som Walker og datter, er skrivestilen helt anderledes: varm, imødekommende, deltagende, og med et skær af melankoli som jeg tror kommer fra Seattle hvor bogen foregår. I de passager hvor Mac sidder i Yukon og sender breve hjem til Wyn, anes en knivspids af stemning fra Austens Persuasion, og det havde været et spændende eksperiment at lade Wyn svare tilbage, og lade brevene fylde mere i bogen. Hendricks er god til at beskrive længsel.

Levende billeder med samme stemning

Stemningen i bogen fik mig til at tænke på den kortlivede tv-serie Men in Trees, hvor Anne Heche spiller en kvindelig forfatter der strander i Alaska, og forelsker sig pladask i Jack, som i den grad kunne være Mac. De personligheder han støer på i Yukon kunne uden problemer være bipersoner i serien.

Amy Adams som madlavende Julie i Julie & Julia

Bagningen og maden fylder en smule mindre i denne bog end i den første, men der er alligevel mindelser om Julie og Julia, hvor Amy Adams og Julia Roberts laver mad på tværs af generationer.

Trailer for Julie og Julia

Trailer for sæson 2 af Men in Trees

Jacob Jankowskis største bekymring er hans forestående eksamen som dyrlæge og om han får lov at nå til second base med klassekammeraten Caroline, da rektor kalder ham til sig: hans forældre er døde i et tragisk biluheld, og har efterladt sig en bundløs gæld, en gæld skabt ved at betale Jacobs studier. Uden et sted at bo, eller styrken til at afslutte sine studier, flakker han omkring ved jernbaneskinnerne, og hopper uden at tænke ombord på det første det bedste tog.

Fra filmen Water for Elephants

Men det er ikke et hvilket som helst tog: det er et cirkustog, The Benzini Brothers, og Jacob bliver hurtig optaget i cirkusflokken på grund af sin baggrund som (næsten) dyrlæge. Han får både skabt sig venner og fjender, samtidig med, at han tiltrækkes uigenkaldeligt af den smukke cirkusprinsesse Marlena. Marlenas mand, August, er ansvarlige for cirkussets dyr, som Jacob hurtigt bliver knyttet til.

Rammen om romanen er den nogen-og-90-årige Jacobs fortælling fra sin rullestol på et plejehjem, hvor han glider ind og ud af sine erindringer, og man springer fra nutiden til starten af 1900-tallet fra kapitel til kapitel, mens Jacobs historie rulles ud.

Moulin Rouge om igen

For det første er Gruens beskrivelse af den aldrende Jacobs tristhed over at være gammel og begyndende senil rørende og tragisk på samme tid, som han sidder på et plejehjem hvor beboerne bliver nægtet smør, sukker og salt – de skal jo leve sundt i deres fremskredne alder.

Jacob og elefanten Rosie

For det andet faldt jeg pladask for historien om Marlena og Jacob, som minder i stil og tone utrolig meget om filmen Moulin Rouge, som jeg har set de første 10 gange. Den fattige knægt der tilfældigt lander i et show– og gøglerliv hvor han får lov at blive på grund af et særligt talent, hvor han finder venner i kunstneriske dværge og oplever alkohol, ydmygelse og uendelig jalousi fordi han falder for showets prinsesse, der både beskyttes og mishandles af cirkusdirektøren – og som tilhører en slibrig vendekåbe af en voldelig psykopat er en ret nær beskrivelse af både bog og film.

Cirkusset er en perfekt baggrund for romancen, og det meste af bogen foregår ombord på eller omkring toget, som er omdrejningspunktet for en cirkusgøglers liv dengang. Jeg læste bogen på engelsk, hvor den er fyldt med fantastisk cirkus-slang, som kun er med til at give bogen kulør – jeg håber, at den danske oversættelse har ramt det farverige sprog, og hvis ikke, er den nem at læse på engelsk.

Det er den perfekte strand– eller hængekøjebog, som netop er filmatiseret med Robert Pattinson og Reese Witherspoon i hovedrollerne. For god billedsamling fra filmen samt vintage cirkusfotos kig her.

Anmeldelser

• Bøgerne
• Breaking Free
• Anne Naturglad
• Litteratursiden
• Sannie