Hun er dog hverken kendt eller rig, og bor sammen med sin uduelige kæreste Christopher, som arbejde ulønnet med a restaurerer stengærder og andre mindesmærker. Det er Megs sølle løn der betaler for det fugtige hus de bor i, og Christopher er for det meste af tiden sur og utilfreds.

Men Meg har sine venner, en del ældre bekendskaber, som alle er veluddannede, intelligente personligheder, som hun har adskillige filosofiske og videnskabelige diskussioner med, som fik min utrænede hjerne i omdrejninger. Enhver videnskabsmand vil nok rynke på brynene af en bog som denne, men det er rart med en bog, der i ny og næ udvider ens bevidsthed, og får en til at stille spørgsmål ved, hvorfor vi er som vi er, gør som vi gør og hvorfor vi egentlig er her.

Ved en fejltagelse får Meg anmeldt en forkert bog til magasinet, en bog der handler om, hvordan man kommer til at leve evigt. Hun diskuterer ivrigt emnet med sin bedste veninde Libby, der dog er mest optaget af, om hun skal blive hos sin mand eller forlade ham til fordel for en elsker.

Vi følger Meg igennem én periode af hendes liv, som er svær for hende. Fra de anekdoter hun fortæller om sin barndom og ungdom, kunne enhver anden periode af hendes liv have været ligeså interessant at høre om. De mange små historier, betragtninger og teorier som er drysset ud over siderne, virker som Thomas” egen pendant til den bog Meg prøver at skrive: en bog om en forfatter der skriver genrelitteratur der prøver at skrive en ‘rigtig’ roman, og prøver at finde måder hun kan flette sin research til genrebøgerne eller anmeldelserne ind i bogen så de ikke er spildt. Bogen virker som en kløgtig sammenfletning af bunker af små historier Thomas har samlet sammen, som hun til sidst har flettet sammen i en historie, der er lidt som at læse en labyrint. Samtidig er Vores tragiske univers også en plotløs fortælling, den slags fortælling Meg så gerne vil skrive.

Bogens sprog flyder over siden, og som Kristlig Dagblads anmelder, prøvede jeg også at læse bogen i små doser, for at få lov at blive i universet så længe som muligt. Jeg er altid bange for, at glemme de pointer og indsigter jeg får ud af en bog i samme øjeblik jeg lægger den fra mig. Men ikke kun pointerne er værd at blive i bogens univers for, den er udpræget engelsk, og finder sted i små, søvnige havnebyer, som er grå og kedelige, men samtidig levende og varme som følge af de videnskabelige diskussioner bogens karakterer har.

Litteratursiden, Kristligt Dagblad, Bookmunch, The Guardian, New York Times

Capitol bombede Distrikt 12 som hævn for, at Kattua forsvandt ud af dødsspillet i forrige bog. Capitol har fængslet Peeta, og de få andre overlevende deltagere i spillet, og kun på grund af Gales modige indsats, blev der reddet ca. 800 indbyggere fra Distrikt 12, deriblandt Kattuas mor og søster, som nu er i sikkerhed i Distrikt 13.

Distrikt 13 har fået lov at være i fred, fordi de truede Capitol med de atomvåben, de engang byggede. Nu lever de under jorden, mens de forbereder et nyt oprør mod Capitol, ved at starte undergrundsbevægelser i de forskellige distrikter. Hverdagen i Distrikt 13 er striks og planlagt efter et skema, noget Kattua slet ikke kan indfinde sig under. Samtidig kæmper hun med, at hun er blevet ansigtet for oprøret ud aftil – Sladredroslen, oprørernes leder, som indgyder håb i de mange distrikter.

Referencerne til reality tv fortsætter. Kattua styles og instrueres i, hvad hun skal sige, da der filmes propaganda spots for oprørernes sag. Planen er, at overtage den nationale tv-station, og sende spots’ne ud til hele landet. Som altid er der problemer hvor Kattua færdes, og hun fanges hurtigt i kamp, og bliver såret. Mens hun kommer sig, må hun overvære modspots fra Capitol, som har Peeta som fange, og bruger ham imod oprørerne.

Læs ikke videre, hvis du ikke har læst bogen – her kommer afsløringer om slutningen!

Æv, æv, æv, for en slutning. Det er svært at gennemskue, hvad Collins” idé med sin trilogi er, nu jeg har læst den færdig. Hvor bog 1 er en samfundskritik mod realityshows, som også udbygges en smule her i bog 3, men som aldrig føles som noget gennemtænkt. I stedet ender bogen som en slags dokumentar fra den Irak-krig der oprindeligt inspirerede Collins til serien.

De unge hovedkarakterer, Gale, Kattua og Peeta, bliver helt og holdent destrueret af forfatteren. Gale konstruerer dødsfælder, der dræber minearbejdere som ham selv, han bekæmper død med død. Peeta bliver hjernevasket af Præsident Snow, og tror, at Kattua vil slå ham ihjel. Da oprørerne redder ham, er der intet tilbage af den gamle, gode Peeta, kun en forvirret ung mand, der prøver at slå Kattua ihjel. Kattua selv bærer hele verdens skyld på sine smalle skuldre, og har svært ved, at være den leder oprørene eftersøger, og kan ikke kapere den strøm af døde hun efterlader i sit kølvand.

Udover destruktionen af de tre karakterer, og deres indbyrdes forhold, ryger fortællingens rytme også overbord. Bogen træder vande under Kattuas ophold i Distrikt 13, hvor hun skiftevis såres fysisk igen og igen, og skal komme sig, og har uanede mængder af mararidt. Collins falder også i den fælde, at hun konstant gentager fakta fra de to tidligere bøger, som enhver læser godt kan huske, hvilket er trættende. Til sidst er det helt utroværdigt, at en 17-årig kan komme ovenpå, efter de skader hun udsættes for. Collins vil gerne så tvivl om oprørernes bagtanker med et oprør, især deres leder Præsident Coin. Coin forbliver dog en papfigur, som vi ikke lærer at kende – vi ved blot, at Kattua ikke kan lide hende.

Som med de tidligere bøger er denne også fortalt i jeg-person, og de begivenheder Kattua ikke deltager i, kan hun kun genfortælle, og det er altså ikke ligeså spændende. På dette tidspunkt har jeg som læser stadig ikke et særlig klart billede af Kattuas mor og søster, eller mange af de nye karakterer i denne bog, som blot er navne der passere henover siderne.

Død med død på

Der dør folk til højre og venstre i denne bog, og det bliver for meget. De mange dødsfald bliver meningsløse, fordi de dør uden grund, og uden formål. Det er ikke altid nødvendigt for plottet, eller for at skubbe Kattua eller en anden karakter fremad. Prims død til sidst i bogen, har ikke den indvirken på mig som læser den burde, fordi jeg ikke kender Prim nok. Hendes død burde påvirke mig mere end Rudes død i den første bog, men jeg efterlades følelseskold, fordi hendes død er én af mange.

Fra at være en kløgtig samfundskritik af nutidens dyrkelse af realityshows, taber Collins bolden, da hun skifter over til at lave kritik af krig i stedet. Sidste del af bogen minder om en krigsdokumentar, og som med de sultne børn på tv, ender jeg med, ikke at tage notits af dødsfaldene til sidst. Hvor en forfatter som J.K. Rowling har et formål med hver eneste dødsfald, er der ingen mening her. Det fine moralske valg i bog 1 er, at Kattua måske skal slå en dreng ihjel der har reddet hendes liv for at redde sit eget. I bog tre er det helt sat til side, til fordel for en krigsfortælling, som er unødvendig, og som fraviger den første bogs præmis og logik. Kærlighedshistorien ender med, at blive en underlig, ødelagt sidehistorie historie, om en egenrådig pige, som ikke kan se ud over sin egen næse, og droppe sine ungpigesværmerier midt i en krig.

Dødsspil nr. 75 skal afholdes, og det skal markeres som noget særligt. Deltagerne, kaldet sonere, skal findes blandt tidligere vindere, og det bliver Kattua og Peeta, som endnu engang skal kæmpe for livet. Spillet er noget anderledes end ellers, da nogen af deltagerne er tæt på 70, og de er alle trænede mordere, de overlevede et spil. Samtidig er de også venner indbyrdes, da alle vinderne normalt er til stede i Capitol under hvert spil, og flere af dem er mentorer for de nuværende deltagere.

Arenaen er helt anderledes end den Kattua kendte fra året før. Den er cirkelrund,  en sø i midten, omgivet af en sandstrand, og en tyk jungle, som byder på alskens modbydelige farer. Spilmestrene har oppet sig denne gang, og spillet er farligere end nogensinde. Kattua og Peeta danner alliance med den selvglade Finnick Odair, der vandt spillet som 14-årig, samt en gruppe tidligere vindere med hver deres styrker.

Oprøret ulmer ude i distrikterne, og Kattua kan ikke finde ud af, hvem hun kan stole på, eller hvad hun skal stille op. Hun kan ikke hitte rede på sine følelser for Gale og Peeta, som begge er såret over, at hun har kysset dem begge. Allerhelst vil hun aldrig giftes eller sætte børn i verden, som måske skal deltage i Dødsspillet når de bliver 12 år.

Lidt for meget dagbog

Anden bog i trilogien begynder at lide under, at vi kun hører Kattuas version af historien. Hun er ikke nævneværdig god til at gennemskue de polistiske spil, faktisk temmelig dårlig, og fordi vi som læsere ikke ved mere end hun ved, er der en masse detaljer om Panem jeg som læser higer efter, men aldrig får. Jeg længes efter, at hun taler ud med nogen om sine følelser for de to fyre, sine bekymringer for familien, og sit behov for, at løbe væk. Det bliver ensformigt, at hun kun kæmper med det i sine egne tanker.

Samtidig begynder der at være lidt småproblemer med, hvordan hele fundamentet for historien hænger sammen. Kattua omtaler hele tiden en ‘fjende’ og nogle ‘de’, som er personificeret i Præsident Snow, men hvem ER de? Er der kun Snow, én enkelt mand, der holder indbyggerne i et jerngreb? Kan det lade sig gøre? Og hvorfor gør han det? Hvordan er han blevet Præsident i et land uden valg? Indbyggerne i Capitol er ikke onde, blot overfladiske og forkælede, som små børn, så de er svære at se som en egentlig fjende. Jeg vil godt købe idéen om, at Snow kan holde et land under fode ved hjælp af truslen om, at børn og unge skal kæmpe for livet i Dødsspillet. Han bruger mængder af propaganda, som enhver anden totalitær stat, men han kan ikke gøre det alene. Hvad er hans motiv? Blot magt? Er han ond, hele vejen igennem?

Jeg vil gerne vide mere om de mørke dage, som ledte til oprøret, der ledte til oprettelsen af Dødsspillet. Jeg vil vide mere om de forskellige distrikter, om Capitols organisation og indretning, om Præsident Snows folk. Og det får jeg ikke at vide, fordi det ikke interesserer Kattua – og det er synd.

Hvert år afholdes Hunger Games, Dødsspillet, som alle Panems indbyggere tvinges til at se. De 12 distrikter i Panem skal trække lod mellem alle 12–18-årige, og en pige og en dreng sendes til hovedstaden Capitol – som ikke selv skal levere deltagere. De unge bliver sendt til en arena, og skal kæmpe for deres liv, til én vinder står tilbage. Showet er underholdning for de overfladiske indbyggere i Capitol, der kun tænker på deres udseende, den næste fest, og det næste måltid, mens indbyggerne i de 12 distrikter sulter.

Arenaen er, heldigvis for Kattua, denne gang udformet som en kæmpe skov, der minder om den i hendes eget distrikt. På grund af sine evner som skytte, bliver hun tildelt høje odds, og derfor vil de andre deltagere betragte hende som en svær modstander. Det er hun klar over, og hun gør hvad hun kan, for at fremstå stærk. Det falder hende naturligt, da hun overtog rollen som forsørger for sin lillesøster og sin deprimerede mor, da hendes far døde som 11-årig. Hun er en tavs, modig – nogle gange overmodig – ung kvinde, som kan og tør handle. Hendes største problem i arenaen er, at hendes mandlige modpart fra distrikt 12, bagerens søn Peeta, erklærer hende sin kærlighed på tv – lige før, dødsspillet skal begynde. Og ham skal hun måske slå ihjel for selv at overleve.

Katniss” forhold til Peeta i spillet, forværres af vennen Gale der venter hjemme i Distrikt 12

Tankevækkende og underholdende filmatisering

Jeg så filmen før jeg læste bogen, og den er FANtastisk. De få ting der er undladt fra bogen, er kløgtige fravalg, og Jennifer Lawrence som Katniss (som er hendes navn i originaludgaven) får hele filmen til at hænge sammen. Forfatterens grundidé, at kombinere gamle gladiatorkampe med nutidens realty-shows, er ikke ny, men dog original i sin eksekvering, og det fungerer rigtig godt, også på film. Min anmeldelse af bogen er farvet af, at jeg kendte slutningen, men jeg bladrede alligevel spændt videre, selvom jeg vidste, hvad der skete.

Den eneste forskel på Hunger Games tv-showet og X-factor eller Robinson Ekspeditionen er, at folk der bliver stemt ud, rent faktisk ikke bliver slået ihjel. Men dyrkningen af deltagerne, seernes optagethed af deres favoritters skæbne, er det samme, og det er skræmmende. Og selvom en X-factor vinder får en pladekontrakt, er der ingen af de danske vindere der har præsteret noget de får nogen form for respekt for – de kunne, i sagens natur, ligeså godt være ‘døde’ for omverdenen.

Kattua nægter at spille efter reglerne i spillet. Hun nægter at være en cirkushest der bliver trukket rundt i manegen som underholdning for de uvidende masser, mens et lurende oprør ulmer i de fattige distrikter, og fortsættelsen på det, kommer i de to efterfølgende bøger – Løbeild og Oprør.

Katnis og Peeta i træningsdragter

Kedelig jeg-person

Om det er fordi, jeg så filmen først, ved jeg ikke, men jeg bliver distraheret af, at bogen er fortalt i jeg-person. Det er nok min personlige preference der spiller ind, men jeg bliver træt af Kattuas konstante analyseren af de andre karakteres gøren og laden, og hvorvidt de er på hendes side eller ej. Man får alt fortalt igennem hendes filter, uden mulighed for, som læser, selv at danne sig en mening om karakteren. I filmen er Jennifer Lawrence så god en skuespiller, at hun formulerer disse tanker med sit skuespil, og lader seerne om at bedømme de andre karakterer selv.

Ærgerlig oversættelse

Èn enkelt ting der trækker ned er, at oversætteren har valgt at oversætte Katniss til Kattua, for at navnet kan forveksles med Katteurt – som hedder Katnip på engelsk, som er Kattua/Kattniss kælenavn. For en serie som denne, som trækker fans verden over, vil det give mere mening at finde en dansk urt der minder om Katniss, i stedet for at omdøbe hovedfiguren. Det samme er sket med figuren Rue, som er blevet til Rude. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg forstår dog godt oversætterens kvaler, bl.a. fordi Collins tydeligvis har lagt meget betydning i navngivning, fx hedder de fleste Capitol-indbyggere et romersk navn, for at gøre sammenligningen med det gamle Rom og gladiatorkampe tydeligere. Katteurt har blade der ligner pilehoveder – Katniss er en eksepsionel bueskytte – så derfor har oversætteren formegentlig forsøgt at bibeholde denne betydning. Men – jeg havde foretrukket Katniss og en hjemmeopfundet urt til lejligheden.

De der tju-bang-omslag

Bogen er først udgivet i Danmark med nedenstående fine omslag, tegnet af den urimeligt kyndige Simon Fellah. Den fanger stemningen fra bogen bedre, og viser langt tydeligere, at det er en ungdoms-fantasy-bog i tråd med Harry Potter, Skammerens Datter osv. Det nuværende cover er lidt for meget over tju-bang-kiosk-litteratur.

Men ingen i London, Londonovre, kan længere se Richard, han er faldet igennem en sprække. Hans eneste mulighed er, at prøve at finde pigen, Door. På sin rejse i Londonnedre, møder Richard fuglemanden Old Baily, Lord Carrabas, en rigtig engel samt en hel del andre, mystiske væsener, som verden har glemt. Gaiman fletter elegant det rigtige London og Londonnedre sammen: mellemrummet mellem skinnerne i undergrunden, beboes af en mystisk, ond kraft. Alle togstationernes navne tages helt bogstaveligt: ved Earl’s Court, er der så sandelig en Jarl der holder hof.

En ny verden

Det er den første bog jeg har læst af Neil Gaiman, og hvor er det dejligt, at der stadig findes forfattere, som kan åbne en hel, ny verden for mig. Jeg ville have elsket denne bog som teenager, og selvom den er fra 1999, er jeg aldrig faldet over Gaiman før, selvom jeg har gennemrodet bibliotekets hylder ofte og længe, før mere fantasy-bog-foder. Gaimans fantasi beskriver en verden der er troværdig, levende og nærværende og som føles lige så ægte, som det rigtige London.

Gaiman skrev oprindeligt historien som et manuskript til en tv-serie som kørte på BBC i 1996. Serien blev ikke nogen nævneværdig succes, og Gaiman skrev manuset om til en bog, som han senere har revideret et par gange. Jeg har læst den oprindelige udgave fra 1999, og vil du havde den fulde tekst, findes den kun på engelsk. Den skal være udgivet efter 2005.

Nogle steder i bogen, kan man ane spor efter et tv-manus, men det muligvis kun fordi, jeg vidste det i forvejen. Under alle omstændigheder, kan Neverwhere blive til en fantastisk eventyrfilm, og det kan kun gå for langsomt for en-eller-anden at få filmatiseret bogen igen. Hvis du har set Stardust, også en filmatisering af en Gaiman-roman, ved du hvad du har i vente.

Han stormer ud af lejligheden, og mødes ikke af hestetrukne kareter, men af biler (eller toyotaer som han tror de hedder), og går formålsløst og ensom rundt på gaden. Her støder han på en polsk violinist der spiller et Mozart-stykke, og violinsten fatter omsorg for den rundtforvirrede Mozart, og lader ham bo hos sig. Han opdager snart hans fantastiske musikalitet, de begynder at optræde sammen. Da violinisten introducerer ham til jazzmusikken, finder Mozart et nyt holdepunkt i denne, for ham, fremmede verden.

Mozart er overbevist om, at vorherre har givet ham en chance til at færdiggøre sit Requiem, det stykke han var i gang med, da han døde. Men han bliver distraheret af smukke kvinder og alt den anden musik der presser sig på, som han aldrig fik skrevet. Han lytter glædestrålende og kritisk til de musikere der er kommet efter ham, er hverken synderligt imponeret af Strauss eller Chopin: ‘Denne hr. Chopin er ganske håbløs,’ sang Wolfgang, ‘men om han var mindre vidtløftig, da kunne han næsten måle sig med mig.’

Hvis du kunne lide Milos Formans Amadeus, vil du også kunne lide Hr. Mozart vågner op. Nedenstående scene, hvor Mozart improviserer henover, og derefter forbedrer, konkurrentens Salieris sølle musikstykke, er spot on den musikalitet han fremviser i bogen.

Troværdig og eminent underholdning

Mozarts møde med kvinder og andre musikere er eminent underholdning, ikke mindst fordi Baronsky i mine øjne har skrevet en for det første fremragende dialog, og for det andet fordi oversætter Jacob Jonia har fanget sprognuancerne fra 1791’ernes Wien så det er yderst troværdigt.

Hr. Mozart vågner op, er eminent, legesyg, musikalsk og fantastisk fortælling. Det er let at forstiller sig Tom Hulces version af Mozart  (fra Amadeus)løbe legende rundt i Wiens gader, mens musikken strømmer fra hans hænder. Forfatteren har helt tydeligt en stor kærlighed til Mozart og hans musik, og beskriver Mozarts personlighed, som kendte hun ham selv. Den Mozart Baronsky fortæller om, er også den Mozart jeg føler, jeg kender.

Det mest kendte portræt af Mozart malet posthumt af Barbara Krafft

Jeg kæmpede mig igennem hans Alla Turca som 16-årig klaverelev, hvor min klaverlærer muntert erklærede, at havde Mozart levet i dag, havde han skrevet populærmusik á la Aqua, og leveret melodier vi alle ville kende og nynne med på. Mozart har altid været et legende bekendtskab, og selvom jeg kun har mestret Alla Turca (sikkert med en mangel på følsomhed er får ham til at vende sig i sin grav, og bogens Mozart til at væmmes), er jeg sikker på, at det stykke er skrevet af en mand med humor, og at stykket er opstået som legesyg improvisation, på samme måde som Baronsky beskriver hans evne til at flette forskellige melodier sammen til et større hele midt i en koncert.

Baronskys historie tager udgangspunkt i Mozarts ufærdige stykke, Requiem, som er omgærdet af meget mystik. Mozart kendte ikke selv navnet på den der bestilte det, da han påbegyndte det, og var allerede dér syg og svagelig. Læs mere om historien om Requiem på Wikipedia.

Der er en smertelig, smuk, kærlighedsfyldt, glad roman, som er en fornøjelse at læse hvis man kender Mozart, og sikkert vil fungere som en fin introduktion til nye Mozart-lyttere. Det er ikke ‘stor litteratur’, men det er ligemeget, fordi det er en kærlighedserklæring til musikken. Mens historien folder sig ud, vil du høre violiner flette sig sammen med et legesygt klaver i baggrunden, og efter endt læsning vil jeg love dig, at du sætter Mozarts musik på, og lytter til det på en ny måde.

Andre siger

• Septembernet – som også ser Tom Hulce spæne rundt i Wien
• Politiken er ganske tilfreds
• JP’s anmelder lader sig ikke fortrylle (mavesure bæst)

Obs! Jeg har vundet denne bog i en konkurrence på Facebook for forlaget Lindhardt & Ringhof – til gengæld skulle man afgive en anmeldelse. På nuværende tidspunkt har jeg ikke givet anmeldelsen videre, fordi den – nå, ja, nok ikke fremmer salget.

Manden er vågnet og fortæller, at han er hendes mand, Ben, og de har været gift i 30 år og at hun lider af retrograd amnesia, dvs hun kan ikke huske en bjælde af sit liv, siden hun var ude for en ulykke 20 år før. Hendes hukommelsestab er en sjælden slags: hun kan huske alt fra hun vågner, til hun falder i søvn igen om aftenen. Næste morgen vågner hun, og har glemt alt. (ligesom i den der film med Adam Sandler og Drew Barrymore).

Da hendes mand, som elsker hende eget højt, tager på arbejde, bliver hun ringet op af en mand, dr. Nash, der præsenterer sig som en psykolog hun har mødtes med de sidste par uger. Han beder hende om at mødes med ham og giver hende en dagbog som hun selv har ført de sidste par uger, på hans opfordring. Hendes mand ved ikke at de mødes – han har ringet dagligt for at minde hende om dagbogen.

Hun tager hjem, og begynder at læse dagbogen. Her skifter romanen til dagbogen – og vi læser med. Dagbogen udgør mere end halvdelen af bogen, og langsomt stykker Christine sit liv sammen. Hvorfor lyver Ben for hende om forskellige begivenheder i hendes liv? Eller er det dr. Nash der lyver? Fik de børn – og hvor er de? Og hvorfor har de ikke så mange fotos af deres liv? Christine begynder så småt at mistænke, at ikke er alt er som det ser ud til .. Dada-da-daaaam!!!

Usandsynlig – mere end de fleste thrillers

Når man starter på en thriller, ved man, at man skal mistænke alle karakterer i bogen én efter én. Nogen vil gøre noget ondt mod nogen i denne her bog, det er hele pointen med en thriller. Men hvem? Mod hvem? Og hvad? Som forholdsvis garvet krimilæser, og med en bog med et meget lille persongalleri, skal der ingen Einstein til at regne ud, at den skyldige enten er Ben eller dr. Nash, og skal der altså et plot twist eller to til, at ma ikke kan regne handlingen ud fra starten af

Denne  bog er … usandsynlig. Ok, det er de fleste thrillers, men for at fungere, skal de have et eller andet form for hold i virkeligheden, som gør, at jeg som læser køber præmissen. Der skal være en menneskelig dimension som griber mig som læser, så jeg føler personernes angst eller nervøsitet ellers er jeg ligeglad med, hvad der sker med personerne. Og fint nok, det ER en plotdrevet roman, men det er roderi i logikken, og det duer ikke i en plotdrevet roman: hvilken mand forlader sin kone med hukommelsestab alene hjemme hver dag? Hvilken plejefacilitet lader hende udskrive sig selv? Hvor er de sociale myndigheder henne? Hvor i alverden prøver Christine aldrig at holde sig vågen i længere tid en én dag af gangen?

Det der generer mig mest, er dagbogen. Den er ikke skrevet som en klassisk dagbog, men som en roman. Forklaringen er, formoder jeg, at Christine var romanforfatter før hun fik hukommelsestab, og derfor skriver dagbog anderledes end de fleste andre mennesker – med dialog, samtaler, beskrivelser.Så lad os sige, at jeg accepterer det, selvom det virker ulogisk. Men når hun skriver, at ‘det følgende er kradset ned i al hast’, men stadig har tid til lange, velovervejede sætninger og sproglige finesser, så holder det ikke længere. På omslaget kaldes det en ‘meget litterær thriller’, og jeg går ud fra, at man her mener, at bogen har sproglige kvaliteter som er ud over en normal thriller. Men der er ingen leg med sproget, der er ingen forskel i den måde dagbogen og rammefortællingen bliver fortalt. Der er ingen forståelse af, hvordan dagbogssprog er – eller en brug af sproget der stemmer overens med Christines tilstand i skrivetidspunktet.

Watson elsker også ‘stil et spørgsmål for at øge spændingen’-tricket. ‘Hvorfor løg Ben for hende? Hvilken betydning havde det for deres forhold? Og hvorfor sagde Dr. Nash som han gjorde? Ville dette give hende nøglen til hendes fortid?’ Det trick virker ikke længere, når det gentages flere gange i hvert kapitel.

Watson har glemt at lytte efter det slidte, men stadig virkelig vigtige dogme: ‘show it, don’t tell it’. Der er for mange ting man blot får refereret, og det er selvfølgelig fordi, han bruger dagbogstricket. Men i stedet for at udnytte sit egen benspænd og skabe en kreativ fortælling vha dagbogstricket, modarbejder han det med romansprog. Vi får heller ikke afslutningen på det voldelige klimaks, ingen tårevæddede gensyn med savnede familiemedlemmer og en alt for kort og abrupt afslutning til sidst.

Bogen starter godt, præmissen er købt: og forfatteren taber det hele på gulvet med et forudsigeligt plot og kedeligt sprog.

Engqvist skriver på en måde jeg ikke før har set: det ene øjeblik virker han som en tør arkivar og remser op hvad efterladte breve og dokumenter fortæller om en bestemt aftensmad, det næste øjeblik ligger han ord i figurernes mund som må være nogen han selv har digtet. Som læser er man underligt distanceret til handlingen, og det krævede meget indlevelse for mig at føle med nogen af personerne.

Det er en af de bøger jeg havde valgt at opgive en tredjedel inde, hvis det ikke var fordi, jeg følte jeg burde læse den færdig…

Bogens personer har de samme problemer du har, eller handlingen afspejler på bogstavelig eller metaforisk vis episoder i dit liv, og kan give dig et friskt perspektiv på dine udfordringer. Næsten hjælpe dig – som en god ven.

Samme dag næste år er en af de bøger, der røg til tops i både forfatterens hjemland England og USA, og det er jo ret stort. Den kunne være blevet en af de bøger jeg aldrig fik læst, fordi alle var så begejstrede for den, så der gik noget tid, før jeg bestilte den hjem på biblioteket – og så dukkede den op, lige her i starten af januar, første måned i et år, hvor jeg havde lovet mig selv, at det var slut med tandløse chick-lits og kalorieløse krimier. Jeg var allerede faldet i med den her, da jeg fandt et gammelt tweet fra mig selv, hvor jeg lover højt og helligt, at jeg ikke vil læse flere tandløse chick-lits og kalorieløse krimier i 2010.

Jeg var jeg overbevist om, at jeg var fortabt.

Fortabt, i en malstrøm af ubærligt sprog, usammenhængende plots og uoriginale pap-karakterer.

Samme dag næste år er historien om Dexter og Emma, Em og Dex. Overklassedrengen Dexter klarer sig på charmen og et kønt ansigt, den belæste Emma fra arbejderklassen nægter at bruge kontaktlinser i stedet for sygekassebriller, fordi det er imod hendes femistiske om kvinden som sexobjekt. De deler en nat og en dag, d. 15. juli 1988, efter deres sidste fest på studiet. De taler, de kysser – intet andet. Der sker ikke mere end det. Dexter tager ud og rejse, Emma prøver at finde ud af, hvad hun vil med livet.

Hvert kapitel handler om Emma og Dexters liv den samme dag, d. 15 juli, hvert år frem til 2007. Nogle år er d. 15. juli ikke noget særligt, nogle år sker der store ændringer i deres liv.

De forbliver venner, men altid med en underliggende strøm af kærlighed. Ind imellem er der en af dem der overvejer at det kunne blive mere, men timingen er altid forkert. De er ikke singler samtidig, eller de vil ikke det samme med livet. Og sådan kan livet være.

Flimrende historie

Samme dag næste år er ufattelig humoristisk. Emma er sarkastisk og ironisk, og ping-pong samtalerne med Dexter er en fornøjelse at læse, dialogen flyder ubesværet, som var man selv en del af samtalen. Nicholls er fremragende til at beskrive Emma og Dexter ved hjælp af deres egendele og handlinger så de bliver levende, menneskelige, vedkommende – og som venner. Især Emma bliver beskrevet gennem sine boliger: sin seng, sit service, farven på gulvet, måden hun bevæger sig på fra sengen til toilettet.

Som læser har man fornemmelsen af, at sidde med en fjernbetjening der spoler henover de 364 dage som man ikke hører om – personerne flimrer forbi, mens hjernen selv finder på det man ikke får beskrevet.

Jeg lagde bogen til side 23.59, efter at have læst sidste side to gange. Næste morgen kiggede jeg i bunken af biblioteksbøger, for at finde en ny. Ingen af dem kunne følge efter Samme dag næste år – som at spise en gang billig vanilieis efter en lækker, velstegt bøf.

Abstinenser?

David Nicholls har sammensat Emma Morleys mixtape på Spotify. Bogen kan også lånes på Netlydbog, eller læs et uddrag fra første kapitel.

Anna Hathaway er angiveligt ikke en god Emma, og her forklares hvorfor. The Telegraph er heller ikke begejstrede for filmen (måske kan en dansk instruktør ikke fange de nuanceforskelle der er i det britiske klasse-samfund? En del af nøglen til Emma og Dexters personlighed er deres forskelligartede opvækst). Politiken kalder bogen 00’ernes High Fidelity, og som stor fan af Nick Hornby, kan jeg kun give dem ret. Bogtyven elsker den også.

Når du har læst bogen (stor spoiler!) er her et interview med David Nicholls om hvordan Thomas Hardys bog Tess D’Ubervilles har spillet en rolle i tilblivelsen af bogen. Og så nævner han Elizbeth Bennets visdom og iagttagelsesevner som en inspiration til Emma. Jeg mente nok, jeg havde mødt hende et sted før.

Harmløs filmatisering

Bogen er filmatiseret med amerikaneren Anne Hathaway (som jeg ellers elsker) i endnu en rolle som en englænder skulle have haft. Instruktion af danske Susanne Bier – hun er eftersigende ikke sluppet så godt fra det – jeg har endnu ikke set filmen.

Cleo og Abbie er søstre, Cleo var en stræber i folkeskolen, og blev drillet så meget med det, at hun opgav enhver karrieremæssig drøm, og arbejder som limousinechauffør. Storesøster Abbie er lykkeligt, men barnløst, gift med den anonyme Tom. Cleos værste plageånd fra barndommen, Johnny, vender tilbage til den lille engelske landsby de bor i, for at bo i sin afdøde fars hus. Han er en mørkhåret, sexet kunstner, og Cleo falder for ham med et brag. Åh nej.

Abbie og Tom betalte engang en rugemor for at lade sig inseminere, men det lykkedes ikke. Det vil sige, rugemoderen løj, og 18-årige Georgia, sprudlende af selvtillid og mangel på finfølelse indfinder sig på trappestenen, og overtager straks Abbies førsteplads i Toms hjerte.

Bipersonerne er Cleos nabo Ash, en overvægtig radiovært der er en charmetrold på mikrofonen, men med rygrad som en karklud uden for studiet, som forelsker sig hovedkulds i Fia, Wills ekskone – Will, som Cleo afslutter et forhold til i bogens første kapitler. Mere indviklet er det ikke, scenen er sat og personerne kan vandre i deres faste rute indtil de mødes med deres endelige mage, og det hele ender lykkeligt (jeg har ikke læst bogen færdig endnu, men jeg vil vædde opvask i et år på, at det er sådan det ender).

Alle personerne fra De otte er stadig med, plus en række nye, farverige karakterer. Det er ganske snedigt set af forfatteren, at det nuværende politiske stemning kan bruges til at genoplive hendes historie, og selvom Den sorte dronning ikke er helt så spændende som De otte, er den en værdig efterfølger og afrunder hele historien på fin vis.

Bogen er fra 1988, og en af de første bøger i genren litterære klassikere, som først for alvor blev bredt kendt med Da Vinci mysteriet. Det mystiske artefact der skal findes for enhver pris i De Otte, er et skakspil med brikker af det pureste sølv og gulv, besat med rubiner og ædelstene. Angiveligt skjuler skakspillet samtidig på en formel, som kan give ejeren magt over hele verden. Samtidig med, at vi følger Cat Velis forsøg på at finde skakspillet i 70’erne, følger vi også den unge, kvindelige munk Mireille under den franske revolution, som med alle magter forsøger at skjule skakspillet for de onde kræfter der

Jennifer Weiner har skrevet et par bøger, som ikke uden videre lader sig klassificere som chick-lit. Hun er god til at beskrive mennesker med fejl, mennesker som ikke er perfekte, og som ikke finder en perfekt kærlighed, som ellers er chick-lit-kendetegn. Bedste venner starter med en typisk Weiner-karakter: Addie er tyk og upopulær, og hendes storebror Jon er skolens sportshelt. Hendes far er arbejdsløs fordi han lider af post-traumatisk stress efter sin tid som soldat i Vietnam, og Addies mor er så tyk, at andre hvisker og tisker om hende. Addie har ingen venner, indtil Valerie flytter ind ved siden af med sin umodne, fraskilte mor – ranglet pige der går i drengetøj og som kan alt det, Addie ikke selv tør.

Addie og Valerie er bedste veninder, lige til den sommer Valerie tilbringer hos sin far i Californien. Hun kommer hjem med brune ben, rettede tænder og nyudsprungne bryster – og bliver cheerleader. Addie bliver forladt, og det er ikke den eneste ulykke hun bliver udsat for i sine temmeligt traumatiserede teenageår. 10 år efter står Valerie ved Addies hoveddør, samme aften som der har været 10 års jubilæum for deres afgangsklasse, en fest Addie aldrig overvejede at deltage i. Valerie har ydmyget en gammel plageånd fra skoletiden, Dan Swansea, ved at stjæle hans tøj, og da hun stikker af i bil, kommer hun til at ramme ham – og nu tror hun, at hun har slået ham ihjel.

Starter godt, men ender skidt

Bedste venner starter godt. Addie er en typisk Weiner-hovedperson, tyk og upopulær men godhjertet indeni, og kombinationen med en smuk, men ubetænksom, veninde er set før i i Weiners God i sengen, hvor det fungerede bedre, men skidt nu med det. Valerie lokker straks Addie med ud for at finde det eventuelle lig af Dan Swansea, og bogen ser her ud til at udvikle sig til en ren Thelma & Louise-fortælling, som forsiden også kraftigt antyder. Ind på scenen kommer nemlig den stoute politikommisær Jordan, som viser sig at være ensom og fraskilt, og en sær stodder der onanerer til børnetv (fordi værtinden har dyb kavalergang!).

Det går meget godt indtil man er nået halvvejs gennem bogen, hvor der går kludder i det. Det er som om, at Weiner gerne ville skrive en krimi, men ikke kan finde ud af det – hun er bedre til de her find-dig-selv-og-find-kærligheden bøger, og Bedste venner ender med at fejle både som krimi og som kærlighedsroman. Der er alt for mange tragiske skæbner og sære mennesker til at det bliver en god kærlighedsroman, og krimiplottet er kedeligt og ikke-eksisterende. Slutningen samler de løse tråde utroværdigt sammen i en alt for velordnet knude. Det som fungerer bedst, er kapitlerne om Addie og Valeries opvækst – det er her, bogen har en gnist som kunne være blevet til noget godt, hvis Weiner havde haft nok i at fokusere på kvindernes venskab, i stedet for at rode kærlighed (og krimiplot) ind i historien.

Et fejlskud fra Weiners side, desværre.

Bogblogger er ganske enig med  mig.

Nellas mor var den verdensberømte forfatterinde, Antonia Liljenholm, som skrev en lang række gotiske kærlighedsromaner med helte, heltinder i nød, spøgelser og uhygge. Antonias søster Lily, begik måske (måske ikke) selvmord, og Nellas far forsvandt da hun var lille. Nu er Nella vendt hjem for at få orden i sagerne, og gøre op med fortidens spøgelser. Nellas ledsagerske er bogens fortæller, og i starten tror man, at hun kender Nella godt, men som bogen skrider frem, gamle dagbøger findes, hemmeligheder afsløres og folk går til bekendelse, opdager man, at ikke alle er som de giver sig ud for at være – fortælleren mindst af alle.

En kinesisk æske af fortællinger

Det er svært at fortælle mere om bogens handling uden at afsløre noget, og det vil være trist, da det er en udsøgt læsefornøjelse. Det er lang tid siden jeg har læst en dansk bog, og jeg havde glemt hvor dejligt det er, at læse en bog på sit modersmål – som ovenikøbet finder sted på Sydsjælland og København, steder jeg kender. Skov kender tydeligvis den gotiske genre ud og ind, og hun har flettet hver eneste virkemiddel fra en gotisk roman ind i bogen: mystiske dødsfald, spøgelser, familier med hemmeligheder og ikke mindst, et mystisk gods komplet med knirkende døre og mærkelig lyde.

Jeg-fortælleren er et fascinerende mysterium, der tydeligvis ved mere end hun fortæller os – læseren. Hun taler nemlig direkte til læseren, som læste man et brev fra hende, eller hørte hende fortælle, hun foregriber begivenheder, begynder på historier, for så at ombestemme sig og fortælle noget andet først, hun går til bekendelse, hun lyver og hun skjuler sandheden. Og det forfattertrick er næsten så fint udført, som mesteren, Agatha Christie gjorde det i sin klassiker, The Murder of Roger Ackroyd.

Silouet af en synder er ikke særlig uhyggelig eller nervepirrende, men alligevel er man fanget på hver side, optaget af, at trævle Liljenholms historie op, og selvom det er nemt at skelne denne roman fra de romaner der definerede genren for 200 år siden, er det et virkelig fint og underholdende forsøg på at genoplive genren. Jeg ville ønske, at Skov straks ville kaste sig over flere gotiske romancer, og behandle dem med samme kærlighed og selvironiske distance som hun gør her, og så må hun gerne pladre endnu mere gotisk lirumlarum på – flere mørke, stormfulde nætter, stormombruste klipper og skønjomfruer i nød, tak. Og det ser ud til, at jeg kan få mit ønske opfyldt.

Forresten er Skov jo åbent lesbisk, hvilket jeg havde glemt alt om, da jeg læste bogen. Så modsat mange af de anmeldere der næsten skælder ud på, at forfatterens seksualitet er repræsenteret i bogen i flere scener og figurer, skænkede jeg det ikke en tanke mens jeg læste. Skov fortæller selv i flere interviews, at det da bestemt er med vilje, at der er lesbisk sex og transsexuelle med i bogen. Jeg studsede ikke over det, da begge dele fint vil høre hjemme i en gotisk roman, hvilket vel kun understreger, at det er et kvikt genrevalg, hvis man har noget på hjerte om det emne, fordi det kan flettes ind i bogen.

Røgslør og genfærd

Nedenfor fortæller Leonora Christina Skov om baggrunden for bogen. Idéen udsprang af et virkeligt job hun havde. For at holde styr på plottet, havde hun adskillige ark papir med tidslinjer.

Ud på nettet

Information anmelder med et par små afsløringer, så hold dig væk, hvis du ikke vil overraskes. Anmeldelser, som jeg synes er interessante, kan læses på Kulturkapellet, Politiken, Kpn, Berlingske og Sentura, På forfatterenes website er links til interviews og anmeldelser. F.eks. et her på dinby.dk og Politiken. Vita og Sproglaboratoriet på P1, har også lavet udsendelser om bogen.

Elizabeth og Felipe er brændte børn, og lever i et lykkeligt forhold hvor de har lovet ikke at gifte sig med hinanden. De lever et kosmopolitisk liv i Bali, USA og hvor de ellers kan mødes, da Felipe ikke ikke kan få permanent opholdstilladelse i USA. Det går vældigt fint, og er frit, fleksibelt og fantastisk, indtil Felipe bliver tilbageholdt i tolden i USA, og den eneste mulighed han har for nogensinde at betræde amerikansk jord igen er: at blive gift.

Det er bare ikke noget nogen af dem er specielt begejstrede for – det gik jo ikke nævneværdigt godt sidste gang. Som det grundige menneske Elizabeth er, for det er det indtryk jeg har af hende, researcher hun emnet ægteskab til bunds – det vestlige ægteskab, vel at mærke, en mand, en kvinde. Hun har så dybe af efter sit første ægteskab, at det eneste der skræmmer hende mere end at blive gift, er at Felipe aldrig må komme til USA igen, hvilket tvinger hende til at acceptere tanken om giftemål. I næsten et år lever hun og Felipe i en form for selvvalgt eksil i Asien, som er det sted de har råd til at bo, mens de venter på at de (måske) kan blive godkendt til et green card ægteskab.

Ægteskabet gennem historien

Gilbert fortæller om ægteskabsritualer blandt et stammefolk i Laos, sine bedsteforældres, forældres og venners ægteskab, ægteskab i de europæiske kongehuse og hos de gamle grækere. Undervejs drager hun en masse interessante konklusioner og nævner en hel del ligeså interessante facts. Den hvide brudekjole har f.eks. ikke en døjt med renhed og jomfruelighed at gøre, det handler om at gøre som de kendte: da Dronning Victoria blev gift med Albert i 1840 havde hun nemlig en hvid kjole på, og brudebilledet blev så kendt, at man derefter efterlignede Victorias kjole både i farve og i snit.

Gilbert redegør for, hvordan ægteskabet blandt andet bygger på den idé, at en kvinde er ude af stand til at tænke selv, ikke må eje noget, eller låne penge, og derved bare er en genstand der bliver leveret fra sin fars hus til sin mands hus – som en potteplante eller en god malkeko. Kvinden skulle tage sin mands efternavn – hans slægt skulle jo føres videre. Hun skulle bøje sig for hans vilje i alle henseender, og tilhørte på alle måde ham. Denne tanke er ikke just nem at forene med de romantisk associationer vi i vesten kan lide at påføre bryllup og ægteskab.

Jeg nød bogen, den er ikke så skarpt formuleret som forgængeren Eat Pray Love, heller ikke lige så morsom, men Gilbert er stadig i fin form, når hun med lynets hast gennemgår ægteskabets mange forandringer op gennem tiden.