En bog af en forfatter

Romanen starter med giftemålet mellem Miss Maria Ward og den rige Sir Thomas Bertram, og hvordan Miss Wards søstre giftede sig mindre godt, især den yngste. 30 år senere sender den yngste søster sin 9-årige datter Fanny Price afsted til sine rige slægtninge på godset Mansfield Park, så hun kan få en bedre tilværelse, end den hendes fattige forældre og 8 søskende kan tilbyde.

Fanny bliver dog aldrig et ligeværdigt medlem af familien, nærmest bare en tjenestepige. Hun er altid i baggrunden og underkuet af sine to kusiner, mens hun løber ærinder for sin dovne moster Lady Bertram og sin emsige og onskabsfulde moster Mrs. Norris, som nærmest har overtaget husholdningen. Hendes eneste lyspunkt er hendes jævnaldrende fætter Edmund, som er hendes ven og beskytter.

Da Fanny bliver 18, og hendes onkel Sir Bertram er på vej til Antiqua for at holde øje med sine forretninger, går historien for alvor i gang: søskendeparret Mary og Henry Crawford flytter til egnen, og de er stolte, selvcentrerede, intelligente og smukke mennesker, som har deres helt egen idé om moral.

Som altid med Austen er romanen befolket af personer som er selvoptagede, dumme, selvhævdende, nærige, hovmodige og en hel del andre ting. Mansfield Park byder på den nok mest lede af dem alle, den nævenyttige madamme Mrs. Norris. Generelt er der ikke særlig mange flinke eller venlige personer i Mansfield Park, og det er svært at holde af nogen af dem. Alligevel er det en af Austens mest realistiske romaner, med de mest menneskelige personer.

Så sig dog noget, Fanny!

Mansfield Park er en af de mindre kendte Austen-bøger, og nok den færrest kan lide. Det er også ret svært at holde af hovedpersonen Fanny Price, for hun er stille, fysisk svag, undseelig og siger sjældent sin mening højt – og er lidt af en dørmåtte. Man får konstant lyst til at råbe af Fanny, og bede hende skrige af sin skrækkelige familie, at de kan gå af pommern til.

Første gang jeg læste Mansfield Park syntes jeg den var forfærdelig kedelig, og at Edmund og Fanny, er overkorrekte, for pæne og for artige – de to Crawford søskende er meget sjovere selskab. Denne gang prøvede jeg for alvor at forstå Fanny, hendes situation og den tid hun levede i. Hun bliver nødt til at hoppe og springe for sin selvcentrerede familie af frygt for at blive sendt hjem og fordi hun er opdraget til at være ydmyg (en meget sjælden egenskab i dag!). Hun er følsom og forstår sig på naturens skønhed og sarte følelser, noget som nemt bliver tyranniseret af nærighed, manglende venlighed, omsorg og kærlighed.

Det er stadig svært at forstå, hvorfor Mary Crawford overtræder de sociale regler ved at være ærlig og sige sin mening. Men når man så tænker sig om og læser efter: hun er materialistisk, indbildsk, selvcentreret og intrigant. Prøver at blive Fannys ven for at komme tæt på Edmund, og som læser opdager man det først til allersidst – man bliver selv narret til at holde mere af Mary end Fanny, og opdager til sidst, at Fanny hele tiden havde ret.

En fortælling i fortællingen

At læse Austen er som at læse en detektivroman, og Mansfield Park er rig på scener som giver læseren hint om personernes skæbne. Èn af disse er det skuespil som de unge sætter op i Sir Thomas’ fravær: Lover’s Vows. Et skuespil oversat fra tysk til engelsk i slutningen af 1700-tallet, på et tidspunkt hvor englænderne var begejstrede for tysk litteratur. Wikipedia har et synopsis af stykket, som byder på børn uden for ægteskab, hor og ulykkelig kærlighed. Ellen Moody har skrevet et fint essay hvor hun fortæller om parallellerne mellem personerne i Lover’s Vows og de personer i Mansfield Park der spiller dem – Austen gik udfra, at læseren kendte stykket (de gjorde de fleste på Austens egen tid), og kunne

Fanny nu som påfugl

Mansfield Park – nu med en livlig Fanny

Denne udgave af Mansfield Park gjorde en hulens masse blæst af sig i 1999. Anmelderne kunne godt lide den, men Austen-fans stod på bagbenene over de mange ændringer instruktør Patricia Rozema havde lavet, deriblandt Fannys personlighed. Fra at være stille og forsigtig, blev hun pludselig skarptunget og livlig – og forfatter. De bøger og historier Fanny skriver i filmen, er taget ordret fra historier Austen selv skrev som teenager.

Filmen er absolut ikke en særlig tro filmatisering af bogen – men det er en god film! Selvom der er byttet om på rækkefølgen af scener, og nogen personer bliver fremstillet mere usympatiske og andre mere sympatiske end de er, er det alligevel spændende at se, hvordan Rozema bruger én lille kommentar fra bogen om slavehandel, til at vise, hvad mange rige familier levede af på denne tid. og hvordan hun har fanget meget af ånden og de mere subtile temaer fra bogen.

Embeth Davidtz og Alessandro Nivola er eminente som Mary og Henry Crawford: sexede, intrigante og ikke til at stole på. Frances O’Connor gør en god figur som en krydsning mellem Elizabeth Benneth (fra Stolthed og Fordom) og Austen selv, og generelt er resten af banden også ganske gode. F.eks. spilles der på den fysiske ligheden mellem O’Connor og Davidtz, mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram og hendes fattige søster Mrs. Price. I romanen beskrives netop, hvordan de to søstre var lige smukke, og begge kunne have fået en rig mand og en god position i samfundet – men sådan blev det ikke.mens deres karakterer er moralske modsætninger – det er fint set, ligesom det er den samme skuespillerinde der spiller den rige Lady Bertram

Mange af Austens kvikke, intelligente og morsomme dialog har fundet vej til skærmen, både igennem hendes egne breve, men også taget direkte fra romanen. Men forvent ikke en trofast filmatisering! En dansk anmeldelse, og her en fans beskrivelse af sin oplevelse. Og her er et essay om hvordan Rozema har gjort Mansfield moderne, og et andet et.

Sådan er det

Altid her