"The worth of a book is to be measured by what you can carry away from it." – James Bryce
_
Jeg nød den sorte humor i Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, men Biroller var altså en hård en at sluge. Længdemæssigt passede den til 4 timers togtur en snefyldt dag i december, hvor DSB brillede med lidt ekstra forsinkelser, men jeg endte med at læse det mere muntre(!) klimatema i Ud & Se, før jeg færdiggjorde Biroller.
Sørgelig skuespiller
Hovedpersonen Helene vil gerne være skuespiller, men efter adskillige mislykkede forsøg på at komme ind på Statens Teaterskole, er hun ved at give op. Hendes nye hundehvalp skaffer hende ved et tilfælde indenfor på et lukningstruet teater, og så går det ellers bindegal morderkrimi i den, med Helene som centrum. Hun har en del at slås med: blandt andet en noget livlig fantasi, som ender udi hallucinationer og besvimelser på grund af hendes (temmelig alvorlige!) spiseforstyrrelse.
Jeg magter det ikke …
Humoren er FOR sort i Biroller, for absurd. Måske fordi den egentlig ikke er sjov nok? Kunsten at græde i kor funker så godt, fordi den behandler et så forfærdeligt emne med sort, sort humor, som dog mangler i Biroller – som i stedet bliver meget, meget tragisk. Helenes tro på, at hun er en fantastisk skuespiller, minder om hovedpersonen i Martina Haags bog Vidunderlige og elsket af alle, som jeg også havde lyst til at stikke en flad det meste af bogen.
Jepsen får også lige skrevet sig selv ind i en birolle (ha, ha!) som dramatikeren Allan Jensen (som er bogens bedste elsker, who knew!). KPNs anmeldelse, Berlingeren giver den 4/6, og det samme gør Politiken.
Omslaget viser desværre en beaglehund, og hunden der er med i bogen er en dansk-svensk gårdhundehvalp. (Sådan nogen unøjagtigheder har ALTID irriteret mig, beklager). Bogen bliver filmatiseret og bør komme i biffen i løbet af 2011.
