"I cannot live without books." – Thomas Jefferson
To piger der var bedste veninder i skolen, fordi de begge var udenfor. Den ene bliver populær, og svigter den anden. 10 år efter vender den populære tilbage til sin hjemby og veninden – og nu har hun brug for hjælp.
Jennifer Weiner har skrevet et par bøger, som ikke uden videre lader sig klassificere som chick-lit. Hun er god til at beskrive mennesker med fejl, mennesker som ikke er perfekte, og som ikke finder en perfekt kærlighed, som ellers er chick-lit-kendetegn. Bedste venner starter med en typisk Weiner-karakter: Addie er tyk og upopulær, og hendes storebror Jon er skolens sportshelt. Hendes far er arbejdsløs fordi han lider af post-traumatisk stress efter sin tid som soldat i Vietnam, og Addies mor er så tyk, at andre hvisker og tisker om hende. Addie har ingen venner, indtil Valerie flytter ind ved siden af med sin umodne, fraskilte mor – ranglet pige der går i drengetøj og som kan alt det, Addie ikke selv tør.
Addie og Valerie er bedste veninder, lige til den sommer Valerie tilbringer hos sin far i Californien. Hun kommer hjem med brune ben, rettede tænder og nyudsprungne bryster – og bliver cheerleader. Addie bliver forladt, og det er ikke den eneste ulykke hun bliver udsat for i sine temmeligt traumatiserede teenageår. 10 år efter står Valerie ved Addies hoveddør, samme aften som der har været 10 års jubilæum for deres afgangsklasse, en fest Addie aldrig overvejede at deltage i. Valerie har ydmyget en gammel plageånd fra skoletiden, Dan Swansea, ved at stjæle hans tøj, og da hun stikker af i bil, kommer hun til at ramme ham – og nu tror hun, at hun har slået ham ihjel.
Starter godt, men ender skidt
Bedste venner starter godt. Addie er en typisk Weiner-hovedperson, tyk og upopulær men godhjertet indeni, og kombinationen med en smuk, men ubetænksom, veninde er set før i i Weiners God i sengen, hvor det fungerede bedre, men skidt nu med det. Valerie lokker straks Addie med ud for at finde det eventuelle lig af Dan Swansea, og bogen ser her ud til at udvikle sig til en ren Thelma & Louise-fortælling, som forsiden også kraftigt antyder. Ind på scenen kommer nemlig den stoute politikommisær Jordan, som viser sig at være ensom og fraskilt, og en sær stodder der onanerer til børnetv (fordi værtinden har dyb kavalergang!).
Det går meget godt indtil man er nået halvvejs gennem bogen, hvor der går kludder i det. Det er som om, at Weiner gerne ville skrive en krimi, men ikke kan finde ud af det – hun er bedre til de her find-dig-selv-og-find-kærligheden bøger, og Bedste venner ender med at fejle både som krimi og som kærlighedsroman. Der er alt for mange tragiske skæbner og sære mennesker til at det bliver en god kærlighedsroman, og krimiplottet er kedeligt og ikke-eksisterende. Slutningen samler de løse tråde utroværdigt sammen i en alt for velordnet knude. Det som fungerer bedst, er kapitlerne om Addie og Valeries opvækst – det er her, bogen har en gnist som kunne være blevet til noget godt, hvis Weiner havde haft nok i at fokusere på kvindernes venskab, i stedet for at rode kærlighed (og krimiplot) ind i historien.
Et fejlskud fra Weiners side, desværre.
Bogblogger er ganske enig med mig.
