Så er det tid til de bedste bogomslag fra 2014. De er alle at finde på mit sideprojekt Dansk Bogdesign som fik tilføjet 56 omslag i 2014.
Jeg har valgt de 14 jeg synes var allerbedst. Mine favoritter fra 2013 kan du finde her. Se de bedste engelsk/amerikanske bogomslag fra 2014 på New York Times og The Casual Optimist.
De største danske forlag Gyldendal (3), Politiken (2), Rosinante/Samleren (2), Lindhardt og Ringhof (1) og People's Press (1) er alle repræsenteret, hvilket ikke er så underligt.
Det spændende er, at de små forlag er rigtig godt med. Ordenes by med to omslag, det relativt nye Jensen & Dalgaard, Madlandet i Vest er repræsenteret med sin første og eneste udgivelse som også er listens eneste fagbog. Som rosinen i pølseenden kommer Cobolt, med listens første tegneserie. De små forlag står altså for over en tredjedel af omslagene, hvilket er ret godt klaret, hvis man sammenligner det med hvor mange titler de forlag har udgivet.
Tal på designerne
Næsten alle bøgerne er designet af forskellige designere! Simon Lilholt og Alette Bertelsen er de eneste som har to omslag med. Henriette Mørk og Neel Dich Abrahamsen, er som de to foregående også to erfarne bogdesignere, har hver ét med. Det skandinaviske islæt står den norske designer Øystein Vidnes for, så følger designstudioerne WAITT og Iron Flag Studio (som ikke er kendt for bogdesign) og en (jubel!) ikke-københavner, Ella Skov. En enkelt fuldblods tegneserietegner, Lars Horneman, har omslaget til sin egen bog med. To af omslagene har et smukt foto som bærende idé: Designer Rasmus Brøndsted har sat typografi på Casper Sejersens smukke foto og Jensen & Dalgaard har brugt Andrew Sandersons foto til deres omslag. Den eneste jeg ikke kan finde noget særligt på er Ivan Micic som har listens første omslag. Hvem er du, Ivan, du er god!
Den dragende
Alt under månen handler om tre astrologer, og meget passende leder forsiden tanken hen på historiske tegninger af solsystemet. De douchede farver er meget gyldendalske (ligesom det traditionelle skriftvalg), men alene den atypiske komposition og dragende illustration giver omslaget en plads på listen.
Alt under månen af Harald Voetmann. Design: Ivan Micic. (Gyldendal).
Den historiske parafrase nr. 1
Den store mester foregår i 1918 og omslaget er en ret fin parafrase over plakater fra den tid. Skrifterne er lidt af et miskmask tidsmæssigt men det gør ikke så meget, fordi de rammer stilen. Omslaget er anderledes og iøjenfaldende og fortæller tydeligt, at det er en historisk roman om en tryllekunstner – og det er alt, hvad den behøver.
Den historiske parafrase nr. 2
Det jeg godt kan lide ved designparafraser er, at så designet inspireret af noget. Det er en befrielse, at se et omslag som ikke er et miskmask-collage af stockbilleder. Vi ses deroppe bruger en historisk illustration og skrifttyper der ligner noget fra den tid. Det fænger, at soldaten kigger fra højre mod venstre, mod læseretningen. Den lille detalje kan vække uro hos beskueren og passer godt sammen med titlen.
Den gøglede
Forsiden til Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab understreger bogens humor, hvis ikke titlen allerede har gjort det. Farver, grafik og typografi minder om indisk visuel æstetik men også cirkus, gøgleri og taskenspillere, hvilket passer rigtig godt på bogens hovedperson.
Ungdomsbogen
Fordelene ved at være bænkevarmer er en fremragende bog og ikke kun for unge. Omslaget er ligeså fremragende. Farve, typografi og billede er alle velvalgte og veludførte.
Den sørgelige
En af de smukkeste omslag i 2014 er Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Fotografiet er af Casper Sejersen og den underspillede typografi af Rasmus Brøndsted. De visne blomster, og det stillestående, centrerede layout, passer perfekt til Maria Gerhardts erindringer om sin sygdom.
Den minimalistiske
Der findes ikke noget mere minimalistisk end Helle Helles bogomslag. De er enkle og skrabede som hendes sprog og indpakning og indhold går derved op i en højere endhed. Det eneste, der antyder bogens handling, er aftrykket af et blad. Smukt.
Den gennemførte
Alette Bertelsen er en af de bedste bogomslagsdesignere i Danmark. Hendes omslag er altid langt over gennemsnittet og når hun er god, så er hun rigtig god. Lever er én af dem.
Den sexede
Den endeløse sommer er designet af Øystein Vidnes, som ikke er dansker, men nordmand, så det er lidt snyd, at han er med på listen. Men det et fremragende omslag udgivet af et dansk forlag. Skriftttypen hedder Lust og er designet af Neil Summerour. Han ville tegne en skrift der var både sensuel og solid – dog først og fremmest sexet. Den er inspireret af klassiske skrifter som Scotch Modern, Didot, Caslon og Baskerville, men " ... pakket ind i en langebenet, braziliansk supermodels krop".
Og hvorfor så meget snak om skriften? Jo, ser I: Gyldendals omslag bruger altid de samme skrifttyper, altid de samme gamle travere. Lidt ligesom hvis man kun kunne se fjernsyn via TV2 – masse af genudsendelser af gode, gamle film, men ingen af de nye, lækre tv-serier. Så at Vidnes har brugt Lust på forsiden her, det får mig til at klappe i mine små hænder. Det er lidt ligesom at få adgang til HBO, når man har set genudsendelser af Beverly Hills 90210 i 10 år. Lust er skrifttypens svar på HBO.
Den med lag på lag
Det danske designstudio WAITT er et kærkomment nyt navn på listen over danske bogdesignere. Designet må være inspireret af amerikanske Peter Mendelsund, men fordi det er så gennemført og velfungerende, kommer det med på listen. Kontrasten mellem titlen og illustrationen er næsten humoristisk.
Den tegnede
Måske er jeg ikke helt objektiv, da det her er en af de bedste bøger jeg har læst i år og jeg kender også Lars Horneman. Når det så er sagt, er jeg helt pjattet med den forside. Farven minder mig om kold kaffe med for meget mælk i – ikke en farve der normalt ligger først for, når der skal vælges farver der kan sælge. Alligevel vil jeg holde på, at denne forside vil fange mange blik på en boghandlerhylde. Den svævende mands tilfredse smil, som står i kontrast til titlen (og så alligevel ikke) og de kendte københavnske bygninger formidler bogens historie så fint.
Den elegante
Roman i fire årstider fra det lille forlag Jensen & Dalgaard har en umanerlig fin og skrøbelig forside. Thumbs up for at lade sig inspirere af den faktiske tekst: »Kigger du efter og har du god tid, kan du være heldig at finde et blad med et perfekt tegnet kort over byen. Studerer du bladet under lup, vil du finde et kryds. Og hvis du følger kortets indikationer, vil du komme til et sted, hvor du aldrig har været før." «
Krimien
Fremragende omslag især for en krimi. Det undgår stort set alle genrens overbrugte, visuelle klichéer og lader typografiens placering over kvindens mund spejle titlens indhold. Især det røde forlagsnavn, lagt over kvindens hals som et snit, er jeg vild med.
Kogebogen
Vestjyske livretter er en samtalekogebog og den eneste ikke-skønlitterære bog på listen. Af den grund røg den næsten ud, men omslaget er bare så drøncharmerende. Bogen er designet af Ella Skov i samarbejde med Haukrogh Kommunikation og er fortællinger af kendte vestjyder krydret med opskrifter. Holstebros kommunikationskonsulent siger: "Jeg er sikker på, at selv københavnerne vil tage bogen op i hænderne og sige ”wow, de kan sgu godt i mørke Jylland"", og det har han helt ret i, det vil vi.
Jeg kiggede lige videre rundt på din side – og under bogomslag er der en der vist er inspireret af den lille inspirations film jeg har vedhæftet :-)) det er jo så dejligt at blive inspireret – og den her lille film om passion for sit arbejde, vil jeg lige dele…
God torsdag
Mange hilsner Christina